Prøv avisen

Fotograf: Døden bliver et billede på livet

På Grønland ligger kirkegården ofte ud mod fjorde, så de begravede er tæt på deres evige jagtmarker: havet. — Alle fotos: Klaus Bo.

Fotograf Klaus Bo er aktuel med en udstilling med billeder af døderitualer fra verdens kulturer og religioner. Døden er vigtig for vores egen forståelse af livet, mener han

Nene Nomo fra Ghana var en velhavende og respekteret hønsefarmer. Derfor blev han begravet i en kiste formet som en høne med en pris på 4000 kroner. Og hans begravelse, som i Ghana kaldes for en ”fejring af livet” blev annonceret med plakater rundt i byen, fortæller Klaus Bo, mens han står foran billedet af den farverige kiste, der bliver sænket ned i jorden.

Billedet er et af de motiver af døderitualer, som den danske fotograf har taget på sine mange rejser gennem de seneste syv år. Og det er et af de 22 billeder, som man nu kan opleve på udstillingen ”Dead and Alive” hos Landsforeningen Liv&Død på Nikolaj Plads i indre København. Fra udstillingen er der udsigt til den tidligere Nikolaj Kirke, som i dag er en kunsthal. Men de fleste af de begravelsesritualer, der er udstillet, foregår langtfra efter de kendte, kirkelige traditioner. På Grønland bliver kisterne for eksempel ikke sænket ned i jorden på grund af permafrosten, men sat på jorden med cement omkring og plasticblomster på toppen, siger han.

Klaus Bo fik idéen til udstillingen efter at have fotograferet en muslimsk begravelse i Danmark. Da han havde grublet over idéen i nogle år, besluttede han sig for at fotografere døderitualer med målet om at aftabuisere døden. Og de ærlige billeder gemmer hverken døden væk eller formilder den ved at kalde det at sove ind. For her er døde mennesker fotograferet uden omsvøb. Hvilket virkelig gør sig gældende, da Klaus Bo viser et opsigtsvækkende billede af en indonesisk mand med armen om sin afdøde kone. I Indonesien er det et ritual, at man hvert år graver de døde op, giver dem nyt tøj på og tager billeder med dem, forklarer han afslappet. På trods af at motivet nok ville få de fleste til at spærre øjnene op, har han selv fået et meget naturligt forhold til døden.

I syv år har han nemlig rejst rundt i 10 lande for at fotografere døden tættere på end nogensinde før. Han er dog aldrig gået nærmere de afdøde, end familierne gør, og alle familier har også godkendt og været glade for billederne. Derfor er billederne ikke for at skræmme, men for at vise, hvad andre kulturer anerkender, forklarer han.

”I Danmark ser vi knap nok de døde. Pårørende får lov til at sige farvel, så bliver låget lagt på kisten, og institutionerne tager sig af resten,” siger han.

Vi mangler altså forståelse for døde mennesker. Ritualer er en del af en sorgbearbejdelse, og derfor skal vi ikke være bange for dem, tilføjer han og slår armene ud mod billederne af de mange ritualer.

”Hvordan kan et barn forstå, at bedstemoderen er væk, hvis barnet ikke har set sin bedstemor uden liv i?”.

På billedet bag ham ligger en kvinde i en kiste, og i baglokalet står en kvinde og synger en sang fra en karaoke-maskine, mens et barn ser på. Ved at folk putter en mønt i maskinen og synger en sang til den afdøde, samler man penge ind til begravelsen på Filippinerne, uddyber han.

Han har på flere rejser opdaget, hvordan mange kulturer åbenhjertet præsenterer børn for døden.

”På flere rejser har jeg set børn prikke forsigtigt til den døde for at forstå, at det stadig er bedstemors krop, men at hun ikke længere er der,” fortæller han.

Det er vigtigt med ritualer og godt at tage med sig videre i sit eget liv, siger han.

”Vi skal alle sammen dø. Der er ingen vej udenom.”

Men selvom døden er i fokus på billederne, bliver de i høj grad også et billede på livet. For billederne afspejler livet og de drømme, som folk har forskellige steder i verden, fortæller han, mens han bevæger sig over mod et billede, som virker særlig velkendt. Billedet viser 69-årige Lauri, som tilbragte sin sidste tid på Gudenå Hospice uden for Horsens, inden han døde af lungehindekræft. Og herhjemme er der også ritualer, fortæller Klaus Bo mildt. For da Lauri døde, åbnede personalet vinduet, så ånden kunne slippe ud.

På Filippinerne er det normalt at leje en karaoke-maskine for at samle penge ind til begravelsen. I dette tilfælde regnede det desværre så meget, at der ikke kom nok gæster til at dække udgiften til selve karaoke-maskinen. Foto: Klaus Bo.
Nene Nomo fra Ghana får en stor og dyr begravelse i en speciallavet kiste som en hyldest til sit erhverv som hønsefarmer. Foto: Klaus Bo
I Guatemala begraver man nogle steder mennesker på såkaldte hylder på grund af pladsmangel. Foto: Klaus Bo
Nogle steder i Indonesien graver man de døde op en gang om året, gør dem i stand og tager billeder med dem. Det er som følge af et gammelt sagn om en mand, der mødte en død og fik held i livet. Foto: Klaus Bo