Med en præsts bratte død er temperaturen i den efterladtes, enkens, tilværelse sunket ned på niveau med et køleskabs. Men en udvikling finder sted. Og på de sidste linjer i Meretes Bandaks debutroman ”Et håb på størrelse med en myg – det er naturligt at dø, men...” er køleskabet proppet med forventning.
Forud er gået en dybtgående psykologisk analyse af den turbulens, der typisk opstår ved tabet af en ægtefælle. Forfatteren skildrer situationen med en indsigt, som man uden videre regner med, må have selvoplevelse som forudsætning – hvad forlagets pressemeddelelse ikke direkte bekræfter, men næsten.
Romanens titel er jo spektakulær, men jeg synes ikke, at den er helt dækkende. Det håb, der ved slutningen tegner sig for hovedpersonen, Lis, forekommer mig betydeligt større end en myg: Hun har indrettet sig i en lejlighed, har fået afklaret forholdet til sine døtre og er så parat, som hun indtil videre kan blive, til at genoptage sit arbejde som journalist.
”At blive indhentet. At blive overhalet indenom. Døden kører ikke efter reglerne.”
Nej, den har sine egne uigennemskuelige ”færdselsregler”. Men – insisterer Lis – døden er en lige så naturlig del af livet som så meget andet. Hvorfor kan vi ikke acceptere og indrette os efter, at det er sådan, det er? Hun spørger ind i sin egen manglende formåen i så henseende.
Merete Bandak redegør overbevisende for sin hovedpersons reaktioner på den opståede uoverskuelighed. De mange forvirrende tanker og følelser. ”Græmmelser over det man aldrig fik sagt. Over det man sagde, men som man ikke mente nær så slemt, som det var sagt. Over det man aldrig fik gjort, fordi man ikke kalkulerede med en deadline i praksis. Kun i teorien måske.” Det brutale, skærende klarsyn, der pludselig sætter én i stand til at se noget af det, man gjorde, ”som renvasket egoisme”.
Det komplekse i situationen afdækkes med en fortrolighedens præcision. Når Lis bliver spurgt, hvordan hun har det, må hun svare: ”Godt og dårligt på én gang.” Hun er glad blandt andet for det køkkkenbord, hun har købt til sin nye lejlighed. Men samtidig har hun det dårligt, fordi alt er blevet anderledes. Under det hverdagsagtige murrer til stadighed det disharmoniske, den pauseløse grumhed. Så indviklet, som alting er blevet, er det velgørende enkelt – erfarer hun – at tale med en lille dreng, som hun møder ved ejendommen, hvor hun bor.
Forholdet til døtrene indtager en vigtig rolle i den bevægelse frem mod forløsning, som Lis gennemlever. Det samme gør hendes konkluderende og meget besindige erkendelse af, hvad der i nødens stund kan bære: ”Hun har brug for Gud, og hun tænker, at det er i orden. Jeg har lært ord der taler ud af munden på mig, det er i orden. Jeg er formet af kristendommen, det er i orden. Hellere det end tåbelig arrogance.”
Romanen er skrevet uden føleri. Vi skal ikke have ondt af Lis, men sættes ind i den virkelighed, der er hendes.
Den distance, som Merete Bandak i sin egenskab af forfatter har til stoffet, sætter hende i stand til at komme tæt på og belyse den historie, som hun fortæller, fra mange vinkler og med et livgivende overskud. Det er en klog og indholdsmættet bog, som mange kan have udbytte af.