Prøv avisen

Distance til en nærtstående

– For mig blev Ib Nielsen en samtalepartner i forsøget på at komme tilbage i tiden, siger Henning Mortensen. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

LIV OG VÆRK: Ved foredrag oplever Henning Mortensen ofte, at tilhørerne omtaler hans hovedperson Ib Nielsen som en virkelig person. På en måde har tilhørerne ret. I hvert fald minder Ib, hovedperson i 10 romaner, meget om forfatteren, fortæller Henning Mortensen, der fik idéen til serien efter en samtale med Johannes Møllehave

I otte år levede forfatteren Henning Mortensen sammen med Ib Nielsen fra Horsens, hovedpersonen i hans romanserie på 10 bind. Det første var "Havside sommer" fra 1993 og det sidste "Raketter" fra 2000. Og naturligvis har han indimellem været træt af Ib. Men trætheden forsvandt, når han skulle videre. Så snart han blev engageret i en ny roman, fandt han atter historien om Ib udfordrende. De store ophold og kriser undgik Mortensen. Regelmæssigheden, som bøgerne udkom med, kunne være forbillede for en køreplan.

Forfattere er gerne hurtige med bortforklaringerne, hvis en læser mener at kunne påvise et nært familieskab med deres hovedpersoner. Anderledes med Henning Mortensen. Han erkender, at Ib Nielsen er hans alter ego.

I hvert fald i første halvdel af romanerne er der en meget tæt identifikation fra min side i forhold til Ib Nielsen. En række episoder fra mit eget liv er direkte overført til hans. Men samtidig har det fra starten været vigtigt for mig at lægge en vis distance til Ib Nielsen. En ironisk distance. Hvis ikke forfatteren får sit alter ego skubbet lidt væk fra sig selv, kan det, der kommer ud af det, let blive privat og sentimentalt og også forkert på den måde, at det næsten bliver til rene erindringer. Den leg, der foregår mellem forfatteren og hans alter ego, er vigtig. Det er den, der gør, at bøgerne flytter sig fra at være ren erindringslitteratur til en mere almen fiktionslitteratur med flere og rigere muligheder for at skabe nye historier, som ikke præcist dækker virkeligheden.

Når jeg har holdt foredrag om romanserien, har jeg oplevet, at mange taler om Ib Nielsen, som om han lever. Men han er jo en fiktion. Det er mig, der er af kød og blod. Mit forhold til Ib Nielsen er et fantomforhold. Han er et fantomvæsen. Ib Nielsen kan aldrig nogensinde være mig. Naturligvis ikke. Det er nonsens. Man kan ikke skrive sig selv. Man kan ikke skrive virkeligheden. Men hver gang man skaber litteratur, som er almengyldig, skaber man en ny virkelighed. En parallel-virkelighed til den faktiske. Der er jo en korrespondance mellem fiktionen og virkeligheden. Fortællingen kan give nogle pejlemærker og komme med sandheder om den faktiske virkelighed. Man læser sig ind i bogens virkelighed, der på alle måder kan være overbevisende, så man får et nyt syn på den faktiske virkelighed. Forholdet er interessant, men ikke til at komme til bunds i.

I den første roman, "Havside sommer", er det klart, siger Henning Mortensen, at forfatteren er meget tæt på sin hovedperson. Senere udvikler Ib Nielsen sig til en litterær dandy, og man kan godt mærke, at jeg dér bliver træt af ham. For at holde ud til fortsat at beskæftige mig med ham måtte jeg foretage nogle spring.

For eksempel i den fjerde roman, "Hebræisk himmel". Ikke mange lægger mærke til det, men i den bog findes navnet Ib Nielsen overhovedet ikke. Det tætteste, man kommer, er et sted, hvor en af bipersonerne bemærker, at han har et kort navn.

Den forrige roman, "Den røde mandolin", slutter med, at Ibs mandolin bliver ødelagt, og han leger, at det er langfredag, og han er Kristus. Det er så selvcentreret og komisk, at det ikke kan blive ved med at gå. Nej, Ib skal ud i den store verden! Og når man kommer derud, opdager man, at ens egen selvcentrerede historie ikke er historien om verden, men at der er fantastiske historier uden for ens egen. Så forsvinder man væk fra sit navn. Så er det ikke mere Ib Nielsen, det handler om og for den sags skyld heller ikke Henning Mortensen. "Hebræisk himmel" en historie om min egen rejse som ung til Mellemøsten. Med alt det digteri, der selvfølgelig også er. Jeg kan huske, at den rejse var et chok for mig. I romanen bliver det til en fortælling om, at Ib Nielsen fjerner sig fra sig selv og i højere grad bliver en medlevende og medlidende person i verden.

I den næstsidste roman, "Manden fra havet", er det ikke mig, der skriver om hovedpersonen. Det er ham selv, der skriver. Det er en jeg-roman, hvor Ib Nielsen for alvor træder i karakter, men også afslører sine absolutte svagheder. Romanen begynder: "Kære læser, bliv ikke forvirret. Nu griber min hovedperson pennen. Hans stil minder om min, men der er dog mindre afvigelser. Hvorfor lader jeg ham overtage styringen? Mon ikke det er, fordi vi skal endnu tættere på." Ja, vi skal tættere på. Derfor er det, han selv skal fortælle sin historie. Derfor leges der igen med måden at gøre det på. Disse ændringer i fortællemåden anser læserne måske ikke umiddelbart for vigtige. Men de er vigtige for forfatteren. For at få skabt en bevægelighed i de ti romaner, som jo indbyrdes er meget forskellige.

Idéen til serien opstod i forbindelse med en tv-samtale, som Henning Mortensen havde med Johannes Møllehave på baggrund af de to første romaner, de eneste, der forelå på det tidspunkt.

Mortensen mente nok, at han kunne skrive i hvert fald en tredje roman om Ib Nielsen. Men hvorfor egentlig ikke mange flere? Han besluttede så at skrive ti.

Med et gennemsnitligt tidsspring på fem år mellem hver roman ville jeg nå frem til år 2000 og dække de sidste 50 år i forrige århundrede. Det er altså en slags historisk roman, samtidig med at det er en udviklingsroman. Jeg planlagde ikke, hvordan den skulle forløbe. Men hvorfor skrive ti romaner, hvis det hele ender ganske forfærdeligt? Jeg tænkte, at der da måtte være et eller andet ... Det blev så til, at vi ser frem til et bryllup. Det vil sige, at der er mere liv, der skal leves. Og at der stadigvæk er glæder i verden.

Den sidste af romanerne, "Raketter", indeholder fem rakethistorier, fem forvandlingshistorier som Ib Nielsen fortæller til sin søn. Han havde en far, som han ikke kunne tale med, men er dog selv blevet en far, der kan tale med sin søn. Disse historier, som er meget vigtige, handler om, at hvert øjeblik i livet er vigtigt. Og de handler om at vælge. For der kan vælges. Historierne går imod den forestilling, at virkeligheden er statisk. Den kan forandres. De handler også om, at man hele tiden skal udfordre livet og tilværelsen. Det er et forsøg på i en munter form at sige noget alvorligt. Vi skal gøre, hvad der er vigtigt for os ud fra nogle valg, som vi har foretaget, alene eller sammen med andre. Meget gerne sammen med andre.

Har det haft betydning for dit eget liv at skrive romanerne?

Når man skriver ti romaner, der har deres udspring i ens personlige liv, får det betydning for én. Man kommer til at gennemtænke og gennemleve noget af det fortidige. Det var nærmest en åbenbaring at arbejde med "Havside sommer". Jeg sad på Statsbiblioteket i Århus og læste gamle aviser og fandt historier, som jeg kunne huske fra dengang. Og stemninger, længsler, samtaler, ja alt muligt, vendte dermed tilbage. Det svarer nærmest til at møde en gammel klassekammerat: "kan du huske?" og "kan du huske?" Alene kan man ikke altid hente fortiden frem. For mig blev Ib Nielsen en slags samtalepartner i forsøget på at komme tilbage i tiden, siger Henning Mortensen.

grymer@kristeligt-dagblad.dk