Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Teater

Berigende forestilling om døden er lille, men ikke én, man lige glemmer

5 stjerner

Hans Rønne lufter tunge tanker i sin berigende monolog om efterår, sorg og forsoning med livets nådesløse vilkår

Han sidder dér, en kommende afdød, på en snedkereret bænk og fedter med snørebåndene til sine nye Nike-kondisko med tykke termosåler og stabiliserende hæl. Han er en livsmodig mand og maratonløber, men i 2008 fik han kolde fødder. Ikke i overført betydning, men helt konkret. ”Du må lære at ’deale’ med dine aldersbetingede småskavanker,” siger lægen. Ja, i hans alder, 66 år, må man forvente knas med at få ressourcerne rundt til kroppens udkantsområder. Men de kolde fødder skyldes mere end bare biologi. Hans Rønne er alene på scenen på Teatret Svalegangen i Aarhus og har skabt en subtil karikatur af sig selv til fremførelsen af en dybt personlig tekst, som bygger på de tanker og erkendelser, han har gjort sig om sit livs efterår. Den del af livet, som han forventes at leve så fuldt ud som muligt, mens vennerne falder som fluer, og han konstant skal deale med sin egen dødelighed. Hvad er troen egentlig? – spørger han. En sentimental længsel efter barndom? Eller måske et middel til at omfavne intetheden?

Rønne er belæst og behagelig i sit angreb på de tunge tanker, der sniger sig ind på ham i hans begyndende alderdom og holder ham vågen om natten. Som i monologen ”Abrahams sønner” fra 2016 vandrer han kyndigt mellem meningsperspektiver, tro og videnskab for at finde en meningsfuld og ikke mindst konstruktiv vej i livet, i døden og i sorgen.

Han er en tvivler blandt de troende og spejler sig i et barns multirituelle afsked med sin gamle grå kat, i sin ateistiske tandlæges rationelle afvisning af efterlivet og i sin kræftsyge ven, der bare gerne vil blive her så længe, der er den mindste smule strøm på batteriet. Skoene fedter han stadig med, mens han undrende reflekterer over ordlyden i sin afdøde kammerats dødsannonce: ”Pludselig gået bort”. Hvordan kan en bevidsthed bare slukkes? Det kan menneskehjernen ikke begribe.

Han harcelerer over idiotisk retfærdighedstænkning og over kamp-metaforen, der ofte – og især i den netop overståede TV 2-Knæk Cancer-uge – bruges i forbindelse med kræftsygdom. ”Sygdom og død er ikke noget, der skal bekæmpes, men et vilkår, der skal erkendes,” siger Rønne med grødet stemme. I mødet med døden må vi forsone os med de vilkår, vi nu engang er underlagt – at vi ikke selv får lov at bestemme, hvordan vi eller vores nærmeste tager herfra. Det har han vel ret i. Men det er lettere sagt end gjort.

Hans Rønne er en gudsbenådet forfatter og fortæller, og han holder vores øjne og ører spidse i samtlige 70 minutter med intet andet end ord og præcist kropssprog. Han åbner sit sentimentale sind op til frit skue for publikum og blænder af med nøje afstemt galgenhumor, der får os til at grine højt og længe, selvom der ikke er meget at grine ad. Og han bygger umærkeligt spændingen op mod en bevægende finale, der får publikum på lægterne til at snøfte på skift. Først da han har vendt og drejet livet og døden og fundet en form for sti på knivsæggen mellem fortvivlelse og håb, bitterhed og taknemmelighed, kan han stikke sine kolde fødder i sine alderstilpassede sko og vandre videre.

”Det begynder at blive koldt om fødderne” er ganske vist en lille forestilling, men ikke én man lige glemmer. Den er elegant balanceret og berigende for alle i alle aldre. Især for de af os, der har eller har haft døden tæt inde på livet. Det er ikke umiddelbart til at se meningen i sorgen, men i det mindste er vi ikke alene i den. Og vi må prøve at lade være med at tage den på forskud.