Prøv avisen
Interview

Døden er det største drama

Det er i sidste ende en forestilling, der ærer de døende, konstaterer Therese Willstedt.

Den døende er helt alene med sin frygt og sorg, siger instruktør Therese Willstedt, som i forestillingen ”Døden” på Det Kongelige Teater alligevel forsøger at forstå den sidste rejse

”Jeg ved ikke, hvordan himlen ser ud, men jeg håber, at den er lige så smuk som her.”

Sådan siger en kvinde i forestillingen ”Døden”, som har premiere denne weekend på det Det Røde Rum.

Kvinden er en rigtig person, som ikke har langt igen, og hvis stemme er med i forestillingen. Her er der både dansere og skuespillere og så lydklip med syv døende personers stemmer.

Den svenskfødte instruktør Therese Willstedt har selv talt med de døende, som er mellem 29 og 85 år og enten ramt af dødelig sygdom eller selv har besluttet sig for at slutte livet. De har alle lagt deres virkelige historie i hænderne på instruktøren, som har besøgt dem på hospice eller derhjemme med en båndoptager og en åben nysgerrighed efter at vide, hvordan de opfatter den sidste rejse.

”De er ikke længere i panik, men de er alle bange og ensomme. De frygter den sidste proces, om den indeholder smerte,” fortæller Therese Willstedt og kigger fra vinduet i Skuespilhusets kantine ud på den ufærdige cykelbro, der skal forbinde mennesker i Nyhavn med mennesker på Amager.

”Den største smerte er ikke, at de skal dø, men den definitive afsked med deres kære,” fortsætter hun.

Det er en gråkedelig, diset novemberdag, og arbejdet med hullet i broen virker uoverkommeligt. Så drejer 30-årige Therese Willstedt sit hoved med det lyse hår og siger med et glimt i sine blå øjne og et fint dansk med et strejf af smålandsk accent:

”Det har været et meget lærerigt og livsbekræftende møde. Jeg har aldrig grædt så meget, men vi har også grinet. Jeg håber, at folk vil gå fra forestillingen og tænke, at livet skal leves, mens vi har det. Jeg har i hvert fald lært en masse,” siger hun.

Hendes samtaler med de syv døende er blevet til en forestilling fyldt med både humor, lattermildhed, fortrydelse og forsoning. Mens der danses, afspilles optagelserne med deres stemmer og refleksioner over det ultimativt endelige på denne jord.

Idéen til forestillingen fik Therese Willstedt efter at have oplevet døden tæt på egen krop.

”Jeg har mistet mange og oplevet, at det var svært at tale om, hvordan sorgen og døden påvirkede én. Man er ofte helt alene i den sidste proces. Mange prøver måske at skåne familie og venner, som heller ikke vil italesætte det svære emne. Man siger tit, at døden er tabu, men er den egentlig det? Jeg har talt med retslæger, psykologer og vågekoner, alle folk, der er tæt på døden i deres hverdag. Og døden er ikke tabu, det er bare svært. Der mangler bare et sprog for det,” siger Therese Willstedt.

Hun fortæller, at et af de stærkeste øjeblikke var et besøg hos den kræftramte kvinde Lisbeth på et hospice, hvor de i perioder bare holdt hinandens hånd uden at sige noget. Alligevel blev hele kvindens historie formidlet i dette håndtryk.

”Jeg lærte dem at kende, dér hvor de er. Jeg stillede mig jo til rådighed som lytter uden at være familie eller ven. Det gav dem et neutralt sted at snakke om dét, de går igennem alene. Og de blev så trygge ved situationen, at stilheden blev i orden, og ord indimellem blev overflødige.”

Forestillingen har været det sværeste, Therese Willstedt har arbejdet med. Samtalerne med de døende var meget personlige, fortæller hun, og hele vejen har hun skullet huske sig selv på, at det handler om rigtige mennesker.

”Det er et stort ansvar at stå med disse menneskers liv i hænderne. Der er en masse etiske dilemmaer undervejs, og der skal tages hensyn, samtidig med at det også er et kunstnerisk projekt. Det er i sidste ende en forestilling, der ærer de døende,” konstaterer Therese Willstedt, som også har inviteret de medvirkende til premieren.

Hvad tænker de døende om håb og troen?

”Det er lidt splittet. Halvdelen ved ikke, hvad der kommer efter døden. En af dem er en præst med en hjertefejl. Han holder fast i sin tro, men afskeden er svær. Han har hele sit liv arbejdet tæt på døden, til begravelser og bisættelser. Men når den så kommer ind på ham selv, begynder han at stille spørgsmål. Døden er jo anarki, man kan ikke kontrollere den. Men tvivle gør præsten ikke,” fortæller Therese Willstedt efterfulgt af et smittende smil, der afslører, at døden som drama ikke kun er sørgmodig.