Der er noget tilfredsstillende ved at følge et forfatterskab. Ved at læse den ene bog efter den anden og se sprog og temaer udvikle sig. Men det skærper også blikket for stilstand og inerti, og dét, der i de første bøger er friskt og stærkt, kan let virke træt og blegt, når det gentages i senere bøger.
Disse tanker melder sig i selskab med Tomas Espedals 91 sider korte roman ”Elsken”, der sikkert vil begejstre dem, der ikke har læst nordmanden før. Men sådan én er jeg ikke. Jeg har læst alle hans bøger og blev særligt i ”Biografi”, ”Mod kunsten” og ”Mod naturen” suget ind i hans undersøgelser af forholdet mellem selvbiografi og skønlitteratur, ind i hans stramme, men alligevel følelsesfulde sprog med ekkoer af Marguerite Duras, og ind i hans sentimentalt-romantiske betragtninger om kærlighed, alkohol, skrivearbejde, familie og død.
I ”Elsken” er alt dette, som Espedal tidligere har skrevet så blændede om, også til stede. Blot på knap så medrivende måder. Det begynder ellers med et overraskende og legesygt skift væk fra hans vanlige jegfortæller. ”Jeg leder efter et sted at dø. Han falder, rejser sig,” lyder de første ord i romanen, og da forvirringen har lagt sig, står det klart, at ”Jeg” er navnet på hovedpersonen. At han simpelthen hedder Jeg. Det er godt fundet på, men er desværre ikke meget mere end en gimmick i ”Elsken”, der stadig minder mest om, ja, Espedal. Men altså ikke så meget om den Espedal, der udgav den strålende ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” i 2006, men mere om den Espedal, der udgav den næsten selvparodiske ”Året” i 2016.
Glimtvist lyser han dog op og viser sine evner som stilist og sin poetiske råstyrke. Som da Jeg, der har sat sig for at dø, opdager, at hans elskede Aka er gravid:
”Hun tænkte på en fremtid fuld af liv. Fuld af muligheder. Det her fremtidsbarn. Som skulle føde en far.”
At en graviditet også ender med at ”føde en far” er vidunderligt set, og den slags åbenbaringer er der et par af i ”Elsken” om den 56-årige forfatter Jeg, der har givet sig selv et enkelt år at leve i. Det bliver – selvfølgelig – det mest nærværende og inderlige i hans liv. ”Den som har været tæt på døden ved hvor smukt livet er,” som der så hvinende banalt står et sted.
Nej, så er der mere format over den faustiske handel, Espedal gradvist skriver frem: Jeg kan mærke livets fylde, fordi han har solgt livet til døden. ”Han var nået derhen, hvor han elskede livet”, og nu vil han ikke dø, selvom det kun er tanken om dødens komme, der kan holde livet levende.
Som det turde fremgå, tænker Jeg mest på sig selv. Selv Aka og det ufødte barn er mest af alt spejle, han kan se sig selv i. Det er så vestligt og så selvisk, og Espedal lader da også – som en slags undskyldning – Jeg møde en gruppe flygtninge i toget. De har travlt med at overleve, mens han altså sidder dér og funderer over, hvilken dag der kunne være en god dag at dø på.
Men flygtningene er kun en parentes, inden Jeg atter vender blikket indad eller mod dem, der kan kaste lys tilbage på ham. Det er nu ikke alle, der gør det på lige flatterende måder, og pludselig har en kvinde meldt ham for voldtægt. Det overrasker Jeg, men også mig. Voldtægtshistorien virker nemlig fuldkommen malplaceret i romanens rum og fortælling.
Espedal har i interviews fortalt, at det var hans måde at forholde sig til de rygter om voldtægt, han selv har mødt. Men ét er sikkert: Det fungerer ikke i romanen og er som en kold hæfteklamme midt i den bløde og ofte dobbeltbundede prosa.
Som når Jegs elskede hedder Aka, der på engelsk er en forkortelse for also known as. Mon ikke Espedal vil have os til at tænke over, hvem den ”rigtige” Aka er? Eller når romanen hedder ”Elsken”. Det henviser ikke kun til den elskede Aka, men også til den hollandske fotograf Ed van der Elsken, som Jeg og Aka ser på en udstilling i Paris. Og selvfølgelig må det være Paris i den her grundlæggende romantiske roman, der – bag sine store ord om livet, døden og kærligheden – virker uinspireret og benytter greb og formuleringer, der er set i tidligere bøger.
Måske er jeg bare blevet for godt vant, men det virker som en lidt træt øvelse fra Espedal. Der altså har skrevet nogle af de stærkeste og smukkeste bøger i nyere nordisk litteraturhistorie.