Ditlev Tamm: Gud går i store sko

Juraprofessor og forfatter Ditlev Tamm, der for nylig modtog Holbergmedaljen, har præget debatten med alt fra sin bog om retsopgøret efter Anden Verdenskrig til vore dages kønsopgør. Nu er han i gang med en bog om sin tro

"Lovreligioner er for mig nærmest blasfemisk. Tanken, om at Gud skulle lægge vægt på én bestemt påklædning, ligger helt uden for min forståelse af, hvad religion går ud på," siger Ditlev Tamm, der begyndte at eksperimentere med sin påklædning for godt 20 år siden.
"Lovreligioner er for mig nærmest blasfemisk. Tanken, om at Gud skulle lægge vægt på én bestemt påklædning, ligger helt uden for min forståelse af, hvad religion går ud på," siger Ditlev Tamm, der begyndte at eksperimentere med sin påklædning for godt 20 år siden. . Foto: Emilie Lærke/Ritzau Scanpix.

I december modtog juraprofessor og forfatter Ditlev Tamm litteraturprisen Holbergmedaljen for sit forfatterskab, der i Holbergs ånd spænder lige fra retsvidenskabelige værker til mere humanistisk oplysningslitteratur. Ludvig Holberg (1684-1754) skrev nemlig ikke kun komedier, men læste blandt andet også jura og skrev både om naturretten og folkeretten til studiebrug i værket "Naturens og Folke-Rettens Kundskab" (1716). Og gennem sin karriere har Ditlev Tamm selv opnået to doktorgrader og skrevet lige så mange bøger, artikler og debatindlæg, som man kan stave sig igennem på et gennemsnitligt læseliv. Men der er ikke meget Erasmus Montanus over den belæste og flittige forfatter, for han voksede selv op i København som søn af en dommer, der tog både videnskaben og litteraturen alvorligt.

Det var dog først som næsten færdiguddannet jurist, at Ditlev Tamm begyndte at skrive. Det mundede i begyndelsen ud i en afhandling om H.C. Ørsteds lidt mindre berømte bror, den retslærde politiker Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), som dog opnåede at blive Danmarks tredje statsminister, ligesom han en overgang var formand for Videnskabernes Selskab, som Ditlev Tamm selv er medlem af.

”Jeg ved ikke, om H.C. Ørsted var mere begavet. Men dem, man husker, er jo ofte dem, der gør nye opdagelser eller opfinder noget. Og Anders Sandøe Ørsted opdagede ikke elektromagnetismen som sin bror, der nok også spændte bredere i sine interesser, men jeg har altid været interesseret i, hvorfor man gjorde folk til ledere,” siger Ditlev Tamm, der blandt andet også har skrevet bøger om Det Konservative Folkeparti, konseilspræsidenten J.B.S. Estrup og Carlsberg.  

Når mænd kommer i 50’erne

Det var dog gennem sin anden doktorafhandling, ”Retsopgøret efter besættelsen”, at han første gang fik en bredere læserskare. For afhandlingen blev også til en mere litterær bog.

”Mens jeg skrev den, gik det op for mig, at jeg også skrev for nogen, så jeg begyndte at arbejde meget bevidst med sproget, så andre mennesker kunne forstå hvilke betragtninger og synspunkter, der lå bag. På den måde begyndte jeg måske først at skrive mere litterært, fra jeg var et stykke oppe i 30’erne. Siden har jeg nogenlunde fulgt i det spor,” siger forfatteren ydmygt. For hans bøger bliver som regel rost for at være både kloge og godt formidlede, uanset hvilke emner han har kastet sig over.  

”Den røde tråd i mit forfatterskab har nærmest kun været mig selv. Det handler selvfølgelig om, at jeg et eller andet sted er splittet mellem at være jurist og humanist. Jeg synes, at det er vigtigt at holde fast i de retslige principper, men holder også af ballet og teater. Og jeg er en slags oplysningshumanist, der godt kan lide at skrive og forklare,” siger Ditlev Tamm, der ofte har flyttet debatten med sine bøger.  

”Jeg har godt kunne lide at skrive om nogle emner, som folk har haft forudfattede meninger om. Belyse det og lægge et værk frem, så vi har et ordentligt grundlag at diskutere tingene på. Det gjorde jeg med min bog om retsopgøret efter Anden Verdenskrig. Men de senere år har jeg også blandet mig i kønsdebatten,” siger Ditlev Tamm, der har klædt sig selv på til debatten med høje hæle og mere farverigt tøj, som han begyndte at iføre sig omkring årtusindskiftet.

”Når mænd kommer op i 50’erne sker der jo sommetider noget,” siger den farverige forfatter og tilføjer:

”Nogle begynder at drikke, andre køber en motorcykel, jeg købte bare noget nyt tøj.”

I dag ser han det som en helt naturlig frigørelsesproces, at grænserne, for hvordan man(d) kan tillade sig at være klædt, er begyndt at blive opløst. Og selv har han klædt sine læsere på til debatten med utallige debatindlæg og bogen ”Skabt som mand og kvinde”, der udkom i 2021. Men i denne juleferie er han ved at sætte ord på en anden del af sit liv, der har fulgt ham hele vejen: troen. Til næste år udkommer en bog om hans tro i forlaget Eksistensens bogserie om personlige indgange til kristendommen.

En trøst at være utilstrækkelig

Ditlev Tamm voksede op i et hjem med jævnlig kirkegang, og dommerfaderen var menighedsrådsformand i flere perioder.

”Jeg kom i Helligåndskirken som barn, og det har altid været en naturlig del af mit liv at gå til gudstjeneste, uden at det var en stærk del af det hjemlige liv. Vi bad ikke bordbøn, men jeg føler mig stadig meget veltilpas i en kirke og holder stadig meget af højmessen som en traditionel del af mit liv og mine tanker om Gud. Som alle andre videnskabsmænd har jeg også haft mine tvivl, men jeg har valgt at holde fast i, at kristendommen indeholder noget, som man kan samle op. Og det synes jeg, at gudstjenesten er et meget fint udtryk for.”

Hvordan forener du videnskabens og troens verden?

”Det er enkelt nok: Enten er jeg i den ene verden eller også er jeg i den anden. Som videnskabsmand bruger jeg de metoder, videnskaben har, men min menneskelige eksistens og spørgsmålet om dens forankring er noget andet.”  

Ditlev Tamm ved endnu ikke, hvad hans bog om tro skal hedde, men forfatterens yndlingssalmer og en del af Søren Kierkegaards tænkning bliver i hvert fald en del af teksten, forklarer han.

”Som ung læste jeg så meget Kierkegaard, at jeg måtte holde en pause med det, fordi det blev for voldsomt for mig. Men jeg er nok lidt kierkegaardsk: Man vælger at tro. Der kan være tvivl, men jeg springer ud i det, fordi det er der, jeg gerne vil være. Jeg har ikke haft en decideret åbenbaringsoplevelse, men jeg er blevet mere og mere overbevist med alderen,” siger han og tilføjer:  

”Kernen i kristendommen er for mig, at Gud gjorde sig ligeværdig med os ved at sende os sin søn, men på den anden side, at Gud er så meget større end os, så det ikke nytter noget, at jeg går og overvejer, om jeg nu også har gjort det godt nok. For hvis jeg har prøvet at gøre det så godt, jeg kan, er det alligevel ikke godt nok i forhold til Gud. Og det er for mig en stor trøst. Jeg kan prøve at gøre mit bedste, men det kan alligevel ikke blive godt nok, men så er der heldigvis en tilgivende Gud, håber jeg.”

Gode samtaler med barnebarn

Juraprofessoren spilder til gengæld ikke mange tanker på at spekulere over Gud som lovgiver.  

”Det mener jeg grundlæggende, at Gud er for stor til. Lovreligioner er for mig nærmest blasfemisk. Tanken, om at Gud skulle lægge vægt på én bestemt påklædning, ligger helt uden for min forståelse af, hvad religion går ud på,” siger manden med de høje sko, som mener, at Gud går i store sko.  

”For mig er Gud som lovgiver derfor også et historisk fænomen, som man har gjort op med engang i 1700-tallet, da fornuften trådte til og konstaterede, at det nok ikke var Guds rolle at give mennesket regler. Guds rolle er en anden: at være den store kraft, som har skabt verden, og som vi kan håbe på tilgivelse fra.”

Jesus skar jo også loven ned til to paragraffer om at elske Gud og sin næste...

”Ja, men det betragter jeg ikke som lovgivning, men mere som en rimelig måde at være på.”

Men man har vel loven, fordi folk ikke altid er rimelige?

”Ja, præcis. Loven har man, fordi samfundet bygger på en lov. Men både som jurist og i andre sammenhænge ser jeg ikke en direkte sammenhæng mellem den af Gud indstiftede orden og den måde, loven er på. Man kan ikke udlede en bestemt lov af Bibelen ud over De Ti Bud, som stadig burde være gældende som almindelig anstændighed. Men de vidnesbyrd, vi har om Gud og Jesus, er jo ellers tidsbestemte.”

Er der trods alt ikke en afsmitning fra kristendommen i vores egen lovgivning?

”Der er naturligvis en lang række spor fra kristendommen, der har været med til at civilisere vores samfund. Men jeg skelner stadig mellem den menneskeskabte lov og den guddommelige orden, der mere kalder på eksistentielle tanker,” siger forfatteren.

”Jeg synes, at det er en spændende opgave at prøve at formulere elementer i min egen tro og hvilke tvivlsspørgsmål, jeg har haft. Og hvad jeg har gjort for at overvinde dem,” siger han og lyser op, mens han tilføjer:

”Jeg har et barnebarn på 12 år, der er meget i tvivl, om hun nu tror nok til at blive konfirmeret. Og det har vi haft nogle gode samtaler om. Mine børns mor er spansk katolik, så jeg vil også tage spørgsmålet op, hvordan man i en familiemæssig sammenhæng kan værdsatte og tage hensyn til kristendommens forskellige former.”

En renere højtid

Ditlev Tamm holder af alle kristendommens højtider, men ser nu frem mod påsken.  

”Jeg holder selvfølgelig af julens salmer og al den smukke musik, der er skrevet til julen, men jeg synes godt, at det hele kan blive for sødt i julen, hvor det i hvert fald er meningen, at glæden skal fylde det hele, selvom den har modstand nok. I år har denne jul jo været meget præget af bekymringer for krig i Europa, klimakrisen og inflationen, så det har været en meget bekymrende jul at gå ind i. Men jeg tænker tit tilbage på, hvor forskellig julen er år efter år. Den er altid som aldrig før. Men min kristendom er mere en påskekristendom end en julekristendom,” siger han og peger på, hvordan påsken indeholder alle slags følelser.

”Hvor glæden er julens hovedingrediens, har påsken både sorg og glæde. Hele det menneskelige register udfoldes ved påsken, og jeg synes egentlig, at kristendommens essens kommer klarere frem til påske end ved frelserens fødsel, ligesom jeg også holder meget af pinsen, som bringer kristendommen videre – uden pinsen ville det hele jo have været slut. Men julen er for mig begyndelsen, som selvfølgelig også er forudsætningen for det hele. Men der er bare så meget ved julen, der forstyrrer og ikke har noget med julens budskab at gøre. Og det slipper man i højere grad for ved påske, så den også fremstår som en mere ren højtid,” siger forfatteren, inden han trækker i sine høje sko for at nå sit fly til Finland, hvor hans kone bor. Så måske bliver første kapitel af hans nye bog om tro ligefrem skrevet oppe over skyerne.