Svante Lindeburg, i morgen begynder festivalen Golden Days, som i år har fået navnet ”Historiens B-sider”. Hvorfor er der brug for at sætte fornyet fokus på de sider af kulturhistorien, som ikke tidligere har fået plads?
Fordi vi i dag lever i et præstationssamfund, hvor vi udelukkende dyrker A-siderne. Vi navigerer efter kanoner, når vi vælger vores kulturforbrug. Vi retoucherer virkeligheden. Ikke kun på de sociale medier, men i det hele taget. Vi skal helst være den bedste udgave af os selv. Derfor er det vigtigt at kradse i overfladen og lade historiens eksperimenter, fodfejlene og skønhedspletterne komme frem.
Hvilke konsekvenser har det, at ”skønhedspletterne” fortrænges fra historien?
Mangfoldigheden bliver mindre, og alle nuancerne mellem sort og hvid forsvinder. Der findes ekstremt meget litteratur og musik, som bare venter på at blive opdaget – eller genopdaget. Og det, der for nogle ligner ukrudt, kan for andre være en spiselig plante. I præstationssamfundet har vi bare for vane at vælge det velkendte, for så træder man i hvert fald ikke ved siden af. Det kan til tider være fint nok, men hvis vi som samfund altid kun vælger den sikre vej, så går pumperne i stå. For kraften, fremdriften og fremtiden findes i nysgerrigheden og i modet til at turde at fejle.
Hvem eller hvad bærer ansvaret for, at de her ting bliver overset?
Jeg tror, at det er menneskeligt at sætte ting i kasser, og hvis ting ikke passer i kassen, så bliver det diskret udeladt eller glemt. Ud over det lever vi i en medievirkelighed, hvor der ikke er tid til at fortælle den fulde historie. Historierne bliver derfor skarpvinklet, og enkeltstående ting bliver ophøjet, selvom det slet ikke står mål med den kunstneriske værdi. Det ser vi på museer, som igen og igen udstiller de samme kunstnere og samlinger, som de ved, at gæsterne vil se. Eller musiktjenesten Spotify, hvis algoritmer foreslår brugerne at lytte til sange, som i forvejen er populære. Det starter en lemmingeeffekt og bliver selvforstærkende.
Hvad kan vi lære af at genopdage det, der ellers er gledet ud af den fælles hukommelse?
Vi kan lære, at vi skal passe på med at sætte os selv øverst i fortællings-hierarkiet og tro, at den sandhed, vi har nu, er gyldig til alle tider. Vi skal give plads til fejlene og eksperimenterne, for hvis vi udelukkende fokuserer på A-siderne, får vi ikke et retvisende billede af, hvordan både verden og mennesker ser ud.
Forsøger I ikke blot at ophøje og dyrke en anden side af historien – den uperfekte og grimme?
Det kan du sige. Indvendingen kan være, at vi bare laver en ny kanon, en modkanon, og det er jo ikke vores formål. Hvis vi ender med at gøre det, er vi i hvert fald de første til at punktere den igen.
Når noget er blevet forkastet og smidt på møddingen i sin samtid, er der som oftest så ikke en ret god grund til det?
Jo, men grundene kan være meget forskellige. Det kan være, at det ganske enkelt manglede kunstnerisk kvalitet, eller at det handlede om de mere mørke sider af samfundet, som man skubber væk. Vores fortid som koloniherrer er en af de skampletter i den danske historie, som vi har forsøgt at tie ihjel, og som vi først for nylig er begyndt at behandle og forstå. Vi siger, at vi skal kunne lære af historien, så vi ikke gentager den. Men hvordan gør vi det, hvis vi gang på gang forskønner den?
Hvilke erkendelser håber du, at festivalens gæster når frem til?
Festivalen er et dannelsesprojekt. Så på den måde håber jeg, at vores lille sten i skoen kan få os til at se nyt, tænke nyt og i sidste ende handle på nye måder. Jeg håber, at festivalen vil give folk modet og nysgerrigheden til at bevæge sig ud på dybt vand og se det teaterstykke, man aldrig nogensinde har hørt om, eller se den udstilling, som ikke har fået de bedste anmeldelser. Dér kan der også gemme sig en lille skat.”