I Karl Ove Knausgårds nye roman ”Morgenstjernen” lukker en af de gennemgående hovedpersoner en lille kattekilling ind i sit hus og gemmer den under sin seng. Han kalder killingen Mefisto. Så ved man straks, at der er noget helt galt! For den onde selv kan komme til mennesket i mange forskellige skikkelser, og som et lille kæledyr virker Djævelen jo harmløs.
Fra Karl Ove Knausgårds side er der tale om en litterær henvisning til en af verdenslitteraturens mest betydningsfulde tekster, nemlig Johann Wolfgang von Goethes drama ”Faust” fra 1808. Da Djævelen første gang viser sig for Faust, er det i skikkelse af en lille sort puddelhund, der ikke er noget farligt ved. Så den kan Faust godt lukke ind i sin bolig og i sit sind. Det gør Faust mere end villigt. Det er Goethes pointe, at den onde viser sig, når mennesket er åbent for fristelsen og giver efter for den. Ja, mere end det: direkte ønsker besættelsen og angler efter den.
Og har man først givet efter, så transformerer Djævelen sig fra at være en harmløs puddelhund til at være et farligt illumineret og kappeklædt skyggevæsen, der bare vokser i betydning og omfang. Er Faust herren, så skal Mefisto være hans fidele tjener. Tror Faust. Men gradvis skifter de to roller, og forholdet bliver intrikat og ikke så lidt skræmmende. For hvem bestemmer? Der er jo tale om en forskrivelse, en djævlepagt, og i en sådan er der ingen vej tilbage til normal tilværelse.
Hvorfor vælger Faust frivilligt, ja, ligefrem længselsfuldt at indgå en pagt med Mefisto? Det gør han, fordi han er gået i stå i sit liv. Han er den mest lærde af de lærde; læge, videnskabsmand og en filolog, der meget symbolsk er gået i stå midt i en oversættelse af Bibelen. Faust har med andre ord hverken fundet mening i videnskaben eller i troen.
Heller ikke naturen vil skænke ham den forløsning, han længes efter. Goethe lader Faust invitere Mefisto indenfor i påsken, meget symbolsk. For den skikkelse, Faust genopstår i, er alt andet end frelserens; det er fortabelsens.
Goethes ”Faust” er et drama om lyst. Om begær. Mefistos rolle i dramaet bliver som den, der forløser Fausts begær og giver ham adgang til en verden, hvor forførelsen og erotikken er styrende. I realiteten er Mefisto ”et princip”, som sceneinstruktøren Katrine Wiedemann skriver i sit glimrende og anskuelige efterskrift i nærværende udgave. Mefisto er lystprincippet, der sætter Fausts lidenskaber fri, så han kan opnå den tilfredsstillelse, som hverken tro eller viden har skænket ham.
Forløsningen kommer til Faust i skikkelse af den purunge Margarete eller Gretchen, der fremstår som uskylden selv. Over for hende føler Mefisto sig for første gang afmægtig. Han er ingen kostforagter og trives bedst med liderlighed.
Men over for uskyldens udtrykte billede føler Mefisto ikke, at han har nogen magt. Derfor må der også alskens forførelseskunster til, før Faust får sin Gretchen, og de kan hengive sig til hinanden. For Goethe et ubeskriveligt øjeblik, en ordløs implosion, der er ødelæggende. Goethe lader derfor kun læseren eller tilskueren opleve konsekvenserne af Fausts forskrivelse og forførelsesrite, nemlig at Faust bliver slave af sit begær og kynisk vælger Gretchen fra, da hun har allermest behov for, at han vælger hende til.
Gretchen lades tilbage i Fausts og Mefistos slipstrøm som dødsdømt i ensomhedens celle, en barnemorderske, der i fortvivlelse har taget livet af sit og Faust fælles barn. Som uskyldens inkarnation tager hun instinktivt afstand fra Mefisto. Men den lærde verdensmand Faust kan hun ikke stå for og giver efter. Ved dramaets slutning giver hun fortabt, mens Faust følger Mefisto på sin videre færd.
”Faust” anno 2020 er lydhørt oversat af Jon Høyer. Siden 1847, hvor Goethes versdrama for første gang blev oversat til dansk, er der udkommet syv oversættelser, hver til sin tid. Denne ottende bibeholder rim og rytme i dramaet og har et vågent blik for det frivole og folkelige i teksten. Goethe har forsynet dramaet med ikke mindre end tre prologer: en, der angår sindet og psykologien, en, der angår det himmelske forsyn, og endelig en, der angår teatret. Hvordan dramaet skal komponeres og spilles. Og her kræver teaterdirektøren smæk for skillingen. Der skal underholdning til!
Og det sørger Goethe for med indlagte værtshusscener, festivitas, heksebryg og sladder. Den dybe tragedie bliver pakket ind, så den skal destilleres ud og stå rent til sidst i al sin grumme nøgenhed. Ud af det æstetiske glimmer tager det etiske således form. Hjertets renhed er at ville ét. Men Faust vil alt og indgår en pagt, der tillader ham at prøve på at få det hele med i sit liv. Undervejs forskertser han sin viden, sin tro og mister det dyrebareste, kærligheden.
For Goethe selv blev Faust-skikkelsen en slags besættelse. I tysk kultur grunder Faust-myten sig på en historie fra 1500-tallet om en lærd mand, der forskriver sig til Djævelen og går til grunde derved. Goethes Faust går ikke til grunde. Han lever videre, således som han også gjorde i Goethes eget forfatterskab. Goethe skabte det første fragment i 1790, den såkaldte Urfaust. I 1808 udkom så denne tragediens første del, mens anden del udkom i 1832 efter Goethes død.
Det viste sig, at han aldrig havde sluppet tragedien om Faust, men tværtimod levet med den som et iboende dilemma om livets udvikling og forvandling. Goethe fortolkede livet som en metamorfose, der – med eksemplet Faust – fandt sted i skisma mellem viden, tro og eros.
Siden 1808 er Goethes ”Faust” selv blevet en slags ur-tekst, en sand klassiker. Talrige er de litterære tekster, musikstykker, film og billeddannelser, der er inspireret af Goethes ”Faust”, ikke mindst denne, tragediens første del.
Virkningshistorien er enorm. I tysk kultur er ”Faust” helt uomgængelig, og de største fra Richard Wagner og Gustav Mahler til Thomas Mann og sønnen Klaus har taget livtag med dramaet.
Nu startede jeg i Norden med Karl Ove Knausgårds inspiration, så her i Norden vil jeg også slutte. Goethe lod Djævelen vise sig i påsken. Selma Lagerlöf lader ham lueforgyldt komme ned igennem skorstenen selveste julenat som en i sandhed anden julemand og vise sig for kavalererne på Ekeby i debutromanen ”Gösta Berlings saga” fra 1891. Kavalererne indgår en faustisk pagt med Djævelen denne julenat, og det følgende år slippes gækken løs i Värmland med fristelser og forførelser uden lige. ”Gösta Berlings saga” er som et stykke dynamit, der eksploderer, så djævleblændte kræfter flyver ud i alle retninger. For fantasien kan ingen tøjle.