"Hvad er finest – kultur eller videnskab?"
Når forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen og hendes lægefar diskuterer det spørgsmål, er der skruet godt op for stemmernes volumen.
-- Han betragter det at skrive romaner som at skrive en ph.d.-afhandling. Jeg bliver simpelthen så rasende, fordi det er min far, der siger det, men også fordi det er helt misforstået, siger Anne-Marie Vedsø Olesen og smiler ved tanken om de højrøstede diskussioner.
Den 44-årige forfatter tager imod i lejligheden på 6. sal i Dronningens Tværgade midt i København, hvor hun bor sammen med sin mand Michael Vedsø, der er pressechef i EU-Kommissionen i Danmark. Her er store moderne brune lædersofaer og en fantastisk udsigt hen over tagene i den folkelige ende af Frederiksstaden og helt ud til Oslobådene i Øresund.
-- Det er så inspirerende at se ud af vinduet, siger Anne-Marie Vedsø Olesen.
Hun arbejder dog ikke altid hjemme, som da hun på kun en måned og liggende på sin læder-chaiselong skrev den sidste halvdel af sin nye roman "Gudernes tusmørke", der udkommer til efteråret. Hun skriver også i perioder som i øjeblikket på Det Kgl. Bibliotek, fordi fornemmelsen af "at gå på kontoret" styrker selvdisciplinen.
-- Der skete noget godt med "Gudernes tusmørke", hvor jeg arbejdede i et andet flow. Jeg har fået personerne i historien ned på et menneskeligt og personligt indfølende plan, siger Anne-Marie Vedsø Olesen.
Hun debuterede med et brag som 38-årig i 2000 med romanen "Salernos sol", der vandt andenprisen i forlaget Gyldendal og Det Kgl. Biblioteks middelalderromankonkurrence. Siden har anmelderroserne fulgt forfatterskabet. I 2002 kom "Djæevlens kvint", i 2004 "Tredje Ikaros" og snart følger "Gudernes tusmørke". Romanerne kan læses uafhængigt af hinanden, men den gamle ægyptiske kaosgud Seth, der er genfødt i moderne tid, er gennemgående hovedperson. Handling og plot foregår i et magisk univers inspireret af den ægyptiske mytologi og kulturhistorie og komponeret sammen med musikalske toner som Mozarts "Tryllefløjten" og Wagners "Parcifal" og "Ragnarok".
Anne-Marie Vedsø Olesen er blevet kaldt for Danmarks svar på vampyrromanernes amerikanske forfatter Anne Rice. En sammenligning hun er mere glad for, end når nogen putter mærkatet "fantasy" på hendes skønlitteratur.
-- Det er ikke fantasy, fordi mine bøger foregår i et nutidigt univers. Mit forlag Gyldendal siger, at det ikke ligner noget andet og derfor er svært at sætte genre-betegnelse på. Selv har jeg det bedst med til nød at kalde mine bøger for det brede begreb spændingsromaner, siger Anne-Marie Vedsø Olesen.
Der er et strejf af filmstjernediva over den smukke, langbenede og blonde forfatter. Reservelæge på sygehus ligger ikke lige for. Men det var hendes profession, da hun i begyndelsen af 30'erne fik en krise i forbindelse med skilsmissen fra sin første mand. Det blev indledningen til den bevidstgørelse, der førte til, at hun blev forfatter.
-- Jeg gik hos en psykolog, hvor vi blandt andet talte om min utilfredshed med at være læge. Da terapeuten spurgte mig, hvad jeg ville være, hvis jeg frit selv kunne vælge, var det første spontane svar, der bare røg ud af munden på mig: Dirigent! I dag ved jeg, at jeg har brug for at være skabende og ikke udøvende kunstner. Det er det, jeg brænder for, det er sådan min indre trang er. Så man kan sige, at jeg virkelig er havnet på min rette hylde med romaner, der i høj grad udtrykker musikalske følelser og decideret handler om operaer. Og nu altså også med en dirigent som hovedperson i den kommende roman, siger Anne-Marie Vedsø Olesen.
Hun er vokset op i et akademikerhjem med fine titler i Gladsaxe. Faderen var overlæge, og det blev forventet, at datteren også gik den akademiske vej. Det var et hus fuld af klassisk musik, hun var med i teatret og se operaforestillinger, og selv spillede hun blokfløjte, klaver og klarinet.
-- Det fik jeg fuld opbakning til, men at spille musik blev betragtet som en slags dannelse. Fra jeg var helt lille, gav mine forældre udtryk for, at hvor vigtig kunsten end var, så var den dybest set underholdning. Og der var ikke opbakning, da jeg holdt op som læge. Vi skændtes ikke, men det var ikke velset, før jeg stod med den første kontrakt i hånden fra Gyldendal.
På grund af stedets musik-linje valgte hun at gå på Aurehøj Gymnasium. Men hun endte som matematisk-fysisk student på anbefaling fra lærerne, fordi hun scorede 11- og 13-taller i de naturvidenskabelige fag.
-- Jeg har fortrudt, at jeg ikke valgte den musikalske linje, for så var jeg nok hurtigere nået frem til det, jeg blev. Men dengang holdt jeg ikke fast ved mine drømme.
-- På universitetet begyndte jeg at læse datalogi, matematik og græsk arkæologi. Det var ikke sjovt. Jeg havde ikke fundet det, jeg søgte. Så begyndte jeg at læse medicin. Det syntes jeg heller ikke var sjovt, men jeg tog det seriøst. Mens jeg læste, arbejdede jeg på Det Kgl. Teater som kontrollør, og på et tidspunkt tog jeg orlov for at spille klaver. Men da jeg blev færdig som læge og skulle arbejde, havde jeg ikke energi og tid til teatret mere.
Hun var 34 år, da hendes mand fik job i Bruxelles. Hun besluttede at følge med og fik tilladelse til at praktisere som læge i Belgien. Tilladelsen kom aldrig i brug, i stedet blev det til en pause for at mærke godt og grundigt efter, hvad det var, hun skulle med sit liv.
-- Jeg prøvede intenst at genopdage klaverspillet, læste en masse bøger, forsøgte også at male, slappede af, holdt ferie og havde det sjovt. Men på et tidspunkt meldte rastløsheden sig. Vi havde fået vores første bil og kørte som en slags dannelsesrejse ned gennem Frankrig, Spanien og Baskerlandet. Her fik jeg inspiration til min første roman, der handlede om Katharina af Medici. Den blev ikke antaget. Næste forsøg var "Salernos sol", som jeg sendte ind til middelalderromankonkurrencen. Men det var en meget hård periode. Det var dér, jeg virkelig skulle vise, at jeg ville det. Der var ingen anerkendelse, ingen blåstempling, ingen selvtillid, så man skal virkelig bide sig fast.
Anne-Marie Vedsø Olesen glemmer aldrig den 1. oktober 1999, da der ankom et ekspresbrev fra Gyldendal.
-- Det var bare lykken. Jeg fejrede det med champagne. Siden er det blevet fast tradition, at hver gang jeg har fået kontrakt på en ny bog, tager jeg en fyldepen og min mand under armen, og så går vi på Bobi Bar og drikker champagne.
-- I dag er jeg helt klart forfatter. Man kan synes, at det var spild at gå så mange år på universitetet. På den anden side ville jeg ikke have kunnet skrive så gode bøger, hvis jeg var begyndt tidligere. Mine bøger er fuld af magi, men jeg trækker også veksler på erfaringer, som jeg ikke havde, da jeg var i 20'erne. Jeg kan skrive med større substans, og det er en fordel.
-- Jeg er ikke dirigent. Men at skrive er som at dirigere musik. Denne følen efter udtrykket, hele tiden frem og tilbage, hente følelsen, fil til, slib teksten, indtil den rammer præcis det, man har inde sig og gerne vil udtrykke. Men der er alligevel en forskel:
-- Alt skal komme inde fra mig selv, skal opstå og hentes dér. Jeg skal skabe værket.
remar@kristeligt-dagblad.dkFakta
Anne-Marie Vedsø Olesen
**Født 1962 i København. Opvokset i Gladsaxe. Student fra Aurehøj Gymnasium. Studier i datalogi, matematik og græsk arkæologi, Københavns Universitet, 1982-1985. Lægevidenskabelig eksamen samme sted 1993. Læge i forsvaret ved Jægersborg Kaserne, turnusreserverlæge på Frederiksberg Hospital og reservelæge på patologiafdelingen, Roskilde Amtssygehus, 1993-1996. Vikariater som reservelæge på psykiatrisk afdeling, Kommunehospitalet i København 1996-1999. Forfatter på fuld tid fra 2000. Bor i København og er gift med Michael Vedsø, der er pressechef for EU-Kommissionen. Læs mere om Anne-Marie Vedsø Olesen på hendes hjemmeside www.amvo.dk.
Veje til forfatterskabet
En række danskere skifter spor midt i livet og bliver forfattere og høster anerkendelse for deres værker. Vi har mødt nogle af dem og bedt dem fortælle om deres vej til forfatterskabet og om, hvad livet som fofatter giver dem. Tidligere artikler i serien kan læses her.