De ligner det, de er: et par lettere udtrådte, hvide sneakers. Eller gummisko, som den slags hed på Astrid Lindgrens tid. For hendes sko er det, og de står på et podie indkapslet i en udstillingsmontre, der er kronjuvelerne værdig.
”De sko har om noget fortjent en piedestal,” siger Julie Rokkjær Birch.
Hun er direktør for Museet KØN i Aarhus, og det er der, de sko, som Astrid Lindgren brugte, når hun klatrede i træer, har fået en central plads i udstillingen ”#Ingenlillelort – en udstilling om aktivisten Astrid Lindgren”.
Det med at klatre i træer var en beskæftigelse, den svenske forfatter holdt meget af, og som hun blev ved med at dyrke, selv da hun blev en gammel dame. En oplysning, der vil være ny for de fleste, og dermed er tonen slået an til en udstilling, hvis ambition er at afdække en mere ukendt side af Astrid Lindgren.
Udstillingens titel er et citat hentet i romanen ”Brødrene Løvehjerte”, hvor Jonatan forklarer sin lillebror Tvebak, hvorfor han må trodse sin frygt og tage af sted til Rosendalen for at kæmpe mod ondskab. ”Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort”, lyder citatet, der, ifølge museumsdirektøren, omfavner Astrid Lindgrens underfundige, men kompromisløse stil, når hun gennem livet selv satte sig op mod autoriteterne.
At forfatteren var et principfast menneske, er der flere eksempler på i udstillingen, der har fået plads helt oppe under taget i museumsbygningen midt på Domkirkepladsen. Der er blandt andet fortællingen om dengang i 1978, hvor Astrid Lindgren skulle modtage de tyske boghandleres fredspris. Sin takketale havde hun sendt på forhånd, og den gjorde arrangørerne betænkelige. I talen stod ”hvis man slår et barn, skader man dets sjæl”. Arrangørerne bad hende om at modtage prisen uden at holde talen. Det nægtede forfatteren, der så hellere ville undvære den ærefulde pris. Arrangørerne gav sig, og Astrid Lindgren fik viderebragt sin opfordring til aldrig at bruge vold mod børn. Talen blev et vigtig indlæg i den svenske debat om børneopdragelse, og året efter blev det forbudt at slå børn i Sverige. Det samme skete i Danmark, men først i 1997.
”Astrid Lindgren er en af mine store helte, og jeg har længe gerne ville lave en udstilling om hende,” siger Julie Rokkjær Birch. Hun henvendte sig for to år siden til museet Astrid Lindgrens Näs, der har til huse i forfatterens fødehjem i Vimmerby i det sydlige Sverige. Det svenske museum har haft en lignende udstilling og var med på idéen. Museet i Vimmerby har derfor været en vigtig samarbejdspartner og har udlånt mange af de fysiske genstande, der nu for en tid befinder sig i Aarhus.
”I forhold til Näs har vi tilpasset udstillingen, så den i vores udgave lægger mere vægt på Astrid Lindgrens progressive syn på køn. Den vinkel er oplagt, for i hendes litteratur bryder hun ofte med normerne for, hvad det vil sige at være henholdsvis en pige og en dreng. Og hun taler til de voksne gennem børnebøgerne. Tænk bare på Pippi, som jo hverken ser ud eller opfører sig som en pæn pige,” siger Julie Rokkjær Birch og tilføjer, at der er skrevet artikler om Pippi som feministisk figur, men ikke tidligere har været udstillinger om Astrid Lindgren, der har haft den vinkel med.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Ord var Astrid Lindgrens våben, både i sine fortællinger om eksempelvis den rebelske Pippi Langstrømpe og den uartige, men hjertensgode Emil fra Lønneberg og i sin aktivisme. Hun skrev masser af debatindlæg til aviser, og hun skrev virkelig mange breve. Til private, der henvendte sig til hende, men også til offentlige myndigheder, ministerier og magthavere.
Derfor har hendes lille, hvide skrivemaskine fået en hel central plads på udstillingen. Et af de breve, hun skrev, blev sendt til Sovjetunionens ambassadør i Sverige for på den måde at nå den daværende leder af Sovjetunionen, Mikhail Gorbatjov. Astrid Lindgrens ærinde var i den forbindelse et flygtningepar fra Letland, der kæmpede for at få deres lille datter udleveret til dem i Sverige. ”Det er svært at tro, at han ikke vil lade sit store, russiske hjerte tale for et uskyldigt barn. Så jeg beder dig: Spørg ham, så er du sød”, skrev forfatteren til ambassadøren. Senere sendte hun et brev direkte til sovjetlederen, der blev indledt med ordene ”Hallå, Herr Gorbatjov” og var en bøn om stop for al krigsførelse.
Efter Astrid Lindgrens død i 2002 fandt hendes efterladte en stor stak breve, som viste sig at være mere end 20 års brevveksling med Sara Ljungcrantz, en svensk pige, der som 12årig første gang skrev til forfatteren. Det var i 1972, hvor Astrid Lindgren var 62 år. Det lignede et umage par af en usikker pige og en verdensberømt forfatter, men i brevene var de jævnbyrdige og betroede sig til hinanden om emner som udseende, kærlighed, ensomhed, magt og alt muligt andet. Det særlige var, at Astrid Lindgren ikke ønskede deres korrepondance offentliggjort. ”Vil du sørge for, at breve som dette ikke bliver læst af andre? Kan jeg fortælle dig hvad som helst?”, skrev hun i et af de første breve til Sara Ljungcrantz. Pigen svarede ”Dine breve lægger jeg under madrassen”.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Ordene var og er vigtige, når det gælder Astrid Lindgren, og de fylder derfor naturligvis meget på KØNs udstilling. Der er blandt andet avisforsider, der med overskrifter som ”Astrid L er farlig” vidner om forfatterens deltagelse i samfundsdebatter, og der er lydfortællinger og tekster med historier til alle udstillingsgenstandene. Der er også ord, der indbyder både børn og voksne til at blive bevidste om deres egne, demokratiske rettigheder og til at bruge deres mulighed for at ytre sig.
”Man skal ikke forvente en tur i en forlystelsespark,” siger Julie Rokkjær Birch, der er bevidst om, at Astrid Lindgrens store popularitet, og et eventuelt kendskab til Astrid Lindgrens Värld i Vimmerby, kan komme til at skuffe nogle, når de kommer ind i udstillingen.
”Men så må det være sådan. Til gengæld får folk en masse ny viden med sig hjem og oveni fornemmelsen af at have været tæt på mennesket Astrid Lindgren,” siger hun.
Selv fik museumsdirektøren nærmest kuldegysninger, da hun åbnede kassen med et sæt af Astrids Lindgrens tøj. En enkelt blå jakke med sømandsknapper, en stribet skjorte og et par fornuftige støvletter.
”For mig er det ikke bare et dødt sæt tøj. Jeg føler mig tæt på mennesket, og tøjet fortæller også en historie. Astrid Lindgren var hele livet ret androgyn i sin stil, og det siger igen noget om hendes holdning til køn, siger Julie Rokkjær Birch.
I forbindelse med udstillingen har Anna Svenning, der er formidlingsinspektør på KØN, udarbejdet undervisningssæt, der takket være fondsstøtte stilles til rådighed for alle landets skoleklasser på mellemtrinet, 4.-6. klasse.
”De fleste børn vil kende Astrid Lindgrens bøger, for hendes forfatterskab er obligatorisk stof i folkeskolen som klassisk bibliografisk undervisning. Men vi lægger et lag på, der handler om at give børn værktøjer til at tage stilling til deres eget liv og være aktive i samfundsdebatten,” siger Anna Svenning og tilføjer:
”Hendes bøger er spækket med modige drenge og piger, der går på tværs af det, de voksne siger, og som handler. I undervisningsmaterialet arbejder vi med køn, børns rettigheder og handlemuligheder med udgangspunkt i FN’s børnekonvention og FN’s verdensmål. Dyr, klima, miljø og naturbeskyttelse er emner, der optager virkelig mange børn og unge i dag.”
Til de mange børn, unge, deres forældre og bedsteforældre, der ventes at besøge udstillingen, når Danmark genåbner, er der også mulighed for at tage nye identiteter på sig. Det sker i form af masker med kendte og ukendte ansigter sat på en pind. Fælles for dem er, at de alle ytrer sig i den offentlige debat. På den måde kan man holde personer som Mette Frederiksen, Barack Obama og kronprinsesse Mary op foran sit eget ansigt og bag på læse noget af det, som vedkommende har sagt. Der er naturligvis også en maske med Astrid Lindgrens ansigt. Bag på det står: ”Et barn, der sidder alene med en bog, skaber i sin sjæls inderste sine helt egne billeder, der overgår alt. Sådanne billeder er nødvendige for mennesker. Den dag børn ikke længere magter at skabe billeder, den dag bliver menneskeheden fattig.”
Astrid Lindgren levede i næsten et helt århundrede. Hun blev født den 14. november 1907 og døde den 28. januar 2002. Hendes bisættelse valgte man at vente med til 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.
”Astrid Lindgren var svensk, men hun er også et stykke dansk kulturhistorie. Stort set alle danskere er vokset op med at få hendes bøger læst højt og som voksne selv læse dem op. Vi kender hendes moraler, men der er også en vis idyllisering af hendes univers, især i filmatiseringerne af hendes bøger. Det er der ikke noget galt i, men i vores udstilling ser vi bort fra romantikken og dykker ned i, hvor alle moralerne kom fra,” siger Julie Rokkjær Birch, der ikke vil kalde Astrid Lindgren en selvbevidst feminist, men en kvinde der handlede feministisk og indirekte var rollemodel.