Døden melder sig med smerte og skønhed mod slutningen af nordmands storværk

I sjette bind af Jon Fosses syvbindsroman flyder minderne om ungdommen tudesmukt sammen med bevidstheden om døden

Sjette bind i serien er med få ord: nærværende og bevægende, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen om norske Jon Fosses nyeste værk.
Sjette bind i serien er med få ord: nærværende og bevægende, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen om norske Jon Fosses nyeste værk. Foto: Leif Tuxen.

Som forfatter kan man vælge en stil, der afviger fra den gængse, som når Yahya Hassan kun skriver med store bogstaver, eller man kan vælge en ”usynlig” skrift – at skrive på en måde læseren ikke rigtig bider mærke i.

I Jon Fosses syvbindsværk er vi nået til bind seks, ”Et nyt navn”, og den prisbehængte nordmand har stadig ikke sat ét eneste punktum. Teksten på de 105 små sider – alle bindene er relativt korte – brydes af linjeskift, der sine steder tjener som punktummer, men den lille sorte prik, ja, den er ingen steder at se. Men selvom det er en klar afvigelse fra normalprosaen, så virker skriften alligevel usynlig. Og det er bare ét af kunststykkerne i fortællingen om Asle, der er maler, enkemand og bor i Dylgja. Her lever han et liv, der i sin regelmæssighed og stilfærdighed minder om en munks, og han omgås kun sin nabo og sin gallerist i det nærliggende Bjørgvin, Fosses fiktionaliserede udgave af Bergen.

I alle de forudgående bind har Asle på de første sider set på et af sine malerier, hvor to streger, en lilla og en brun, krydser hinanden. Ligesom hans liv har krydset navnebroderens. Ham han fandt dødssyg i sneen i første bind. Men nu er Asle blevet træt af maleriet, og navnebroderen, der ligner ham til forveksling, får han ikke besøgt på hospitalet.

Septologien er fuld af den slags forbindelseslinjer og spejlinger og af diskrete, men radikale stilistiske greb. Og i sjette bind samler det hele sig om døden. Det er dagen før lillejuleaften, som Asle som vanligt skal holde med naboen, men Asle har ikke lyst til selskab eller ludfisk, har ikke lyst til noget andet end at mindes sin elskede afdøde Ales, og gennem minderne beskrives deres første møder, deres store kærlighed og tiden på kunstskolen. Men indimellem bliver minderne til navnebroderens minder. Se bare det vilde, men selvfølgelige skift i den her passage:

”jeg tænker at jeg er så træt så træt og jeg lukker øjnene igen og jeg ser Asle gå ned ad gangen på Studenterhjemmet og han tænker at han sagde til Siv at de tales ved i morgen”

Via disse skift eller glidninger får vi indblik i, hvordan navnebroderen som ung gjorde en kvinde gravid, som han derfor måtte gifte sig med. Men han elskede en anden og endte i utroskab, druk og med en dreng, hvis mor slugte piller for at dø.

Asles dobbeltgænger har levet det liv, han selv kunne være endt med, hvis ikke han havde mødt kærligheden og katolicismen. Og nu er troen og minderne om Ales, efter han har tabt glæden ved at male, det der står tilbage. Hans støtter. Men livsflammen flakker. Han orker ikke rigtig mere og lader sig, liggende dér på slagbænken under et slumretæppe, opsluge af fortiden, og hvor de første fire binds gentagelser, deres stilfærdige kværnen, holdt fortællingens emotionelle kraft nede, så er det, som om den for alvor rejser sig i bind fem og bind seks, og det er rørende at følge de to navnebrødres vidt forskellige skæbner, der – som maleriets to linjer – må forventes at krydse hinanden igen i sidste bind.

Kunsten, der mimer livet, livet, der mimer kunsten, og samtidig troen, som Asle funderer så meget over. Han anser sig selv for en dårlig tænker, men det ligner falsk beskedenhed fra Fosses side – der er nemlig også tale om en slags selvbiografi – for Asle er begavet og dybsindig.

Men en ny karakter er kommet til, der tjener som en velkommen modvægt til de abstrakte tanker og forestillinger. I Asles tid på Kunstskolen, som han så gerne tænker tilbage på, lejede han et værelse hos en Herdis Åsen; aldrende, let fordrukken, storrygende og af princip single, og beskrivelserne af hende er fine, sanselige og vidunderligt tragikomiske.

Bind seks er, sagt med færre ord, nærværende og bevægende, og måden, hvorpå livet viger for mindernes strøm som et forvarsel om den kommende ”store fred”, er uhyre godt orkestreret af Fosse, ligesom Jannie Jensen og Arild Batzer har oversat med såvel lydhørhed som indsigt. Der er i dén grad grund til at vente på syvende og sidste bind.

Jon Fosse: Et nyt navn. Septologien VI. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 114 sider. 150 kroner. Batzer & Co.