Prøv avisen
Bog

Disputats kaster nyt lys på dansk litteratur

Karen Blixens fortælling ”Drømmerne”, ser Stidsen som en vigtig forløber for jeg-opløsningen, i og med at figuren Pellegrina forlader sit kerne-jeg for at blive mange forskellige kvinder. Dette trin kalder Stidsen for ”blomstrende” og mener, at Afrika-livet for Karen Blixen blev et blomstrende frihedsrum.

Marianne Stidsen forsvarer i dag en enorm disputats om litteratur og identitet 1945-2000 på Københavns Universitet

Vores kvindelige litteraturforskere har for øjeblikket en voldsom trang til at skrive langt. Pil Dahlerup, Anne-Marie Mai og nu Marianne Stidsen skriver kæmpeværker, som ville de udtømme hele det felt, de skriver om.

Engang kunne disputatser være korte som hævdelsen af en skelsættende idé. Marianne Stidsens nye doktordisputats fylder tværtimod over 1200 tættrykte store sider. Og det gør den, fordi den har det vanskelige emne ”menneskelig identitet” og når frem til bestemmelsen af denne gennem mange eksempler.

Det er desuden en ny type disputats i sin meget personlige stil med de mange ”synes jeg” i forskellige variationer. På denne måde ikke særlig akademisk, men alligevel flyver det med videnskabsteoretiske ord, som nok kan gøre den læge litteraturlæser - hvis en sådan findes - temmelig fortvivlet. Målgruppen er nok lærere og studerende i dansk og litteraturvidenskab.

Er man ikke en del af dette miljø, men har fulgt godt med i den danske litteratur, klarer man dog nok forhindringerne og når frem til et fremragende værk om identitetsforestillinger i den danske skønlitteratur fra 1945 til 2000.

Grundspørgsmålet ”Hvem er jeg?” opsøges i udvalgte værker og forfatterskaber i epoken. Enkelte kapitler behandler svenske og norske værker, således at afhandlingen får et skandinavisk perspektiv, men det er så afgjort den danske litteratur, der er i fokus.

Værket er inddelt i to dele med skel i 1979. Det første er det mest videnskabelige i klassisk forstand, mens det andet er sammenskrevne, allerede publicerede artikler, sådan som én af formerne ved en disputats tillader det. Også den personligt udformede tese gør denne disputats atypisk: Der kæmpes for nødvendigheden af en nogenlunde fast identitet for at forsvare det menneskelige subjekt, nu hvor det i senmoderniteten (cirka 1960-2000) er truet af markedskræfternes opløsning af det.

Altså et værk med en klar humanistisk dagsorden og en dennesidig forståelse af, hvad et menneske er.

En særlig gren af identitetspsykologien kaldet ”Third- force-psykologien” er den bagvedliggende formel, som bruges til at forstå og forklare de litterære værkers forestillinger om jeget. I den freudianske tredelte model af overjeg, jeg og id lægges vægten på jeget, på den bevidste forståelse af livet frem for den driftsmæssige tilskyndelse.

Ligeledes ser den mennesket med retning både indad og udad. Det sidste begrunder afhandlingens titel, ”Den ny mimesis”, altså retningen mod den ydre virkelighed som lige så dannende for jeget som retningen indad. Et hovedord for dette er, at jeget altid også skal ses i sin kontekst.

I tiden efter Anden Verdenskrig, siger den store historie, som Stidsen skriver, er der sket det, at den lodrette indre jegforståelse (klasse, slægt, familie) er blevet erstattet af et vandret mangesidigt jeg, der opløser sig i de mange markeds- og medietilbud. Dette har litteraturen vidst næsten før psykologien, men ved at anvende psykologien på litteraturen, mener Stidsen at kunne godtgøre identitetstemaets allestedsnærværelse i epokens litteratur.

Og hun mener endvidere, at denne litteratur om identiteten kan pege på et af de mest centrale problemer i det senmoderne samfund: Hvordan etablerer mennesker en sammenhængende forståelse af sig selv? Hvordan samle sig frem for at sprede sig?

Omkring 1965 skete der det, at de nye medier, for eksempel tv, begyndte at fremme mundtligheden også i det litterære sprog. Dermed startede et fravalg af den klassiske litterære jeg-opfattelse, som var bundet i skriftlighedens kultur. Jeget var nu ikke længere et kerne-jeg, men et situationsbundet delmængde-jeg, der kunne udskifte delene med hinanden. Det kunne, som tidens konstruktive idé var, altid blive anderledes, end det var.

Skiftet, som forfatteren Hans-Jørgen Nielsen præcist formulerede det, var et skifte til attituderelativismens jeg. Men på overgangen til 1980 indså samme Hans-Jørgen Nielsen i romanen ”Fodboldenglen” jeg-spredningens opløsende konsekvenser.

I sammentrængt form er det denne historie, Stidsen følger i tidsrummet 1980 til 2010. Hvordan reagerer de forskellige værker på jeg-spredningen? Og hun slutter med Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”, der for hende at se er en kamp for at oprette et stabilt og kontinuerligt jeg midt i en opløst markeds-og medietid. Individet har brug for grænser, og litteraturen og bogen kan hjælpe det til at sætte dem.

Noget af det flotte ved den litteraturhistorie, som bliver fortalt gennem de mange nærlæsninger af værkerne undervejs, er Stidsens omsorg for andre forskeres synspunkter på de pågældende værker.

Hun bygger videre på deres erkendelser og får derved fundament under sine egne indfaldsvinkler. Ligeledes giver hun indledende karakteristikker af de forskellige perioder i epoken, der kan bruges af enhver underviser i dansk og nordisk litteratur.

De enkelte kapitler om de forskellige forfattere er absolut pålidelige, selvom valget af forfattere af og til også viser hendes begrænsninger. Således er den Per Højholt, hvis hovedtema var identitet, fraværende som tematisk behandlet forfatterskab.

Til gengæld leverer hun en rehabilitering af Thorkild Bjørnvig som tidsmarkør, som er fremragende gjort. Blandt forskerne savnes en så lyrikkyndig Aarhus-litterat som Dan Ringgaard - især når så meget i afhandlingen handler om lyrik!

Meget langt fra 1965 , nemlig i 1932-1933, skrev Karen Blixen fortællingen ”Drømmerne”, som Stidsen ser som en vigtig forløber for jeg-opløsningen, i og med at figuren Pellegrina forlader sit kerne-jeg for at blive mange forskellige kvinder. Dette trin kalder Stidsen for ”blomstrende” og mener, at Afrika-livet for Karen Blixen blev et blomstrende frihedsrum.

Her finder jeg, at hun argumenterer uden for novellens stil, og faktisk ved vi ikke formelt, hvad Pellegrina tænker. Men ellers gør Stidsen meget ud af det formelle i sin tilgang til de litterære værker, hun tager op. Overalt holder hun en gennemført og flot balance mellem tematikken omkring identiteten og værkets kunstneriske fremgangsmåde.

Kort sagt: Alt i alt et fremragende værk om identitetshistorien 1945-2000 belyst ved litteraturen. Som hun siger om Knausgårds værk, kan jeg sige om hendes: Gud ske lov hun fik det skrevet. Det er den rigtigste historie om jeget i tidsrummet 1945-2000, som jeg har læst.