Krigen har et kvindeligt ansigt - vi har bare ikke set det før nu

Nobelpristager Svetlana Aleksijevitjs roman ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” er nærmest ubærlig læsning

En ansat ved det tyske forlag Suhrkamp er ved at stille bøger af Svetlana Aleksijevitj frem forud for bogmessen i Frankfurt tidligere på måneden.
En ansat ved det tyske forlag Suhrkamp er ved at stille bøger af Svetlana Aleksijevitj frem forud for bogmessen i Frankfurt tidligere på måneden. . Foto: Frank Rumpen-horst/EPA/Scanpix.

”Ved De, hvor smuk morgenen kan være i en krig? Før kampene går i gang “ Du ser dig om og ved, at det kan være din sidste morgen. Jorden er så smuk “” Citatet af militærkirurgen Olga Nikititjna Zabelina er plukket fra den nobelprisbelønnede hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs prosadokumentar ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”.

Aleksijevitjs bog er et vidnesbyrd om russiske, ukrainske og hviderussiske kvinders oplevelser under Anden Verdenskrig. Over en million kvinder meldte sig til sovjetisk krigstjeneste for at forsvare Sovjetunionen mod den tyske invasion, men efter krigen blev de kvindelige veteraner hånet for deres ukvindelige adfærd, endda ofte af familie og tidligere venner. Samtidig nedtonede man systematisk kvindernes erfaringer i de officielle skildringer af krigen.

Derfor begyndte Svetlana Aleksijevitj for mange år tilbage at indsamle vidnesbyrd fra de endnu levende kvinder og nedskrive deres beretninger. I første omgang kunne hun dog ikke finde en udgiver til sin bog. Den var ifølge forlagsredaktørerne for ”uhyggelig” og ”skræmmende”. I 1985 lykkedes det imidlertid for Aleksijevitj at få udgivet ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, der siden er solgt i over to millioner eksemplarer og nu er udkommet på dansk i en fremragende oversættelse af Tine Roesen.

Svetlana Aleksijevitj, som oprindelig er journalist, har været i kontakt med over 500 kvinder. Ud af det omfattende materiale har hun valgt at give stemme til omtrent 200 kvinder, som i korte og pointerede fortællinger fra krigen beretter om de mest hjerteskærende begivenheder.

Bogen, som konsekvent tilbyder os et kvindeligt blik på krigens mange rædsler, kan derfor formelt beskrives som en mosaik af mini-interviews.

Det centrale for Aleksijevitj har ikke været at skildre krigens historie slag for slag, men derimod at formidle, hvad krigen gjorde ved sine deltagere, hvad kvinderne tænkte om døden, de andre krigsdeltagere og om sig selv. Hun har villet fremstille ”det lille menneskes historie, det menneske, der blev revet ud af sit almindelige liv” og knust af den store krigsmaskine.

En af de mest grusomme beretninger, som i den første udgave af bogen blev fjernet af den sovjetiske censur, men indarbejdet på ny i en senere udgave, lyder:

”Ved Stalingrad var der så mange dræbte, at hestene holdt op med at være bange for dem. Normalt bliver de skræmt. En hest ville aldrig træde på et dødt menneske. Vi samlede vores egne døde op, men tyskerne lå spredt ud over det hele. Frosne “ Iskroppe “ Jeg var chauffør, jeg kørte kasser med ammunition, og jeg kunne høre, hvordan deres kranier knustes under bilens hjul “ Og jeg var lykkelig.”

Man må forstå brutaliteten i den anonyme kvindes udsagn som et udtryk for, at de fleste mennesker gennemgår en voldsom forråelsesproces i en krigssituation.

”Døden kan man ikke tæmme,” forklarer den tidligere sanitetssoldat Zinaida Vasiljevna Korzj et andet sted i bogen og fortsætter: ”man må bare vænne sig til den.”

Det mest rørende og besynderlige er måske i virkeligheden, at så mange af de interviewede kvinder formåede at bevare og udvikle deres empati under de umenneskelige krigshandlinger.

Det gælder for eksempel gardeløjtnant og hjælpelæge Anna Nikolajevna Khrolovitj, som under kampene om Letland heroisk stormede ind i et ingenmandsland mellem russiske og tyske tropper for at hjælpe en nødstedt fødende kvinde. Anna Khrolovitj og fem russiske soldater, som løb med hende, blev heftigt beskudt af tyskerne, men nåede til alt held frem til gården, hvor hun agerede jordemor for kvinden, der fødte sit barn i smertefuld tavshed, da blot et enkelt skrig ville kunne tiltrække sig fjendens opmærksomhed og dermed en ødelæggende regn af granater. Missionen lykkedes. En lille lettisk pige blev født på frontlinjen og med hende et vidunderligt glimt af omsorg og næstekærlighed midt i krigens ufattelige ragnarok.

”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” er stærk litteratur og indimellem nærmest ubærlig læsning. Allerværst er skildringerne af de tyske soldaters brutale henrettelser af børn helt ned til spædbarnsalderen.

Svetlana Aleksijevitj har med bogen skabt en litterær komposition af kvindestemmer, som på hver deres måde sætter ord på skønne, bevægende og grusomme erfaringer fra slagmarken og felthospitalerne.

For krigen har naturligvis også et kvindeligt ansigt. Vi har bare ikke set det før. Har man først en gang læst bogen, glemmer man den aldrig.

kultur@k.dk