Forleden stod kunstneren Peter Brandes for – måske – sidste gang i sit barndomshjem i Odense. Forældrene flyttede ind i lejligheden, da Peter Brandes var 10 år. Og moderen blev boende der i 65 år, så Peter Brandes gennem hele sit voksenliv kunne besøge hende i et slags levende museum over det sted, der både formede ham som menneske og kunstner. For det var også i den lejlighed, at faderen lærte ham at fremkalde billeder og lave linoleumstryk.
Men efter moderens død i november fik Peter Brandes ryddet op og fyldt 56 store flyttekasser med de ting, moderen havde samlet sammen gennem et næsten 104 år langt liv. Og nu er sporene efter hende allerede væk fra lejligheden, hvor væggene er blevet malet hvide som tomme lærreder.
”De fleste ville nok tro, at det var en trist oplevelse, men jeg syntes faktisk, at det var en vidunderlig smuk oplevelse at stå der i de nymalede, hvide rum, hvor jeg er kommet i 65 år. Det var, som om en eksplosion havde sprængt alt væk, så man kunne starte forfra. Og det er da en dybt lykkelig situation at have oplevet en masse ting, men alligevel få lov til at starte forfra,” siger Peter Brandes, der selv fylder 75 år i næste uge.
Peter Brandes kunstneriske far døde i 1980, mens moderen altså døde i november sidste år – af en virus, men den gamle mor havde et hjerte, der var så stærkt, at det stadig bankede i 15 minutter, efter hun blev erklæret død.
”Sådan var min mor på mange måder en imponerende kvinde. Natten før hun døde, sang hun fire salmer for sundhedspersonalet på sygehuset, der var forundrede over, at sådan en gammel dame stadig kunne huske sine salmer udenad. Og jeg føler mig taknemmelig for, at jeg kunne komme hos hende i mit barndomshjem i så mange år. Mine forældre har betydet enormt meget for mig, men nu er det endnu en gang en ny periode, der begynder. Ikke med en lille rest ovre i hjørnet, men ligesom fra begyndelsen, når man bliver født, helt fra bunden, ligesom da Gud skabte Himlen og Jorden, og der ingenting var, inden der pludselig kom de seks skabelsesdage og hviledagen. Da min mor fødte mig, klippede man navlestrengen over, og da jeg sad med min kone på sygehuset, mens min mor døde, blev den navlestreng klippet over for anden gang,” siger Peter Brandes og ser op.
”Alle mennesker får klippet deres navlestreng over for anden gang, når de mister deres mor. Sådan er der to navnestrenge i livet. Den første bliver klippet, når man bliver født, den anden, når din mor slipper dig helt, når hun dør. Det var også så smukt, da hun døde. Min mor var blevet blind på sit højre øje de sidste tre år af sit liv, men da hun døde med lukkede øjne, kom der pludselig en tåre ud af det blinde øje og løb ned ad hendes kind, efter hun var blevet erklæret død. Det var utroligt smukt at opleve. Vi er jo også født i vand som en indgang til livet, vi bliver døbt i vand som en indgang til det evige liv, og der døde hun også med en dråbe af vand som det sidste, hun gav os,” siger Peter Brandes og løfter sin kaffekop:
”Nu sidder vi og drikker en kop kaffe sammen. Det kan jeg gøre i morgen igen, hvis alt går vel. Men man kan kun overvære et kært menneskes død en gang. Sådan er døden unik og uigenkaldelig. Man kan ikke tage den om som et fotografi, der er blevet overbelyst. Døden kommer kun en gang, og derfor betragter jeg døden som noget enestående; enestående også i sin renhed. For renheden kommer netop frem ved, at den ikke kan gentages. Man kan ikke bare dø for sjov, og derfor er døden nok også det dybest alvorlige øjeblik i et menneskes liv.”
Sådan betragter den kendte kunstner også de hvide vægge i moderens lejlighed som et billede på den nåde, der peger ind i den kristne miskundhedstanke, der lader byrder og fejl forsvinde i Guds kærlighed, så vi bliver vasket hvide som en nymalet lejlighed. Men selv forstod han allerede som barn alvoren i de tunge byrder, mennesker kan bære, da han opdagede, at hans jødiske farfar, der oven i købet hed Isak til mellemnavn, døde i Auschwitz.
Derfor blev Peter Brandes også tidligt optaget af den svære bibelske fortælling om Abraham og Isak, som han siden har tegnet og malet som motiv mange gange. Blandt andet som en refleksion over Kierkegaards ”Frygt og bæven”.
Men både hos Kierkegaard og i Brandes’ billeder ender fortællingen med et kristent billede på nåden og Jesu korsvandring, så Isaks urimelige åg peger frem mod korset og Jesu åg, som vi opfordres til at tage på os, fordi alle byrder bliver lettere, når Gud bærer dem sammen med os. Og over for dødens gåde er Guds nåde også det eneste, vi har at holde os til, mener Peter Brandes.
”Man skal have usædvanligt stærke kræfter, hvis man skal kunne slå en sten i stykker med sin egen hånd, og på samme måde er døden ligesom en sten eller klippeblok, som man ikke selv kan ændre, men kun kan slå i stykker med sin tro,” siger Peter Brandes, der er blevet bekræftet i sit evighedshåb ved at bevidne moderens død.
”Jeg så, hvordan huden blev glattet ud, stivnede lidt og til sidst blev kold. Fra det øjeblik var det et andet menneske, der lå der ved siden af mig. Få timer tidligere havde jeg talt med et menneske, der havde en sjæl, men nu var den sjæl tydeligvis et andet sted. Jeg kan ikke se det anderledes. En videnskabsmand vil sige, at den nye tilstand skyldes, at blodet ikke længere cirkulerer rundt i kroppen, fordi hjertet ikke længere banker. I min mors tilfælde slog hjertet så stadigvæk et kvarter efter, at hun var blevet erklæret død. Men jeg oplever døden som en klar afsjæling af legemet, så man mærker, at sjælen nu er et andet sted.”
Den døde krop er afsjælet som Jesu tomme grav, mener Peter Brandes og peger på påskeevangeliet, hvor en engel også siger til kvinderne ved graven, at ham, de søger, ikke er her længere.
”Når Jesus påskemorgen kommer ud af graven, genkender Maria Magdalene ham først ved stemmen. Det synes jeg er stærkt. I begyndelsen var Ordet, og det er også først og fremmest Jesu ord, som folk genkender ham på. Troen kommer af det, der høres, som der også står skrevet. Senere genkender disciplene ham først, da han bryder brødet og skænker nadvervinen. Sådan oplever man også først kristendommen gennem ordet, nadverbrødet, nadvervinen og dåben. Kunsten kommer først i femte række, hvor vi tilføjer noget. Sådan har jeg også altid set min kirkekunst. Men sommetider kan et billede udtrykke noget, der er sværere at sige med ord.”
Det vil han også gerne vise med de to kommende udstillinger, der sammen med en smuk illustreret salmesamling markerer hans fødselsdag, på henholdsvis Johannes Larsen Museet i Kerteminde og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor han udstiller en del af sin egen kunstsamling i dialog med sin egen kunst.
”Min kone og jeg har efterhånden udsmykket temmelig mange kirker i årenes løb, men vi har samtidig selv samlet på kristen kunst. Vi har for eksempel måske verdens største private samling af byzantinske kors, og vi har værker af blandt andre Eckersberg, Hammershøi og Niels Larsen Stevns med kristne motiver. Men jeg vil gerne have den vinkel på det, at kristen kunst ikke handler om kunstnerens egen bekendelse, men om det, man som betragter lægger i det. Jeg har fået en kristen oplevelse af mange af de værker, jeg har købt, selvom kunstnerne ikke har bekendt sig til kristendommen. Derfor har jeg givet mange værker nye kristne titler,” afslører han, da vi træder ind på Kunstforeningen Gl. Strand i København, hvor han selv har en lang række kunstfotografier med i den aktuelle udstilling med kunstnersammenslutningen Grønningen.
”Meget af min kunst handler om at give døde ting nyt liv, så det også kunne tolkes som en slags genopstandelsesmotiver, før jeg selv lagde det i det selv. Jeg blev først optaget af kristne motiver, efter jeg opdagede de smukke kors i romanske kirker i Frankrig, hvor jeg rejste rundt, da jeg var i 20’erne. Som helt ung tjente jeg i stedet mine lommepenge på at vinde fotokonkurrencer, men jeg holdt op med at tage billeder af levende mennesker, fordi jeg følte, at jeg sugede livet ud af dem på den måde. I flere år tog jeg faktisk slet ikke billeder, før jeg begyndte at tage billeder af døde ting som antikke skulpturer for at give dem liv. Det var der jo også en slags genopstandelse i. Og jeg udviklede tidligt en teknik, hvor jeg malede med fremkaldervæske i mørkekammeret for at lege med lyset og give billederne mere liv. Min mors køkken var faktisk mit første mørkekammer. Dér begyndte jeg allerede at fremkalde billeder, da jeg var 14 år gammel.”
Et smil bryder frem i det ellers alvorlige ansigt.
”Min mor var så glad for sit køkkenbord. Det var et grønt flammet linoleumsbord, men jeg kunne ikke undgå at spilde fremkaldervæske på det, selvom jeg havde lagt avispapir på, så når jeg havde arbejdet med fotografierne om natten, var der om morgenen rædselsfulde gule pletter på. Og jeg ser stadig min mor for mig stå og skure løs med en børste med skurepulver, mens hun spurgte, om det virkelig var nødvendigt, at jeg skulle stå og fremkalde billeder der. Men min far, der havde introduceret mig til fotografiet, sagde: ’Lad nu være, så længe bordet fungerer, er det da lige meget’. Men min mor beholdt bordet lige til hun døde, og de gule pletter var der altid.”
Sådan er der næsten også altid et fysisk spor efter dem, der er borte. Det opdagede Peter Brandes sidste år, da han tog tilbage til faderens barndomsby i Leipzig.
”Vi opsøgte det sted, hvor han havde boet i Nikolaistrasse i nærheden af katedralen, hvor Johann Sebastian Bach og Felix Mendelssohn blandt andre spillede. Vi kunne se, at ejendommen på min fars gamle adresse var ny, fordi det oprindelige hus var blevet bombet sønder og sammen under Anden Verdenskrig, men vi gik ind i gården, hvor der var en intakt, gammel granitkældertrappe, hvor jeg tog nogle billeder. Væggene var beklædt med brune fliser med specielle mønstre i, mens gelænderet også var intakt. Og pludselig blev jeg klar over, at min far havde haft sin cykel stående nede i den kælder som dreng, så han må også have rørt ved det gelænder og kigget på de brune fliser og gået på granittrappen. Og ligesom jeg havde det hvide rum som afslutningen på min mors liv, så jeg her et rum som begyndelsen på noget, der engang havde været. Jeg gik ned ad den trappe, som min far engang havde gået op ad.”
Som en ung mand fik faderen senere en radiobutik i Leipzig, der hed Brandes’ Tonhalle. For faderen var en lydpioner i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, hvor han var en af de første, der arrangerede radiomusik i et rum.
”Min far var en del af kunstnermiljøet i byen, og der var ikke langt til Bauhaus. Og han havde selv den idé, at radioen var fremtiden som en kulturformidler. Hans tanke var, at radioen skulle kunne bringe musik, litteratur og filosofi ud til folk. Det var han dybt optaget af. Han holdt blandt andet radiokoncerter ved at stille højtalere ud i et rum, hvor der kunne være 200, og så kunne folk komme ind, hvis de købte en billet til Brandes’ Tonhalle. På den måde kunne folk for eksempel høre en koncert af Mahler med Berliner Philharmonikerne. Det var dengang, folk ikke havde råd til at købe en radio selv. Men så lavede min far sin egen koncertsal, som altså var imaginær, fordi den kun bestod af radiomusik,” siger Peter Brandes og tilføjer:
”Jeg har lavet nogle skulpturer med en mand, der går rundt med en radio på ryggen som et tornyster. Som Sisyfos, der bærer på en sten, men også som et mirakelinstrument, der jo desværre blev misbrugt. Min far troede, at radioen var det bedste, der var sket menneskeheden, fordi radioen kunne udbrede musik og dannelse til alle, men der var to mennesker, Goebbels og Hitler, der tænkte, at radioen var det bedste instrument til at komme til magten ved at forgifte folks tanker og forgifte deres tilværelse. Det, der var min fars drøm, som han håbede kunne skubbe kulturen fremad, blev således i virkeligheden hans forbandelse. Derfor bærer han en radio som et åg på min skulptur og i en serie nye billeder.”
Bøjet ligesom på dine Isak-billeder?
”Ja, netop. For det indvarslede begyndelsen på vores families tragedie. Efter krystalnatten i 1933 indså min far, at det var slut og flyttede til Paris med sin familie, inden han selv kom til Danmark og mødte min kristne mor. Og senere blev min diskussionslysne far selv kristen, da han tog med min mor i kirke. Men min farfar blev arresteret den 4. marts i 1943 i Paris. Min farfar døde i Auschwitz, mens min farmor undslap, da hun ikke var hjemme. Men jeg tror næsten hellere, at hun ville være blevet fanget. For hun kunne intet fransk og endte som vagabond. Ved et mirakel genkendte min faster hende, da hun så hende stå og rode i nogle skidtkurve to år senere. Min farmor var så skamfuld, at hun forsøgte at begå selvmord, men det blev heldigvis stoppet. Og da jeg var tre år, besøgte hun os nogle måneder, inden hun sejlede til New York, hvor hun døde i 1955 efter nogle gode år der.”
Alt det genoplevede Peter Brandes, da han ryddede op i sin mors dødsbo og blandt andet genså faderens 120 fotoalbummer med tusindvis af billeder.
”Sådan fandt jeg også min farmors jødestjerne. Det var en mærkelig fornemmelse pludselig at sidde med den i hånden. For det gav et stærkt indblik i min families fortid, men min konklusion ved at stå i det hvide rum, hvor ingenting var tilbage, var alligevel, at minderne er vigtigere end ting. Jeg havde samlet 56 flyttekasser med papirer og billeder i min mors lejlighed, men det var vigtigere for mig at have mit eget billede i hovedet af at blive tørret af min farmor med et håndklæde, efter min søster og jeg havde været i bad i en zinkbalje ved kakkelovnen. Min farmor ville så gerne være den, der fik lov til at tørre os. Jeg ser hendes grå hår endnu, og jeg ser det rosa skær fra kakkelovnen for mig. Der kom både varme fra kakkelovnen og min farmor, og jeg husker den glæde, hun havde ved at være i live og reddet, så hun kunne sidde og tørre sine børnebørn. Det minde er egentlig mere værd end alle papirerne,” siger Peter Brandes og tier et øjeblik, inden han tilføjer:
”Jeg ved godt, at Henrik Nordbrandt skriver i et digt, at det, der er tilbage, når nogen er død, er alt det, man finder. Men det er egentlig noget frygteligt sludder. Det, der er tilbage, er alt det, man har i sin erindring om de mennesker, man har sat pris på og levet sammen med. For livet er det vigtigste, og genstandene er det mindst vigtige. Derfor var det hvide rum, som jeg snakkede om, en vidunderlig renselsesproces. For det opfordrer dig til at begynde at sætte nogle ord på væggen eller tegne nogle ting på væggen eller synge nogen sange inde i det rum, som er knyttet til de mennesker, du holdt af. Og så kan du lige pludselig genskabe det hele. Det behøver man ikke tingene til. Det har du dig selv til – så længe du lever.”