Der ligger hun så og vrider sig, Margrete den Første. Klædt i hvid underkjole, omringet af sit følge, som kun kan se til. Snart kæmper også de for livet, men den hektiske, dybe strygetrio og de tunge paukeslag, der indrammer dødskampen på scenen, taler sit tydelige sprog: Pesten kan ingen besejre.
End ikke den magtfulde regent, der 10 år forinden, i 1397, har formået at samle Danmark, Sverige og Norge i Kalmarunionen. På sit dødsleje er det den, der er i Margretes tanker: Hvad skal der ske med min union, med min drøm om en nordisk supermagt?
Merete Pryds Helle har et svar til dronningen. I forfatterens snedige libretto til den nye kammeropera “Drømmedøden” får Margrete chancen for at følge sin vision helt frem til 1520, hvor Christian den Anden med et overilet blodbad i Stockholm endegyldigt tager livet af unionen.
Det er en fiffig måde at bedrive historisk opera på. En ung, navnløs sømand – helt uimodståeligt og djævelsk portrætteret af svenske Sebastian Durán – løfter hende ud af dødsriget og lader hende følge tidens gang på magtens tinde.
Margrete forfærdes over intrigerne, magtspillet og den hovedløse blodtørst. Men hun fascineres også af de stærke kvindelige hovedpersoner, som historieskrivningen ofte har underprioriteret.
Christine af Sachsen, dronning Elisabeth, Sigbrit Villoms, Kristina Gyllenstierna – alle er de i “Drømmedøden” udstyret med mindst lige så stort talent for statsforvaltning og rænkespil som de mandlige magthavere. Naturligvis.
Som tilskuer skal man følge godt med. Operaen, hvis ekstremt beredte musik er skrevet af Josefine Opsahl, er en enakter på hele to timer uden pause. Sunget på en ikke altid lige smidig blanding af de nordiske sprog – uden overtekster.
De fem stærke sangere spiller hver især en håndfuld roller undervejs. Med undtagelse altså af Elsebeth Dreisig, hvis indlevende portræt af Margrete går fra let naiv drømmer til søgende skikkelse for sluttelig, i en rørende sidste scene, at indse magtens blodige meningsløshed.
Hvad der tabes i klarhed med manglende tekstning, vindes i nærvær. Komponisten spiller selv cello i strygetrioen, som får modspil af fabelagtigt disciplinerede Ying-Hsueh Chen på slagtøj og cembalo – en overgang endda spillet samtidig!
Og musikken er rig på omskiftelige forsiringer, melankolsk folketone og overrumplende, dramatiske højdepunkter. En stor bedrift.
Eneste kritikpunkt er, at operaen, som ellers er fuld af liv og kropslighed i Michaela Granits instruktion, stivner midtvejs.
Sigbrit Villoms, mor til Christian den Andens elskerinde, instruerer sin datter i at forføre kongen, så Sigbrit kan opnå indflydelse. Det leder til en flot magtdans på scenen, men bliver også indledningen på et langt start og stop-forløb, hvor operaen hele tiden afbrydes af talesekvenser.
Det sker, samtidig med at musikken mister sin variationskraft og i lang tid botaniserer over et simpelt, folkemusikalsk motiv. Vi begynder at bevæge os i ring.
Man kunne godt have skåret en halv time. Til gengæld er effekten så meget desto større, da musikken igen tager fat mod slutningen med flere helt forrygende toppunkter: en krigsbesat fællesdans med en overflod af tamburiner, Sebastian Duráns fødselsarie som dronning Elisabeth, kålhoveder ophøjet til kanonkugler i hårdt blitzlys og en dystopisk udgang i dødens hvide lys, hvor Josefine Opsahl lader elektronisk forvrængning sætte tonen.
“Drømmedøden” er et godt bud på årets mest medrivende kammeropera herhjemme. Og Sebastian Durán et godt bud på årets mest overbevisende præstation som den mytiske figur, der styrer tidens gang med ulmende flammer under øjnene.
Drømmedøden. Musik af Josefine Opsahl. Produceret af NordicOpera og Den Ny Opera. Idé og kunstnerisk ledelse: Merete Sveistrup. Libretto: Merete Pryds Helle. Instruktion: Michaela Granit. Den 8.-9. maj i Musikhuset Esbjerg, 29. maj-5. juni i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater, København. Derudover turné i Sverige.