Disse eksistentielle noveller er blandt årets helt store læseoplevelser

Pernille Abd-El Dayem lægger en ny alen til sit i forvejen stærke forfatterskab med nye noveller om de bånd, vi både knytter til og bryder med andre mennesker.

37-årige Pernille Abd-El Dayem er ikke bare en af ny dansk litteraturs fremmeste og mest bemærkelsesværdige stilister, men formår også at skildre rige og mangetydige portrætter, der gør os klogere på, hvad det vil sige at være til, skriver anmelder Martin Rohr Gregersen
37-årige Pernille Abd-El Dayem er ikke bare en af ny dansk litteraturs fremmeste og mest bemærkelsesværdige stilister, men formår også at skildre rige og mangetydige portrætter, der gør os klogere på, hvad det vil sige at være til, skriver anmelder Martin Rohr Gregersen. Foto: Sigrún Gudbrandsdóttir.

Det virker på mange måder oplagt, at Pernille Abd-El Dayem (født 1985) med sin tredje udgivelse nu kaster sig over novellegenren. I hvert fald var de to foregående virkelig fremragende bøger, kortromanen "Inden for revet" (2015) og den lidt længere roman "June" (2018), kendetegnet ved i høj grad at nedtone de store handlingsforløb til fordel for små koncentrerede scener og poetiske tableauer, der også – og måske endnu bedre – kunne gøre sig godt i kortere formater.

Paradoksalt nok har Abd-El Dayem i "Omsorgsdage", som den nye novellesamling hedder, faktisk skruet op for fortælleevnen og styrket de enkelte sceners og karakterers hængselsled og dermed lagt en, viser det sig, klædelig alen til forfatterskabet, hvor man heldigvis stadig genfinder det uforlignelige talent for at fremkalde og fremstille tilværelsen i en præcis sanselig og rytmisk prosa.

Læs som eksempel bare den smukke indledning til den lettere gådefulde og (ukarakteristisk) dramatiske ”Hundene i Aix”, den første af de i alt seks noveller:

”Hvis jeg havde været en mand, ville mit skæg have været tæt, den eftermiddag jeg ankom. Jeg følte mig i hvert fald smuk. Og det sene lys var som lovet meget særligt, appelsiner og efterårsblade fordampet til skær, og i det skulle jeg leve lidt, forhåbentlig selv som et slags skær, en lethed der startede omkring kindbenene”.

Eller se lige denne både overraskende og indtagende billeddannelse i begyndelsen på den fjerde novelle, ”Hege”:

”Jacky står bøjet over køkkenvasken nu. Der er pludselig et knæk i hende. Det er ved at blive forår. Æbleblomsterne driver, svæver snart forbi derude igen, som spredte gazeller på savannen. Foråret Hege blev født kunne dét virkelig få mælken til at løbe. Synet af de svævende blomster og deres duft, men også at Jacky sammenlignede dem med gazeller. Noget der mindede om noget andet, i det hele taget, fik hendes bryster til at spændes, et fiskeskelet i et nedfaldent hullet blad”. 

De to noveller har i øvrigt begge kvinden Jacky som omdrejningspunkt, blot indfanget i to forskellige livsstadier (henholdsvis som ung studerende i Provence og som alenemor til et barn, hun har fået med sin homoseksuelle ven), og under læsningen bliver det efterhånden klart, at vi således ikke har at gøre med selvberoende fortællinger, men med noveller, hvorimellem der går nogle interessante røde tråde. Så møder vi eksempelvis både den unge kvinde Cecil som barnebarn i den indtrængende og velkomponerede fortælling ”Krokus (De sidste ellipser om K)” om en døende kvinde (mormoderen) med en smertefuld hemmelighed, hun gerne ville, men ikke kan fortælle, som lejer hos Jacky, som hovedperson i ”Cecil” og indirekte som datter i den hårdtslående novelle ”Michelle føder”, hvor den far, der har valgt at være fraværende i hendes liv, får et nyt barn, der i samme øjeblik tages fra ham.

Det er et både godt tænkt og velgjort greb, at novellesamlingens form på den måde underbygger novellernes belysning af menneskelige relationer og familiebånd eller mangel på samme (som Abd-El Dayem også har undersøgt tidligere) ved novelle for novelle at lade karakterernes historier og perspektiv på verden møde hinanden.

Dertil kommer, at Abd-El Dayem ikke bare er en af ny dansk litteraturs fremmeste og mest bemærkelsesværdige stilister, men også formår at omsætte det til rige og mangetydige portrætter, der gør os klogere på, hvad det vil sige at være til.

Det er noveller, der handler om at være ensom blandt mennesker og om at søge intimitet og omsorg hos andre, men ikke få den, eller omvendt opleve omsorgen som noget, der river en i stykker. Det er noveller om, hvordan man finder sin plads i livet, og om hvordan man rummer en kærlighed og ømhed, man ikke kan folde pænt sammen i sig, som der rammende står et sted. Og så er det også noveller, der undervejs leverer et væsentligt og særegent bidrag til den bølge af moder- og forældreskabslitteratur, der har ramt den danske litteratur de senere år.

Der er med andre ord ingen undskyldning for ikke straks at få fat i denne på alle måder fremragende bog, der uden tvivl vil give dig en af årets bedste læseoplevelser.

Pernille Abd-El Dayem: Omsorgsdage. 185 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.