Døden vedrører også børn

Forfatteren Rebecca Bach-Lauritsen håber, at himlen er mere end et hul i jorden. Nu er hun aktuel med børnebogen ”Stykker med himmel” om en dreng, der mister sin farfar

”Stykker med himmel” handler om drengen Karl, som mister sin bedste ven – sin farfar. Bogen er illustreret af Stian Hole. – Illustration: Stian Hole.
”Stykker med himmel” handler om drengen Karl, som mister sin bedste ven – sin farfar. Bogen er illustreret af Stian Hole. – Illustration: Stian Hole.

Rebecca Bach-Lauritsen er som tidligere tv-vært i blandt andet ”Elefantvask” på DR’s børnekanal Ramasjang kendt af mange børn for sit store smil og store røde hår, men fra sin forfatterdebut i 2011 har hun med sine poetiske sætninger vist, at hun også har et stort sprog.

I februar blev hele to af hendes nye, roste børnebøger ”Ud af det blå” og ”Det meget meget MEGET farlige monster” udvalgt af Statens Kunstfond til at repræsentere det bedste fra Danmark i ”Books from Denmark”. Og nu er hun allerede klar med den nye eksistentielle børnebog ”Stykker med himmel”, der faktisk er en selvstændig efterfølger af hendes debutbog ”Veronika lyder som harmonika”. Men nu er en af debutbogens bipersoner forfremmet til at være hovedperson.

”Stykker med himmel” handler om drengen Karl, som blot bliver kaldt ”idioten” i Veronikas fortælling om at være en ny pige i klassen med rødt hår og fregner. Og nu er hun blevet en biperson i Karls historie om at miste sin farfar.

”Jeg ville gerne vise, at der ikke findes bipersoner, men at alle mennesker har ret til deres egen bog,” forklarer Rebecca Bach-Lauritsen.

Et sted i sin nye børnebog ”Stykker med himmel” beskriver Rebecca Bach-Lauritsen smukt, hvordan hovedpersonen Karls farfar ikke længere kan læse eventyr op, som dengang Karl kunne ligge på bedstefarens bryst og lytte til den mørke stemme, der føltes som et bjerg fuld af eventyr:

”Farfar læser ikke mere, han taler stadigvæk en gang imellem, stemmen er der endnu, men den lyder mere og mere, som når man lagde hovedet ind til hans bryst, dybe mørke lyde, lukkede bjerge. Karl savner at lægge hovedet ind til farfar på den måde. Nu kan han ikke engang finde ud af at lægge sin hånd på hans, og i hvert fald spritter han den af mindst tre gange bagefter, så bakterierne ikke kan trænge ind gennem huden på hånden og gå i blodet som en død går gennem vægge,” skriver hun med en lidt uhyggelig aktualitet ind i disse dages angst for at røre andre, hvor mange bedsteforældre nu er i fare for at dø, hvis vi ikke passer på.

Rebecca Bach-Lauritsen ved selv, hvad det vil sige at miste en bedsteforælder i en tidlig alder. Hendes morfar hentede hende fra skole hver torsdag, og så tog de i skøjtehallen i Islev.

”Det var ikke sådan yndefuldt med balletskørt. Jeg skøjtede i et gult regnsæt, så det ikke gjorde noget, hvis jeg faldt. Jeg skøjtede bare hurtigt. Det var det, det gjaldt om for mig, men min morfar stod på sidelinjen og nød at se mig stå på skøjter. Men en dag faldt han uden at glide eller snuble over noget, da vi gik derfra, og jeg havde fået skøjterne af, så jeg havde bare strømpesokker på. Jeg var nok omkring otte år. Min morfar var sådan en klippe for mig, så jeg havde aldrig set ham falde før. Men benene forsvandt under ham den dag. Og det satte sig længe i mig som en skyld, fordi han var faldet, mens han var sammen med mig. Men hele det tab, hvor han langsomt blev mindre end den, han havde været, fik mig også til at indse, at døden også vedrører børn,” siger Rebecca Bach-Lauritsen, der blandt andet tidligere har skrevet om døden for børn i ”Ellens ark” om en pige, der mister sin lillebror.

Rebecca Bach-Lauritsen har skrevet flere bøger om døden for børn. Hun mistede selv sin morfar, da hun var 10 år. – Foto: Agnete Schlichtkrull.
Rebecca Bach-Lauritsen har skrevet flere bøger om døden for børn. Hun mistede selv sin morfar, da hun var 10 år. – Foto: Agnete Schlichtkrull.

Men den nye bog handler ikke kun om døden, men også om at finde sig selv.

Solopgange og solnedgange ligner hinanden, og sådan er det også lidt med begyndelsen og afslutningen af livet, hvor det kan virke, som om man fader ind og ud af livet, men det skaber også et særligt bånd mellem oldinge og små børn, mener forfatteren.

I bogen møder vi Karl, som går i skole, hvor han har svært ved at åbne munden, når han bliver mobbet. Hans bedste ven er hans farfar, der på den anden side er ved at miste evnen til at sætte ord på alting. ”Farfar er altid hjemme” – som i kronisk karantæne på sit plejehjem, hvor han langsomt mister sine evner. Karl bliver bedre til at svare for sig i løbet af historien, mens farfaren mister ordene et efter et, til han sidst bliver helt tavs i sin grav. Men mens han stadig kan lege med sit barnebarn, sidder to venner på tværs af generationer og samler puslespil på plejehjemmet, så de bogstaveligt talt sidder med små ”stykker med himmel” mellem hænderne sammen.

”Sosu-assistenten på plejehjemmet kommer ind og kigger beundrende på det store ufærdige puslespil på samme måde, som hun kigger på Karl – som om man godt kan være smuk og helt, som man skal være, selvom man ikke er blevet færdig. Og det er også et af bogens temaer. Hvornår er man det menneske, man skal være? Når jeg ser et gammelt menneske, kan jeg tænke, gad vide, hvem det menneske var som ung? Og når jeg ser et barn, kan jeg tænke gad vide, hvad det barn bliver til? For vi er alle på vej hen mod nye steder, og vi kan alle ændre os undervejs. Alle mennesker er selvfølgelig mennesker i deres egen ret lige, hvor de er i livet. Men børn og ældre har et fælles rum, fordi de ligesom ikke er inde i centrum af den travle arena. Når man er på et plejehjem, kan det også virke, som om de ældre ligner hinanden, og samme fornemmelse kan man have i en vuggestue,” siger forfatteren, som også reflekterer over, hvor meget døden og livet kan ligne hinanden i sin bog, hvor et kapitel begynder med sætningen ”Farfar ligger i sengen og ligner døden”, og et andet kapitel begynder med: ”Døden ligger i sengen og ligner farfar”. Det er den lille sproglige forskel, der er forskellen på liv og død. Og på samme måde leger hun også med himmelbegrebet i sin bog, fordi ”Stykker med himmel” både refererer til puslespillet og de to former for himler over os:

”I bogen tror farfaderen kun på den fysiske himmel. Men både den astronomiske og bibelske himmel kan være svær at forstå, fordi begge himmelformer virker uendelige og dermed griber ud efter de religiøse følelser. Jeg kan lide de store gåder. Jeg læser tit i Bibelen uden at forstå det hele. Jeg beder også aftenbøn og har et kors tatoveret på armen, fordi jeg som 19-årig havde brug for et stærkt symbol at støtte mig til. Men jeg er stadig uafklaret om, hvad jeg egentlig tror på. I bogen siger Karl, at himlen er et hul i jorden, men jeg håber lidt, at der er mere end det. For når man mærker kærligheden til sine børn, kan man ikke forestille sig, at den skal holde op. Da min far døde i en trafikulykke, sagde den gode præst også til mig, at efterlivet er at være i Guds kærlighed. Det, synes jeg, stadig er godt sagt.”