Prøv avisen
Interview

Direktør for Det Kongelige Teater: Kækheden, som man kender fra 'Klods Hans', synes jeg, er meget dansk

Som Det Kongelige Teaters direktør færdes Morten Hesseldahl til daglig i H.C. Andersens gamle nabolag i Nyhavn, som nu er blevet en ”billedkliché om Danmark”, som han siger. - Foto: Leif Tuxen

Ingen beskriver bedre, hvad det vil sige at være dansk end H.C. Andersen, mener Det Kongelige Teaters direktør, Morten Hesseldahl

Alle nyder solen over Nyhavn. Turisterne ved måske ikke engang, hvor sjældent skyerne trækker deres grå teatertæppe til side, så vi selv i dette kolde kongerige kan få en lille forestilling om sommersolen. Men i Danmark har vi lært at forene dårligt vejr med godt humør. Og sådan har det sikkert været, siden den bedst kendte dansker gik her på kajen.

H.C. Andersen elskede i hvert fald Nyhavn. Her boede han tre gange i sit liv, og en treværelses lejlighed på adressen Nyhavn 18 blev også den verdensberømte digters sidste hjem i København. Siden er der løbet meget vand under broerne, men de smukke huse ud til havnefronten hvisker stadig deres egen historie om Andersens Guldalder-danmark - eller i det mindste glansbilledet af det eventyrland, som turisterne hvert år strømmer til i sol og regn.

”Man kunne ikke finde en større billedkliché om Danmark end her,” siger Det Kongelige Teaters direktør, Morten Hesseldahl, mens han lader sig fotografere som en anden turist på en bro med Nyhavn i baggrunden:

”Men i dag er det nok samtidig blevet det mest udanske sted i Danmark. For her er de fleste udlændinge. Servitricerne er svenske eller finske, jazzmusikken er amerikansk, og turisterne kommer fra hele verden. Men på den anden side er det typisk dansk. For vi er så lille et land, at vi lever med en evig bevidsthed om, at vi er nødt til at være en del af verden uden for os selv. Og dansk kultur er også i høj grad dannet af indtryk og udtryk, der er kommet til os udefra,” siger teaterdirektøren og lader blikket glide ud over den smukke turistmagnet. Og med lidt fantasi kan man stadig se H.C. Andersen for sig, mens han hastigt balancerer over de skæve brosten med høj hat ned mod Det Kongelige Teater med en ny idé til et eventyr og dramastykke.

Andersen forsøgte forgæves at få en fod inden for den magtfulde kulturinstitution som elev på både balletten, operaen og skuespillet, inden den klodsede Hans Christian Andersen med den livlige fantasi senere kunne debutere som dramatiker i 1829. Og det ville sikkert glæde ham, at Det Kongelige Teaters direktør, Morten Hesseldahl, nu 186 år senere vender tilbage til Andersen igen og igen.

For ingen anden beskriver bedre, hvad det vil sige at være dansk end H.C. Andersen, der både skrev ”I Danmark er jeg født” og eventyrene ”Klods Hans” og ”Den grimme ælling” med hver sin ærkedanske pointe om, at de små sagtens kan blive de største her i landet, som Hesseldahl bemærker.

”Kækheden, som man kender fra 'Klods Hans', synes jeg, er meget dansk. Klods Hans er også både antiautoritær, innovativ og uforfærdet, når han rider ud for at fri til prinsessen på sin gedebuk. Det synes jeg er meget dansk. Mange andre steder bliver det en posering, men i danskheden ligger der en ubesværet selvironi, som gør, at man ikke er forlegen i forhold til at føre sig frem i verden. Nogle gange kommer det til at tage sig lidt komisk ud, men det vigtigste er, at man har denne appetit på livet, som Klods Hans i den grad har. Og uden det gåpåmod havde vi slet ikke været, hvor vi er i dag,” siger Morten Hesseldahl, der selv er opdraget til at føle sig velkommen i alle miljøer.

Gennem sin imponerende karriere har han både skrevet spændingsromaner og været topchef for både Lindhardt & Ringhof, Information, DR og nu for Det Kongelige Teater og dets balletdans rundt om et milliardbudget, der går til en bred palet af kunstneriske aktiviteter, som nok udspringer fra hovedstaden, men gerne skulle nå ud til hele landet. Og fra sit kontor i Skuespilhuset, der ligger som en moderne kulturkatedral for enden af Nyhavns kaj, har han også udsigt til Operaen på den anden side af Københavns Kanal.

”Operaen er pompøs og imponerende, men jeg elsker også denne bygning. Det er, som om man bliver omfavnet af den,” siger Morten Hesseldahl, da vi går igennem Skuespilhusets højloftede, men simple gange, som er omsluttet af stål og glas, der lader lyset vælte ind fra alle sider.

”Lyset her er også noget særligt dansk. H.C. Andersen, Grundtvig, Johannes V. Jensen og Ida Jessen ville have skrevet på en helt anden måde, hvis de ikke havde boet i dette land, som er så præget af dets årstider med voldsom mørke om vinteren og lyse nætter om sommeren. Det rummer sin egen dramatik. Og der er en frodighed i farverne, som man ikke finder mange andre steder,” siger Morten Hesseldahl og fortsætter:

”Tænk på de uendelige nuancer af farven brun, vi har om efteråret, mens solen nærmest svitser alting ned til beige sydpå, hvor farverne hurtigt forsvinder i det stærke lys. Og den regn, som vi så ofte forbander herhjemme, giver naturen en helt anden dybde i Danmark.”

Teaterdirektøren smiler, mens han fortsætter med at tale om vejret herhjemme:

”Derfor er vi også taknemmelige for hver eneste solstråle, vi får. Johannes V. Jensen skriver om, hvordan vi nærmest maser os op mod forårets første solstråler. For godt vejr giver os godt humør. Det ville ikke give mening at tale om, at det var godt vejr på Cuba. For der skinner solen hele tiden. Men herhjemme bliver solen skattet, når den kommer. Ingen andre går mere op i vejrudsigter end danskere. Og selvom det regner det meste af året, regner vi alligevel optimistisk med, at det holder tørt, når folk trodsigt planlægger store havefester hvert år. Det er typisk dansk.”

Danskhed er selvfølgelig mere end at tale om vejret, og allerede kort efter valget spåede Morten Hesseldahl her i avisen, at en af de vigtigste debatter herhjemme i de kommende år bliver, hvad danskhed og det danske fællesskab egentlig er. For det mangler der i den grad moderne fortællinger om, mener han:

”Det slog mig op til folketingsvalget, at ingen folketingskandidater talte om dansk kultur, og derfor virkede det også, som om ingen havde noget bud på en samlende fortælling om, hvad det vil sige at være dansk. Men det er vigtigt, at vi diskuterer, hvad det vil sige at være dansker i de her år. Det synes jeg er en af de fremmeste opgaver, politiske overhoveder må have, for ellers er de jo bare reduceret til administratorer. Men kulturen var ikke nævnt med ét ord i hverken Thorning eller Løkkes valgoplæg. Det virker, som om hverken Kierkegaard, Andersen, Grundtvig eller Løgstrup er en del af deres naturlige referenceapparat. På den måde kunne man fristes til at tro, at de simpelthen mangler kulturel dannelse i forhold til dansk kunst og kultur. Og det synes jeg er trist,” siger han og tøver, inden han tilføjer:

”Den nuværende kulturminister (Bertel Haarder, red.) er jeg fuldstændig tryg ved, men kultur er ellers ikke noget, der spiller en rolle for det gamle højskoleparti Venstre i dag. Og det virker på samme måde som om, at Socialdemokraterne helt har mistet forbindelsen til Bomholts forståelse af, at kulturen er en demokratisk forudsætning. Men uden forståelse for kulturens betydning mister vi os selv,” siger han nærmest vredt:

”Man glemmer helt, at den afgørende fortælling om danskerne leveres gennem kulturen. Afsættet for alle vores beslutninger og afsættet for at forstå, hvem vi er som mennesker, er først og fremmest et kulturelt afsæt. Uden kulturen bliver vi hjemløse. Derfor er det væsentligt, at kulturen også kommer til at spille en rolle politisk. Det betyder ikke, at kunstnere skal træffe politiske beslutninger, men hvis djøf'erne og de administrative begavelser ikke har den anden side med, bliver deres beslutninger simpelthen dårligere. Så bliver de som enarmede svømmere, der ikke rigtig kommer nogen vegne. For det er vores fælles fortællinger, der gør os til borgere. Ellers bliver vi reduceret til at være klienter og kunder i samfundsbutikken, og det vil være et ubærligt tab af det samfund, vi ellers har opbygget.”

Uden kulturen og dens fortællinger om, hvem vi er, mister vi samtidig sammenhængskraft i samfundet, mener han:

”I Norden har vi haft tradition for at have stærke fortællinger om os selv. Men det savner vi nu. For det tjener to vigtige formål. Dels brander det os udadtil, og dels giver det os en følelse af at høre hjemme her, så vi også får en enorm tillid til hinanden. Alle kigger på Skandinavien og beundrer, at samfundet er bygget på tillid. Men det er en fortælling om Danmark, som man sætter en smule over styr, hver gang man sætter et kamera op af frygt for terror og kriminalitet. For man skal bare huske, at prisen for overvågning er mindre borgerskab. Og vi skal huske, at tillid er en del af vores danske dna. Vi regner med, at folk møder på arbejde om morgen, og de, der møder på arbejde, regner med, at de får løn, og at alle overholder aftalen. Hvis de ikke gør det, regner vi med, at staten hjælper, og hvis den svigter, regner vi med, at staten hjælper os mod staten. Det er tillid. Og det er typisk dansk - endnu.”

Hvordan vil du ellers beskrive Danmark?

”Danmark er den historie, vi kan se os selv i. Og man kan derfor også beskrive danskhed fra mange vinkler, men vores samfund er i hvert fald både dannet af sproget, klimaet og det kulturelle stoffællesskab, der er opbygget gennem en lang historie. Det er faktisk kanontanken, som jeg synes er væsentlig. Man kan hade kanonen og være kritisk over for den, den er jo heller ikke en facitliste, men den er et godt bud på, hvad der er væsentligt. Og til den dannelse hører naturligvis også bevidstheden om, at Danmark i høj grad også er dannet af udlandet. Det giver absolut ingen mening at tale om isoleret dansk kultur. Det dummeste, man kan sige, er, at dansk kultur er opstået inden for grænserne uden vekselvirkning med andre lande. Det er helt ahistorisk og uoplyst. Men det giver samtidig god mening, at vi inden for vores sprogfællesskab må finde vores udgave af, hvordan verden ser ud. Og det bliver en stor diskussion og kulturkamp de kommende år, tror jeg.”

Hvor ser du fronterne?

”Jeg synes, at Danmark er allerbedst, når vi anerkender værdien af en elite; at der findes nogen, der løfter sig over os andre og leverer noget, som vi andre kan være stolte af, fordi nogen er dygtige indenfor forskning, erhvervsliv, sport og kultur. Når vi anerkender det, er Danmarks smukkest. Men Danmark er omvendt værst på Ekstra Bladets Nationen, hvor folk står i kø for at nedrakke Caroline Wozniacki, fordi hun ikke skal tro, at hun er mere end os andre. Der er selvfølgelig en konfrontation mellem vores demokratiske lighedstanke og det elitære. Men der findes jo områder i livet, der ikke er ligeligt fordelt. Talent for eksempel. Der er også nogle, der har et bedre helbred end andre. Det kan føles enormt træls og uretfærdigt, men man kan jo ikke klage over det noget sted. Og det tror jeg også hænger sammen med nogens raseri over, at kunstnere får penge af staten. Omvendt har folk jo ikke nogen problemer med at anerkende værdien af dygtige sportsfolk.”

Men er sport ikke også en form for repræsentativt talentdemokrati? Fodboldfans synger jo, at ”sejren er vor”, mens man ikke tager æren for dygtige balletdanseres eller kunstmaleres præsentationer på samme måde“

”Nej, men sandheden er jo netop stadig, at det er nogle andre, der står på banen og opløfter fodboldfans til deres fælles følelse af succes. Og hvis man går ind og ser kunst, hvad enten det foregår på et kunstmuseum, i Operaen eller på Roskilde festival, ser man jo ofte på folk, der kan noget, man ikke selv er i stand til. Det kan man være sur og misundelig over, men i virkeligheden opløfter eliten jo os alle sammen. Vi skal være glade for vores elitære kunstnere, sportsfolk og erhvervsfolk. For uden dem ville vi være både åndeligt og økonomisk fattigere. Uden elitære virksomheder som Novo ville Danmark være ilde stedt,” siger han og læner sig ind over bordet, idet han tilføjer:

”Sådan konkurrerer fortællinger om Danmark i øjeblikket. Den ene fortælling glæder sig over eliten, der gør os alle sammen klogere og rigere, mens den anden fortælling siger, at vi ikke skal komme for godt i gang. Når FC Barcelona vil lave et fodboldakademi i Ballerup, rykker DBU ud og siger, at det vil vi ikke have, fordi det er udansk. Det synes jeg er ret uheldigt. Hvis man vil have en ballet i verdensklasse, som vi har i Danmark, så kræver det, at vi har nogle børn, der danser fra de er seks år til de bliver pensioneret som 40-årige. Det skal man satse benhårdt på, ellers må man åbent sige, at man ikke kan se værdien af en elite.”

Så det handler om at anerkende svanerne i andegården?

”Ja, præcis. For det er det, der driver samfundet frem. Når H.C. Andersen skrev Den grimme ælling var det jo også, fordi man skal passe på, hvilken fortælling, der bliver skrevet om Danmark. Er fortællingen, at vi alle sammen er født som ænder, uanset om vi kommer ud af et svaneæg? Eller er den danske fortælling snarere som Henrik Pontoppidans ”Ørneflugt”, hvor det går galt for ørnen, der vokser op i en hønsegård, men blev skudt, da den ville op at flyve. Er det sådan ”ved jorden at blive, det tjener os bedst” som Grundtvig skrev, eller skal vi prøve at løfte succeshistorierne frem. ”

Grundtvig blev jo også enig med den daværende kultusminister Madvig om, at det var mest gavnligt for Danmark, hvis dannelse fra folket og eliten indgik i vekselvirkning med hinanden“

”Det er rigtigt. Derfor mener jeg også, at dansk kulturpolitik skal stå på tre ben. Den skal både fremme det skrøbelige vækstlag, eliten og formidlingen af elitens frugter. Kultur skal ikke bare være for københavnere eller en lille kulturelite, men for alle borgere, ligesom vi skal give plads til både svanerne og de kreative Klods Hans-typer, der får lyst til at realiserer deres vilde ideer, selvom de måske ikke har formalia i orden. Som jeg engang sagde til studenterne i Kristeligt Dagblad, så handler det ikke om, hvilken karakter man får, men om den karakter man har. Og jeg synes også, at der er god mulighed for at folde sine talenter ud i Danmark,” siger Det Kongelige Teaters direktør, inden vi går sammen ud for at nyde den sjældne danske sommersol, der stråler som den stjerne, den er.