Prøv avisen
4 stjerner

Før Netflix og HBO: Fortidssagaer er en drømmefabrik af storslåede skæbner

4 stjerner
Kunstneren Peter Brandes har lavet en række træsnit til udgivelsen, blandt andre disse til bind 6 og ”Sagaen om Sturløg den Stræbsomme”. – Foto fra bogen.

Storslået udgave af de særlige sagaer med overnaturlige indslag og med masser af guld, hævn og trolde

Foreløbig seks bind med oldtidssagaer af hver cirka 150 sider, og senere to bind mere af samme størrelse. I gode troværdige oversættelser og med et langt præcist forord af Annette Lassen. Der er ikke det gode, man ikke kan sige om en sådan udgivelse i stive bind og træsnit af Peter Brandes.

Hele vikingeinteressen i nutiden står klar til at modtage disse historier fra en cirka 700 til 900 e.Kr. Egentlig foregår de i Danmark, Sverige, Norge, England, Tyskland og Rusland, men det er islandske skrivere, der har nedskrevet dem omkring 1200-1350, altså 600 til 400 år efter de begivenheder, som de omhandler, foregik. Hvordan kunne de dog huske sådanne begivenheder og deres helte og skurke – skriverne, som de sad på klostre i Island og skrev dem ned på pergament og de yngste sagaer på papir? Og hvorfor gjorde de det? Mente de faktisk, at de noterede virkelig historie ned? Hen over bare 400 år? Hvordan kunne de med datidens sparsomme hjælpemidler? Hvad ved vi for eksempel om 1619 i dag i 2019? Umuligt at huske så meget selv med en levende mundtlig overlevering.

Nu tænker læseren sikkert på de sagaer, som vedkommende kender, nemlig islændingesagaer som ”Njals saga”, ”Egil Skallagrimssons saga” eller ”Laksdølasaga” – men det er ikke dem. Sagaerne er normalt inddelt i seks grupper: islændingesagaerne, bispesagaerne, kongesagaerne, riddersagaerne, samtidssagaerne og oldtidssagaerne.

Og det er de sidste, vi har med at gøre i udgivelsen, og vi kan nævne en af de mest kendte af denne gruppe ”Rolf Krakes saga” (hvor Kraka kommer klædt i et net for ikke at være nøgen). Gruppen er i øvrigt karakteriseret ved det overnaturliges indgriben i en i øvrigt realistisk handling: trolddom, ekstra kraftfulde sværd og mystiske ankomster af guddomme på heldige eller uheldige tidspunkter.

Disse sagaer har tre emnekredse, som de til stadighed vender tilbage til, og hvoraf deres handlinger kombineres:

1. Hente ære og guld på hærgetogter i fremmede, rige lande. 2. Vinde ære ved at dræbe forskellige uhyrer eller vinde dueller. 3. Sikre sig kvinder til at gifte sig med.

Har man ikke særlig interesse for vikingetiden, Island, eller sagalitteraturen som sådan, er det temmelig trættende at læse sig igennem disse beretninger, som er opskruede, ensporede i deres karakteropfattelser og deres handlingsveje. Alt er i superlativ i disse sagaer: Mændene er de stolteste, stærkeste, smukkeste, og de kvinder, de vælger, er for de flestes vedkommende de smukkeste, der er set.

Man begynder efter at have læst flere af disse oldtidssagaer at spørge sig selv, hvorfor de overhovedet er blevet skrevet ned? Hvilket publikum har læst dem omkring 1300, og hvad har deres funktion været i forhold til dette publikum. Er de fortællerens notater som støtte til en mundtlig fortælling? Og hvad har lytterne syntes om i sådanne fortællinger?

For på den ene side synes de beskrevne handlinger at have motiveringer, som vi kan forstå i dag, på den anden side er disse mennesker langt væk fra os. Er vores interesse i dag en slags sindets etymologi, at de gamle måske ligner os?

Dér er det så, at man igen tænker på superlativen, det ypperste. Tænker på den krønike, der beskrev en virkelig situation, der var forlæg for den litterære udgave i ”Laks- dølasaga”, hvor sløve sværd prægede kampene, sværd, der ikke huggede arme rent af, men bare skrællede musklen af, så den hang ned ad armen, så manden døde af sårfeber. Intet blev hugget ned med et rent slag, men halve skader tvang de kæmpende ind i sygdomsdøden. En drøm om ædel og stærk optræden, en drøm om stor patos, det er, hvad der har optaget publikum omkring 1300, hvor tiderne har været sløjere og almindelige.

Og oven på denne drøm kom så romantikkens drøm i 1800 om en folkets urtid med støtte i sagaer som disse, om slægten som bedre end det senere samfund, Marx’ og Engels drøm om ættesamfundet, bedre end det senere feudale, og det endnu senere borgerlige samfund.

Med al denne åndelige oppakning om det store, bedre og rigtigere bliver vi nu sendt tilbage til disse sagaer, der momentvis er sjove i deres situationer, men som læseoplevelse generelt er kedelige og stereotype med deres guldrov, deres hævnhandlinger og skæbnebundethed. Når der lige ses bort fra den nutidige interesse for kvindernes åbenbare utilfredshed med deres ægteskaber. Kønnene har tydeligvis ikke været enige, heller ikke på dette tidspunkt!

Men inde i mange af disse oldtidssagaer står der så oldtidskvad og skjaldekvad, som virkelig fanger med deres kenninger og allitterationsrim, og her er det, som Sophus Claussen siger i ”Ekbatana”: ”(...) som blødte den ypperste oldtid endda”.

Her er det, som om vi hører bag om de nedskrivende munke i cirka 1300, der netop ofte skriver forstående kommentarer til kvadene eller en forklarende fortælling omkring kvadene. Her et kvad fra kvinden Hervør, der lige har fået et magisk sværd, der dræber hver gang, det bliver trukket af skeden:

”Nu vil jeg haste/ til havets hest (skib), høvdingens pige/er i højt humør./ Det kommer mig ikke ved,/ kongers ven/ hvis mine sønner/ engang skal strides.”

Lagde vi nu lige mærke til linjebruddene i disse kvad, til h-, k - og s-allitterationerne? I de trykstærke stavelser? Dette højt æstetiske publikum må have nydt disse sagaer som forklarende fortælling til de overleverede kvad, som kunne huskes med deres indbyggede sikring: rim og stavelse. De har drømt om fortidens sprog og hændelser for 600 år siden i forhold til 1300, sådan som romantikken drømte i 1800, og som vi drømmer i 2000 om den farlige fortid, der aldrig var til!

Disse fortidssagaer er en drømmefabrik om store mennesker, helte og heltinder og slemme uhyrer. 1300-tallets historiske Netflix-serier med kortfattede helte og drabelige slag, hvor der dør ufattelige mængder for magiske sværd eller trolde.

Udgivelsen af de 29 oldtidssagaer er en stor og vigtig indsats. Nu kan vi komme til at læse det, som især romantikken drømte så stort om. Den storslåede fortid, som aldrig var til, men alligevel ikke kan slås ihjel, for sagastilens neutrale prægnans, der uanfægtet transporterer alle superlativerne, overlever alt: ”Så talte de ikke mere om det”.

Foto fra bogen
Foto fra bogen