Frygtløst hopper forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky uopfordret op på taggelænderet på toppen af Gutenberghus, mens hendes forlagsfolk ser måbende på.
”Er det ikke farligt? Vi må mindst være på 7. etage,” siger fotografen, der ser ud til at blive svimmel ved bare at kigge ind i kameraet.
”Du taler til en kvinde, der har 250 faldskærmsudspring bag sig. Og der er altså højst et par meter ned til næste afsats,” siger den erfarne forfatter og giver slip med den ene hånd for at køre en hånd igennem de krøllede lokker, inden hun smiler afslappet.
Anne-Cathrine Riebnitzsky har heller ikke kun kastet sig ud fra det ene fly efter det andet, men også været udsendt til Afghanistan som sprog-officer, ligesom hun er medlem af Kvindelige Eventyreres Klub og har rejst rundt til så mange farlige steder i verden, at hun ved, hvad hun skriver om, når hun lader en af sine hovedpersoner i sin nye roman ”Smaragdsliberen” blive bortført af ISIS i en georgisk ørken, så sandet og støvet står op af bogsiderne, for Anne-Cathrine Riebnitzsky kan skrive, så man nærmest kan smage sætningerne.
”Smaragdsliberen” begyndte også med en sanselig sætning i hendes hoved: ”Himlen er mørk af sne”. For sådan så himlen ud, da hun for et par år siden stod i sit daværende køkken i Varde og kiggede ud i vintermørket, mens sneen væltede ned udenfor. Men selvom romanen endte med at begynde et andet sted, handler den alligevel om, hvad der sker, når alt bliver sort, og en himmel – måske – åbner sig. For på første side dør den jødiske ædelstenssliber Pierre Levi, men han vender mirakuløst tilbage til livet med en oplevelse af, at livet ikke slutter, når det ender.
”Bortset fra verdensrummet og dele af Sydpolen og Nordpolen er døden det sidste uudforskede sted, der findes. Det er ubetrådt land, og derfor er det spændende at skrive om. Ingen ved jo helt, hvad der sker, når vi dør. Men for nogle år siden strandede jeg i en amerikansk lufthavn et helt døgn på vej hjem fra Sydamerika, så jeg købte en bog om nærdødsoplevelser for at have noget at læse. Og den blev jeg så optaget af, at jeg fik lyst til selv at udforske døden i romanform,” siger Anne-Cathrine Riebnitzsky, der siden har stavet sig igennem stakkevis af bøger om nærdødsoplevelser, som hun også baserer sin fortælling om Pierre Levi på.
Pierres nærdødsoplevelse er ikke det eneste glimt af himlen i romanen, for hans ellers ateistiske datter Zara har også en religiøs oplevelse, hvor Gud kommer hende i møde og siger ”Du skal ikke være bange”, efter hun altså ellers lige er blevet bortført af islamister i Georgien. Men Guds stemme beroliger hende, og den form for fred har den danske forfatter også selv fundet i troen.
”Det kan virke privat at tale om sine egne religiøse oplevelser. Men jeg har da selv haft mine, og det er dybest set også grunden til, at jeg hverken er bange for at hoppe op på et gelænder eller tage til Afghanistan. For jeg har en dyb tro på, at Gud er med mig, selv ind i døden. Og jeg følges også med Gud hver dag, hvor jeg hele tiden finder tid til bøn. Det er også sådan, jeg begynder dagen, inden jeg sætter mig til at skrive. Og jeg opfatter det også som mit kald at skrive,” siger hun uden at blinke, men tilføjer så, at den slags heldigvis er blevet nemmere at tale om de sidste år, hvor den ene kunstner efter den anden springer ud af skabet for at bekende sin kristne tro.
”Men det er stadig nemmere at tale om sin tro i Jylland. Jo tættere på København K man kommer, jo sværere bliver det at tale om sin tro, medmindre man er muslim, for det må man underligt nok gerne være i de såkaldt kulturelle kredse. Men det er noget pjat at være så forskrækket over kristendommen, for et samfund bliver først rigtigt usundt, når et folk mister troen. For hvis man mister troen på Gud, mister man også fornemmelsen for godt og ondt. Det så jeg selv, da jeg boede i Rusland, hvor kirken nu har fået et comeback. Men under Sovjetunionen gik det jo galt, da man prøvede at lave et lige samfund uden Gud. Resultatet blev et gennemkorrupt land med stor forskel på rig og fattig og et svulmende stort system, som tog ansvaret fra den enkelte. Det kan man stadig se helt ned i den russiske grammatik, der er fyldt med passiver.”
Til gengæld er der masser af religion i Riebnitzskys roman, som også handler om mødet mellem forskellige religioner, som både kan være smukt og præget af sammenstød. Mens Zara bortføres af islamister, genoptager den jødiske fader Pierre således sit barndomsvenskab med muslimen Youssef, der kan blive rasende over de slamberter, der kidnapper hans religion og udfører terror og vold i Allahs navn.
”Jeg har selv oplevet masser af muslimer som Youssef, der skelner skarpt mellem islam og islamisme. Og jeg har også baseret ham på mennesker, jeg har mødt, mens jeg var i Egypten, hvor jeg deltog i en litteraturfestival og talte på universitetet, hvor jeg mødte en stor vrede over, at islam bliver taget som gidsel af ISIS og andre islamister. Og mens jeg skrev bogen, blev det også stærkt for mig, at Abraham blev respekteret af sine fjender for at holde fast i sin egen tro, men alligevel at arbejde for andres bedste. Det er et ståsted, som man stadig kan stræbe efter. Og i den bedste version af både islam, kristendom og jødedom er der plads til den form for rummelighed. Der findes endda et koranvers, hvor der står, at der ikke findes tvang i religionen,” siger hun og tøver, inden hun tilføjer:
”Nu skal man jo passe på med at blive politisk, men man kan godt undre sig over, at det skal være så svært at leve som kristen i mange arabiske lande, hvor der findes massive kristenforfølgelser, når man tænker på, at vi herhjemme giver lov til at opføre moskéer.”
Venskabet mellem ædelstenssliberen Pierre og guldsmeden Youssef viser en anden vej, hvor der er respekt for andres tro. Og tilgivelse og forsoning spiller også en stor rolle i romanen, og det er nok ikke tilfældigt, at de to mænd arbejder med ædelsten og ædelmetaller som billeder på det fineste, der findes.
”Jeg har været fascineret af smaragder, siden jeg sad på gulvet foran fjernsynet som en lille pige og så Dronningens smaragddiadem. Også dengang betragtede jeg hende som hele Danmarks gode mor. Og jeg kan også godt lide farven og det smukke i, at smaragder er de eneste ædelsten, der godt må have urenheder i sig selv uden at miste værdi. Det gør dem næsten menneskelige,” siger forfatteren, der også har brugt lang tid på at studere håndværket i at slibe ædelsten, og undervejs var hun på studieophold i en lille tysk by for at komme tæt på nogle af verdens bedste ædelstensslibere.
”For eksempel fandt jeg ud af, at man skal have en god hørelse for at blive en god ædelstenssliber. For det er afgørende, at man kan høre fløjtetonen, når ædelstenen og slibepladen slutter helt tæt, for så er den så plan, som den kan blive, og så skal man ikke fjerne mere, ellers taber den jo værdi.”
Selv har hun ladet sig slibe og forme af sin egen religiøse søgen, inden hun fandt et ståsted i kristendommen.
”Min far havde afskrevet kirken, fordi han havde oplevet en præst, der ikke syntes, at man måtte danse, hvad der kan virke mærkværdigt, når man læser, hvordan folk danser sig gennem Det Gamle Testamente. Men da min far godt kunne lide at danse, afskrev han kirken på den konto. Men jeg blev selv tidligt åndeligt søgende. Jeg var et godt begavet barn, der tænkte meget over tilværelsen og på, hvorfor min mor var så ulykkelig. Og jeg var 10 år, da jeg fandt frem til, at meningen med livet var at være glad.”
I begyndelsen søgte hun efter mening i new age, men gennem forskellige frikirker fandt hun ud af, at hun hørte hjemme i kristendommen:
”Jeg er udpræget B-menneske, så det er en udfordring for mig at sidde klar i kirken med hjernen foldet ud klokken 10. I stedet hører jeg mange prædikener på nettet. Jeg lytter især til en amerikansk prædikant, der hedder Joyce Meyer, som har ladet Gud vende en frygtelig barndom til en styrke. Det er meget inspirerende, men i bogen bruger jeg også den russisk-ortodokse kirke, der har en klar fornemmelse af, at man bliver gennemlyst, når man dør.”
Hvad tror du selv, der sker, når vi dør?
”Jeg har taget de mange nærdødsberetninger, jeg har læst, til efterretning, så jeg regner med, at vi bliver mødt med en oplevelse af lys, klarhed og forståelse. Det virker i hvert fald ikke, som om det er slut, når vi dør. Det er også tankevækkende, at mange af dem, der har haft nærdødsoplevelser, synes, at det er noget skuffende at komme tilbage til jorden, så jeg tror, at efter-livet bliver godt. For selvom kroppen er død, tror jeg, at der er noget tilbage,” siger den danske eventyrer og forfatter, inden hun smilende tilføjer:
”Men det bliver spændende at se, hvad der er på den anden side.”
