Prøv avisen

Dissing: Min karriere har været et langt bluesnummer

Povl Dissing kan se tilbage på en imponerende karriere som Danmarks største trubadur, når han på søndag fylder 75 år Foto: Leif Tuxen

Jeg har altid søgt mod de smertefulde sange. Og hvis humor ikke har en alvorlig klangbund, siger den mig heller ikke noget, siger visesangeren Povl Dissing, der fylder 75 år på søndag

Kaffen er snart klar i køkkenet, da svantevisesangeren Povl Dissing kommer ud på sin gårdsplads for at tage imod sine gæster. Han bor i et stort idyllisk stråtækt hus uden for Hundested i Nordsjælland. Det har han gjort de seneste 12 år sammen med sin anden kone, og hver dag nyder han naturen her.

Se, vi har en ugle deroppe i træet, siger han og misser med øjnene i den skarpe vintersol.

LÆS OGSÅ:
Danmarks troskyldige skjald

Her er dejligt, tilføjer han med sin karakteristiske stemme, der synes at strække hvert ord ud med en klangfuld inderlighed, selv når han taler. Det er en fryd at høre ham fortælle, nærmest uanset hvad han siger, men det er også smukt:

Himlen er mere synlig i Udkantsdanmark. Jeg har boet i København det meste af mit voksenliv, så det var befriende at komme herud, hvor man bedre lægger mærke til naturen. Jeg har et følsomt sind, der har brug for at mærke solens stråler. En grå himmel kan forstærke min melankoli, og i København kunne jeg stirre ind i de høje bygninger hele dagen, så jeg ikke lagde mærke til, om skyerne forsvandt. Men her lægger jeg mærke til himlen på en anden måde. Og det gør mig glad. For når himlen er blå, og solen skinner, glemmer man hurtigere det onde i livet, siger Povl Dissing, der blandt andet selv har skrevet den smukke melodi til Benny Andersens vise Hilsen til forårssolen, der også handler om, hvordan man kan blive glad af at gå ud i solen. Og det er livsbekræftende at se ham stå sådan og smile i solen over Hundested:

Området her minder mig om Stavnsholt ved Furesøen, hvor jeg er født og opvokset. Mine forældre havde et gartneri, og jeg er vokset op med jordbærmarker, drivhuse og en lille æblemostfabrik, som mine forældre også drev. Hjemmet lå ved siden af skoven med rene kilder, man kunne drikke direkte fra. Alting var renere dengang. Men denne her udsigt ligner den, jeg voksede op med. Og når der ikke er blade på træerne, kan man også her skimte vandet, selvom det ikke er Furesøen, siger han, inden han viser os ind til sit lyse hjem og det kogende vand til stempelkaffen.

På søndag fylder Danmarks største trubadur 75 år. Og nu venter en samtale om barndommen, gennembruddet som sanger og det sceneliv, Povl Dissing stadig dyrker overalt i Danmark i kirker og på skoler og spillesteder, når han optræder med sine sønner i Dissing, Dissing, Laust og Dissing eller med makkeren gennem snart 30 år, digteren og pianisten Benny Andersen, på klaver.

Sommetider tænker jeg over, hvor jeg havde været i dag, hvis jeg ikke havde fundet sammen med Benny. For det var Svantes viser, der gav mig mit store folkelige gennembrud. Men inden da var jeg selv begyndt at skrive mine egne sange, siger Povl Dissing og fortæller, hvordan han og Benny Andersen i årene forinden forgæves havde opsøgt hinanden.

Først opsøgte Povl Dissing allerede i 1967 Benny Andersen for at få ham til at skrive sange til sig. Med tiden blev det også til nogle stykker, men i den periode havde Benny Andersen travlt med sine egne projekter, og da han endelig tilbød Povl Dissing at synge viserne i Svantes viser, sagde Dissing først nej, fordi han på det tidspunkt endelig var begyndt at skrive sine egne sange. Alligevel gav han Svante en chance.

Jeg har altid følt, at jeg skulle tage en form for kasket på, når jeg sang om denne halvfede, halvskaldede, porterdrikkende svensker Svante. Når jeg synger mine egne sange sammen med mine sønner, er jeg mere bare Povl. Men jeg er heller ikke nogen genial digter ligesom Benny Andersen. Jeg har altid elsket Bennys tekster, der er så fulde af humor og alvor på samme tid. Den dobbelte teatermaske med et grædende og et leende ansigt på samme tid indfanger Bennys poesi i en nøddeskal. Og det er også derfor, at jeg har været draget af den.

Den store trubadur tier et øjeblik, inden han tilføjer:

Hvis en sang ikke indeholder smerte, er den ikke noget for mig. Min karriere har været et langt bluesnummer. Jeg har altid søgt mod de smertefulde sange. Og hvis humor ikke har en alvorlig klangbund, siger den mig heller ikke noget.

Hvorfor tror du, at du på den måde har søgt alvoren?

Måske er det nedarvet. Mine forældre måtte altid kæmpe for at få det hele til at hænge sammen økonomisk, og den underliggende melankoli kunne vi jo mærke som børn. Jeg glædede mig altid til højtiderne, fordi det hang sammen med glæde i hjemmet. Når jeg for eksempel hørte min far gå og synge for sig selv i værkstedet op til jul, fyldte det også mig med glæde, siger Povl Dissing, der også har blandede minder fra skolen.

Jeg gik ud af skolen efter 7. klasse. Jeg var egentlig begavet nok, men mine karakterer svingede så meget, at det hver anden gang var min mor, der måtte underskrive min karakterbog. Det morede vi os senere over i min familie. For når jeg var kommet hjem med gode karakterer og viste dem til min far, begyndte jeg igen at slappe for meget af og sidde og drømme i timerne.

En del af drømmene handlede om at spille sammen med Louis Armstrong, der var hans store forbillede dengang. I sin fritid spillede Povl Dissing også selv trompet, men et uheld på skøjter kostede ham fortænderne, og det kom siden til at genere ham, når han skulle spille trompet. I stedet begyndte han at spille guitar. Sådan opdagede han, at mange af de danske skillingsviser, som moderen stod og sang, mens hun vaskede op derhjemme, kørte på de samme tre bluesakkorder.

Moderens opvaskeviser blev på den måde hans første danske repertoire blandt andre med visen Giv mig en hest, mor, som han senere brugte ved sin første professionelle optræden. På det tidspunkt var han ellers blevet uddannet reklametegner, efter han først havde prøvet kræfter som farvehandlerlærling.

Der gik faktisk flere år, inden farvehandleren opdagede, at jeg er farveblind, fortæller han og slår en stor latter op.

Bedre gik det som reklametegner, og efter sin uddannelse fik han fast arbejde på en tegnestue, der endda tilbød at holde hans plads fri til ham, da han bad om orlov for i stedet at forfølge drømmen om at leve af sin musik.

Jeg ved så ikke, om den plads stadig er fri, men jeg har i hvert fald holdt mig til musikken siden. Der har selvfølgelig været nedture undervejs, men hver gang jeg har været ved at gå i stå, har telefonen igen ringet med en ny, der kunne bruge min stemme til et eller andet. Jeg har været velsignet med den slags gaver gennem hele livet. Engang ringede der for eksempel to nordmænd, der ville have mig til at synge deres musikalske fortolkninger af Grundtvig, og siden har vi optrådt i hundredvis af danske kirker sammen.

Et lille smil vokser frem i trubadurens ansigt.

Grundtvig er en fantastisk fortæller, som jeg havde kendt hele livet uden at vide det, fordi vi sang hans salmer som morgensang i skolen. Brorson og Kingo virker tungere i det, men Grundtvig føler jeg, at jeg kan synge uden at uddanne mig til præst. Jeg er bare medlem af folkekirken og betragter mig selv som en almindelig kristen. Jeg går ikke så tit i kirke om søndagen, men jeg føler ofte, at Jesus har blinket til mig fra korset, når jeg har stået ved siden af ham og sunget i så mange af vores smukke danske folkekirker rundt omkring i landet.

I weekenden skal Povl Dissing igen ud at spille med sit band. Også selvom han bliver 75 år på søndag.

Jeg har ikke noget behov for at holde en stor fest for at være midtpunkt. Jeg synger i forvejen så mange steder, hvor de, der kan lide det, klapper af mig. Jeg har altid skilt vandene. Nogle synes jeg er fantastisk, andre fantastisk dårlig. Sådan har det været fra min debut. Engang var der endda to, der kom op at slås efter en koncert i Randers, da den ene bagefter ville takke mig, mens den anden mente, at jeg fortjente bank, så i stedet kom de op at slås med hinanden.

Men hvad giver det dig selv at blive ved med at synge for andre?

Det kommer an på, hvad jeg får for det, siger han med et drilsk smil, inden han tilføjer:

Man kan seriøst ikke leve af cd-salg længere. Men jeg synes da også, at det er en gave, når folk bliver rørt af ens sange. Og så tror jeg, at det er godt for blodomløbet at blive ved at synge. Jeg kan jo efterhånden mærke, at hylsteret ikke længere er usårligt. Det er for eksempel flere år siden, at jeg har løbet mere end et par skridt ad gangen. Men med alderen synes jeg heller ikke, at man behøver at kunne alting. Engang skulle alting afprøves. Nu har jeg fået rigelige rationer af mange ting i livet. Men jeg er ikke færdig med at synge.

Povl Dissing kan se tilbage på en imponerende karriere som Danmarks største trubadur, når han på søndag fylder 75 år. – Foto: Leif Tuxen.