Prøv avisen

DNA = Det Nedarves Altsammen?

Bjørn Nørgårds kunstværk skal ses tæt på, hvor dets generøse stoflighed og billedskønhed kommer til sin ret, skriver Johannes Møllehave om kunstværket på Det Biovidenskabelige Fakultet i København. – Foto: Lizette Kabré.

Bjørn Nørgaard tog i sidste uge Johannes Møllehave med på rundvisning i det 33 meter lange DNA-kunstværk, som Nørgaard har opført ved den tidligere Landbohøjskole i København

Min nabo H.C. Aslyng, som har været rektor for Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, inviterede mig til sin gamle arbejdsplads, der ligger på Bülowsvej nummer 17 på Frederiksberg. Nu hedder stedet ikke længere Landbohøjskolen, men Det Biovidenskabelige Fakultet, og lederen hedder ikke længer rektor, men dekan, fordi han er ansat under Københavns Universitet. Dekanen hedder Per Holten-Andersen.

Han satte tid af til at vise mig både det store auditorium og kantinen Gimle. Det, som gjorde størst indtryk på mig, var Bjørn Nørgårds kunstværk, der måler 33 meter på langs og 10 meter i bredde.

Bjørn Nørgård har koncentreret sig om de to DNA-strenge, de to lange, spiralformede kæder, der ligger tæt på hinanden og er bundet som en dobbelt spiral. Kæderne er opbygget af talrige led, hvert bygget op af et sukkermolekyle, en fosfatgruppe og en af fire organiske baser. Årsagen til, at de to DNA-kæder holdes så tæt sammen, er, at hvert led i kæden ved hjælp af sin base er bundet til naboleddet i den anden kæde.

Arveegenskaberne bestemmes af, hvordan baserne følger efter hinanden i den ene DNA-kæde; de modsvares af den anden DNA-kæde, hvorved proteinet dannes. Proteinerne består af aminosyre, og sammensætningen af aminosyrerne bestemmer proteinernes egenskaber.

Opskriften på et protein som insulin insulingenet består af cirka 150 baser, der er placeret efter hinanden i DNA-kæden. For at rumme al den information, som skal arves fra individ til individ, må DNA-molekylet være meget stort.

Hos mennesket er den samlede længde af DNA-kæderne to meter, fordelt på 46 kromosomer. Det svarer til 5,5 milliarder baser efter hinanden. Sammenhængen mellem DNA og aminosyre i proteinet kaldes den genetiske kode. Denne kode har vist sig at være generel; den gælder for alle levende mennesker, hvad enten det er virus, bakterier, træer, kornsorter eller mennesker. I 1950erne blev DNA-strukturen beskrevet af James D. Watson og Francis Crick.

De fik Nobelprisen i medicin i 1962 for beskrivelsen af DNAs struktur. Er De med, kære læser? Eller er De stået af?

Min egen hjerne havde svært ved at følge med, men jeg ringede til Bjørn Nørgård, som i lørdags rejste fra Møn til København for at forklare mig, hvordan han havde arbejdet på projektet. Han havde allerede i 2004 brugt idéen med DNA-strengene i sin udsmykning i Knebel; man ser her nedtagelsen af Kristus fra korset. Den stige, der anvendes, er sat sammen af DNA-strengene. Nogle skolebørn, som så dem, sagde: Se, vi kan gå op ad stigen til Gud, men andre sagde: Nej, det er Gud, der kan gå ned til os. (Se Mikael Wivel: Kunsten i Kirken (Thaning & Appel).

Da Bjørn Nørgård fik opgaven, var han med det samme klar over, at han ville bruge DNA-strengen og illustrere, hvad der kommer ud af de talløse arter, der i hans værk ligner helleristninger (som vi kender dem fra Skåne, Halland og Blekinge).

Man ser et væld af skabninger: først husdyrene, duer, tyre, køer, kalve og en kylling, der lige er smuttet ud af ægget, men også dådyr og hjorte, katte og svin, ja, han har endda anbragt sin egen hund (som hedder Walter og er en australsk Kelpie).

Andre steder i værket ses solsikker, tulipaner, stedmoderblomster, margueriter og de fire kornsorter, eller man ser, hvordan cellerne danner et organ som nyre, hjerte eller lever. Et sted ses et gammeldags mikroskop, fordi vi bevæger os mellem de store figurer i faunaen og de bittesmå i floraen. Mellem makrokosmos og mikrokosmos.

Bjørn Nørgård er den fødte pædagog, og som billedkunstner har han tabt sit hjerte til de mangfoldige former i naturen fra biernes dans til uroksen. Man forstår godt hans fascination af former og farver; den fascination deler han med de videnskabelige forskere, som han har tilegnet værket med det enkle danske ord: mangfoldighed. Det, som man i videnskaben kalder diversitet.

Jeg synes, at der er en bevægende balance mellem det mangfoldige i universets uendelige variation og det enfoldige i billedsproget. Det minder både om mønstrene på Jellingstenen og naiviteten hos Henry Heerup eller Chagal.

Opgaven for Det Biovidenskabelige Fakultet kunne ikke være bedre løst. Nemt har det ikke været, fordi Nørgård ville have marmor fra Kina og ikke fra hverken Sverige eller Italien. Han holder af den særlige marmor, man kan købe i Kina, som runder sig fint og ikke bare er flad. Mellem marmorfladerne har han anvendt bronze og rustfrit stål.

Vi vender tilbage til det videnskabelige. Netop fordi man er nået så langt i celleforskningen og i den enorme viden om arvematerialet, er der en heftig debat om, hvorvidt man skal manipulere og påvirke de arveegenskaber, der kan påvirkes. Tilhængerne lægger vægt på, at vi som aldrig før i historien har mulighed for at helbrede arvelige sygdomme som sukkersyge og blødersygdomme.

Modstanderne understreger derimod risikoen for, at den viden, man har, kan misbruges, fordi muligheden for genetisk manipulation kan fremkalde mikroorganismer, der kan forårsage helt nye, verdensomspændende epidemier, som ingen nogensinde ville kunne beherske.

Det er svære problemer for ikke-fagfolk, men mange ansvarlige fagfolk er enige om, at der skal være skærpet kontrol af den type forskning. Man taler i molekylærbiologien om noget, der kaldes junk-DNA. Op mod 97 procent af det menneskelige genom er betegnet som junk. Det vil sige ragelse.

Jeg håber, at De kan se skønheden i billedet, men jeg vil meget anbefale Dem, hvis De bor i nærheden af København, at De tager en tur ind til Det Biovidenskabelige Fakultet, som har en mageløs natur og en samling betagende træer. Bjørn Nørgårds kunstværk kommer efter min mening bedst til sin ret ved, at De ikke bare ser det fra siden, men går ud og ser det tæt på med dets generøse stoflighed og billedskønhed. Vi fik lov til at se det oppe fra Gimles vinduer, og der kom det ganske til sin ret.

Stadigvæk svimler det for mig, når jeg gennemtænker, hvad jeg dels selv har læst om DNA-forskningen, og dels har ladet mig fortælle af fagfolk og af Nørgård selv, som befinder sig i feltet mellem kunst og videnskabsteori.

Jeg kom til at tænke på Sophus Claussens digt om atomernes oprør. Digtet er fra 1926, fra samlingen Heroica. Ingen kunne på det tidspunkt ane, at man ville kunne spalte atomet. Det kunne man først i 1930erne. Så meget desto mærkeligere er det, at Sophus Claussen rædselsslagen advarer mod den periode, hvor den største trussel mod mennesker ville være den menneskelige viden. Han skriver:

Af et atom i et brændpunkt afhænger død eller dag.

Samtidig med at perspektivet i den epoke, vi lever i, atomalderen, kan skræmme os, har den også sin særegne skønhed. Det er næsten lige så overvældende at tænke på DNA-strengen og dens mangfoldighed som at betragte en stjernehimmel. Og sært også at tænke på, at det, man for år tilbage kaldte fingeraftryk, som kunne være et bevis på gerningsmanden, i dag kan være en sædplet, som ikke er større end et knappenålshoved eller ganske få hår, der kan fælde et menneske som forbryder og betyde livsvarigt fængsel eller henrettelse.

Bjørn Nørgård fortalte mig, at han, når han underviste sine studenter i kunst, plejede at sige til dem: Gå ud i badeværelset om morgenen, når I vågner, og se jer selv i spejlet og sig: Nåhr! Dér er problemet!

Netop. Problemet er ikke kun uden for os, men i høj grad inden i os. Et spørgsmål om, hvorvidt det er godt, at vi ved, hvad vi ved, og gør, hvad vi kan.

Måske er den største udfordring, at vi for første gang i menneskets historie netop skal undgå at gøre, hvad vi faktisk kan og behersker.

kultur@kristeligt-dagblad.dk