Prøv avisen
Bog

"Min kamp" bliver til "Din Kamp" i Knausgårds bog til datteren

4 stjerner
De fleste store forfattere har skrevet bøger, der er mere afslappede og mindre ambitiøse end forfatterskabets ”store” værker, og til denne kategori hører ”Om efteråret”. Foto: Berit Roal/NTB

Karl Ove Knausgård skriver til sin ufødte datter, Anne, i ny bogserie om liv og natur. ”Om efteråret” er både klog, kærlig og stedvis banal

Verden og vist også Karl Ove Knausgård selv troede, at det efter kraftpræstationen med ”Min kamp” skulle være slut med flerbindsværker fra den norske forfatters hånd, ja med nye bøger overhovedet.

Men blækket i bind seks var knap nok tørt, før ”KOK” annoncerede, at forfattergryden holdes i kog med et nyt firebindsværk, der følger årstiderne. Nu udkommer ”Om efteråret” så på dansk, mens man i Norge lige har fået næste bind, ”Om vinteren”, mellem hænderne.

Bøgerne i tetralogien er alle skrevet som breve eller opsatser til den i bind et endnu ufødte datter Anne, den 45-årige Knausgårds fjerde barn. Hvert lille kapitel har en emneoverskrift, og gennem bogen kommer man vidt omkring med ”Biavl”, ”Van Gogh”, ”Tilgivelse” og ”Kønslæber”, som fire tilfældigt valgte kapitler handler om.

Der er ingen sammenhæng mellem kapitlerne, men nok en vis progression i bogen: Vi følger Knausgård i september, oktober og november, mens vejret skifter, og lille Anne stille vokser i hustruen, Lindas, mave, men ellers er der ingen ydre handling i bogen. Den er tilsyneladende 100 procent selvbiografisk, så vi hører en masse om Knausgårds trelængede hjem i Udkantssverige og noget om børnene Vanja, Heidi og John. Hjemmet er det vigtigste i livet, indleder Knausgård med at fortælle os og Anne: ”Tre søskende, en mor og en far, det er os. Det er din familie. At jeg nævner det først, er fordi det er det vigtigste (...) det er relationerne, du kommer til at se verden igennem og som kommer til at forme din opfattelse af næsten alt”.

Om datteren vil læse bogen (og de kommende bind i serien) engang, eller om far Karl Ove overhovedet ønsker det, fremgår ikke, så selvom bogen er selvbiografisk, er der også et element af iscenesættelse over den. Ja, den er skrevet til datteren, men også for Knausgårds egen skyld og til læserne. Datteren kan dog sagtens læse ”sin” bog, så snart hun ellers når skolealderen, for ”Om efteråret” rummer ingen chokerende passager om Knausgårds liv, som man kender det fra dele af ”Min kamp”-bøgerne, eller ætsende udfald mod svensk feminisme eller andre debatter, som Knausgård har blandet sig i for nylig, og som vi skriver mere om her på siden.

”Om efteråret” er Knausgård i hjemmesko, Knausgård på sentimentalitetens rand, Knausgård som landmand i kontakt med naturen. Og det er undertiden virkelig godt.

Der er en række genkommende figurer i bogen. Dels farver (Knausgård har en forkærlighed for rød og grøn, blod og græs/træer, en dragende sammensætning, der nærmest gjorde ham til forfatter, skriver han), dels for- og nutid. Ofte griber forfatteren tilbage til urtiden, når han skal beskrive et landskab eller et dyr, for eksempel når han funderer over, hvorfor gopler og frøer har vist sig så tilpasningsdygtige.

Han forestiller sig også undertiden, hvilke karaktertræk mennesket deler med forfædrene, og hvad der er kulturelt og biologisk betinget. Det kan være alt fra en overvejelse over, hvorfor det er menneskeligt umuligt at spise sit eget opkast til begrænsningerne ved et rent biologisk verdensbillede, hvor mennesket er reduceret til at bestå af celler og arveanlæg:

”En sådan reducering er absurd og mekanistisk, men ikke mere absurd og mekanistisk end reduktionen af marsvin til et havdyr med bestemte egenskaber og handlingsmønstre, for alle der har oplevet dem, ikke bare komme op af dybet, men også af tiden, uforandret som de har været i millioner af år, ved at det at se dem er at blive berørt af noget, at det er som om de rører ved dig, og at du dermed er udvalgt”.

Her som andre steder i bogen kan Knausgård næsten ligne Søren Ulrik Thomsen og dennes refleksioner over krop og ånd, og i formen kan ”Om efteråret” ligne Marilynne Robinsons ”Gilead”, hvor en gammel præst og forfatter skriver livsråd til sit barn med henblik på at blive læst langt ude i fremtiden.

Men andre steder tangerer ”Om efteråret” bestemt også det banale, og man overvejer, om hele bogen mon var blevet udgivet, hvis det var en ukendt forfatter og ikke Knausgård, der styrede pennen?

De fleste store forfattere har skrevet bøger, der er mere afslappede og mindre ambitiøse end forfatterskabets ”store” værker, og til denne kategori hører ”Om efteråret”. Den har gode råd, for eksempel om, hvilken roman der er verdens bedste (”Madame Bovary”) og om, hvordan man kalker en ydermur. Og så er den opbyggelig: ”Den klogeste ved, at et jeg ingenting er i sig selv”, skriver Knausgård.

”Min kamp” er blevet til ”Din kamp”, datterens, og Anne er godt på vej i tilværelsen med denne simple, livskloge og letlæste bog fra far.

bach@k.dk