Døden gør noget ved os alle - også præsten

Faderen mente, at Robert Enevoldsen skulle være fisker ligesom han selv. Men de storebølger var ikke noget for sønnen. I stedet blev han præst i fiskerbyen Thyborøn. Nu takker han af efter 19 år i et sogn med landets højeste dåbsprocent og fyldt kirke ved hver begravelse

Der er kun en klitrække mellem havet og byen, og i Thyborøn er fiskeriet da også stadig den vigtigste livsnerve med 1000 arbejdspladser på havnen - og et indbyggertal på 2000. Det sætter selvfølgelig sit præg på byen. -
Der er kun en klitrække mellem havet og byen, og i Thyborøn er fiskeriet da også stadig den vigtigste livsnerve med 1000 arbejdspladser på havnen - og et indbyggertal på 2000. Det sætter selvfølgelig sit præg på byen. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Det er tirsdag formiddag i Thyborøn. Byens centrum byder på Nærkøb med indbygget spillehal, værtshuset ”Ankerpladsen”, der rager ud på fortovet med en karnap bygget som førerhuset på en fiskekutter - og så en genbrugsbutik. To teenagepiger er på vej ind i den lille købmandsbutik for at købe pølsehorn med ketchup i frikvarteret. Ellers er der kun en enkelt hundelufter på gaden.

Men på havnen er der liv. Thyborøn har godt 2000 indbyggere - og 1000 arbejdspladser på havnen, der er en af Danmarks største fiskerihavne. Vejene her langs kajen hedder Rødspættevej og Trawlvej, og der er fyldt med mænd i blå kedeldragter og små effektive gaffeltrucks. At fiskeriet er byens vigtigste livsnerve, ser man også foran de lokale kæmpevillaer, hvor gipsløver er erstattet af gigantiske, tjærede træankre, der pryder forhaverne.

Det er det samfund, Robert Enevoldsen flyttede til for 19 år siden, da han blev præst i Thyborøn sogn efter ti år i et udpræget landbrugssogn i Vendsyssel.

I dag går han og pakker sit præsteliv ned i flyttekasser. Han flytter til Holstebro, går på pension og regner med at bruge en del af sin nye tilværelse på at prædike i de missionshuse, der endnu findes, og hvor han oplever et stærkt fællesskab og engagement i troen - også blandt de helt unge, som han ser flere af i missionshusene end i kirken.

Det er 19 intense år i fiskerbyen, der nu bliver til et kapitel i Enevoldsens livshistorie. Et kapitel, der indledtes med et følelsesmæssigt stormvejr, da det blev kendt, at sognets nye præst ikke ville vie fraskilte på grund af sin bibeltro. Formanden for menighedsrådet gik af, og siden fulgte et møde med biskop og provst, som endte med, at fraskilte stadig kunne vies i kirken - blot ved en anden præst end Enevoldsen.

Thyborøn er ellers kendt som et meget stærkt kirkesamfund med landets højeste dåbsprocent på 99,5, og hele 96 procent er medlemmer af folkekirken. En af forklaringerne på den stærke opbakning til kirken handler netop om det med fiskeriet - om havet - og om døden, mener Robert Enevoldsen.

”Når man tænker på døden inde i en større by, så fylder det ikke så meget, som det gør herude på vestkysten i et lille sogn. Når der er begravelser her, så kommer der som regel mellem 100 og 350. Hver gang en af de lokale dør, jamen så betyder det noget. For eksempel kan det være, at der på grund af et dødsfald nu lukker en virksomhed på havnen. Og det påvirker hele lokalsamfundet.”

Havet var før som nu den afgørende livgiver til byen. Men det var også der, man kunne miste livet, og ifølge Robert Enevoldsen har netop den dobbelthed præget folk på egnen. I dag er det nu ikke længere de voldsomme bølger, man frygter mest. Når der sker ulykker til havs, er der i dag ofte tale om arbejdsulykker om bord på de store fiskekuttere. Men de store katastrofer er en del af sognets historie. Da den første kirke i Thyborøn blev bygget i 1908, var det da også på baggrund af et par store drukneulykker i 1890'erne, og så sent som for 20 år siden måtte Robert Enevoldsen begrave en lokal redningsmand. Et engelsk fartøj var kommet i havsnød, og tre mand faldet over bord. Redningsmanden fra Thyborøn tog af sted for at redde dem, men blev selv taget af havet.

”Døden gør noget ved os alle sammen. Også præsten. Jeg kan sagtens være professionel i mit arbejde og gennemføre begravelsen, men jeg græder indvendig. Kort tid efter at jeg var blevet ansat, var der to mænd sidst i 40'erne, der kørte galt ude på tangen, lige nord for Harboøre. Folk, der så ulykken, siger, at bilerne røg ti meter op i luften, da de kørte sammen - og den ene af førerne sad helt fysisk omme på bagsædet af bilen, da de fandt ham. Han var blevet presset bagud med sådan en kraft. Det skete en søndag sidst på dagen, og de spærrede tangen af i flere timer. Så bankede det på døren, og udenfor stod en af dem fra menighedsrådet, der sagde til mig: ”Robert, du skal hejse flaget på halv - nu! Det har alle andre i byen gjort. Du skal vise, at du lider med dem”.

Den ulykke lå som en dyne over byen i lang tid. Og jeg skulle begrave dem begge. Det kræver medfølelse at gøre det på den rigtige måde. Og den har jeg. Også fordi vi på et tidspunkt selv mistede vores pige på to år. Det gør jo noget ved en at stå ved sin egen datters lille kiste. Min største bekymring var, om min kone kunne holde til det. Det var vores drenge på seks og otte år, der var med til at bære kisten. Efter det oplevede jeg også, at folk så på en på en anden måde: 'Han ved, hvad han taler om'.”

Artiklen fortsætter under billedet 

”Når man tænker på døden inde i en større by, så fylder det ikke så meget, som det gør herude på vestkysten i et lille sogn. Når der er begravelser her, så kommer der som regel mellem 100 og 350. Hver gang en af de lokale dør, jamen så betyder det noget. For eksempel kan det være, at der på grund af et dødsfald nu lukker en virksomhed på havnen,” fortæller Robert Enevoldsen, der har været præst i Thyborøn i 19 år. -
”Når man tænker på døden inde i en større by, så fylder det ikke så meget, som det gør herude på vestkysten i et lille sogn. Når der er begravelser her, så kommer der som regel mellem 100 og 350. Hver gang en af de lokale dør, jamen så betyder det noget. For eksempel kan det være, at der på grund af et dødsfald nu lukker en virksomhed på havnen,” fortæller Robert Enevoldsen, der har været præst i Thyborøn i 19 år. - Foto: Petra Theibel Jacobsen

Nu har præstelivet bestemt også budt på rigtig meget andet og meget mere glædeligt end dødsfald og begravelser. Blandt andet har Thyborøn både fået ny kirke og ny præstebolig samt haft dronningebesøg hele to gange, mens Robert Enevoldsen har været sognets præst.

Det lå ellers ikke i kortene, at det var som kirkens mand, Robert Enevoldsen skulle møde havets folk. Hans far var fisker i Esbjerg og mente højt og tydeligt, at sønnen skulle gå samme vej. Han forstod ikke, hvorfor det var nødvendigt med en studentereksamen, når nu de andre i familien havde klaret sig fint uden. Men Robert var bange for havet. Som barn faldt han i vandet, før han havde lært at svømme - og det var først, da han var på vej ned under bølgerne igen fjerde gang, at faderen fik ham hevet op.

”Men jeg holder af miljøet, og det ligger så dybt i mig, at jeg altid lige skal se, hvad kutterne hedder, og hvor megen fangst de har med hjem. Jeg vil dog helst leve på landjorden - ved siden af havet. Det er også derfor, jeg har elsket at være her. Og efter den første uoverensstemmelse med den daværende formand for menighedsrådet har jeg haft et fortrinligt samarbejde med folk her. Selv om jeg ikke selv er fisker, så betyder det da noget, at jeg kommer fra en fiskerfamilie. I starten sagde folk: 'Dig kender vi ikke, men vi har fisket med din bror - så du er godkendt'. Dengang havde vi stadigvæk Sømandshjemmet her i byen, og jeg blev foreslået som formand. En dag, hvor jeg var derovre, sad der nogle store mænd i deres blå Harboøre-habitter - eller kedeldragter - og da en af dem hørte, at jeg var præsten, pustede han sig lidt op og sagde meget højt, at sådan en ville han rigtig gerne op at diskutere med. 'Det kan du lige vove på', sagde en af de lokale så. 'For han er en af vore egne'. Da blev jeg glad og vidste, at nu var jeg accepteret.”

I 2011 kunne han så være med til at indvie byens nye kirke. En moderne vejkirke, der er åben for alle hver dag klokken 8-16. Klokkerne ringer hvert kvarter og minder på den måde sognets beboere om kirkens eksistens. Den har kostet 21 millioner kroner, betalt over kirkeskatten. Ifølge Robert Enevoldsen er det netop en af grundene til, at der er stor tilfredshed med byens nye vartegn.

”Umiddelbart skulle man tro, at folk ville tænke, at det var da mange penge - og kunne vi da ikke slippe for at betale kirkeskat. Men de mennesker, der bor her, er tværtimod stolte af, at det er deres kirke. Vi har mindst ti rundvisninger om ugen, og folk roser den. Det var da også en virkelig stor dag, da den blev indviet. Både daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) og daværende biskop Karsten Nissen var med. Vi begyndte klokken 14 og havde så troet, vi var klar til kaffen klokken 15. Men klokken blev 16.30, inden vi var færdige. For som biskoppen sagde: 'Det er ikke en fabriksbygning, vi indvier. Det er byens vigtigste hus. Det oplevede jeg som et fantastisk skulderklap.”

Der er tre dage, til flyttebilen kommer. Og når det sidste ord er læst i denne artikel, ja så har Robert Enevoldsen også sat punktum for sin tid i Thyborøn.

”Når man tænker på døden inde i en større by, så fylder det ikke så meget, som det gør herude på vestkysten i et lille sogn. Når der er begravelser her, så kommer der som regel mellem 100 og 350. Hver gang en af de lokale dør, jamen så betyder det noget. For eksempel kan det være, at der på grund af et dødsfald nu lukker en virksomhed på havnen,” fortæller Robert Enevoldsen, der har været præst i Thyborøn i 19 år. -
”Når man tænker på døden inde i en større by, så fylder det ikke så meget, som det gør herude på vestkysten i et lille sogn. Når der er begravelser her, så kommer der som regel mellem 100 og 350. Hver gang en af de lokale dør, jamen så betyder det noget. For eksempel kan det være, at der på grund af et dødsfald nu lukker en virksomhed på havnen,” fortæller Robert Enevoldsen, der har været præst i Thyborøn i 19 år. - Foto: Petra Theibel Jacobsen