For Preben Kok er 2015 ikke kun et år, der står i terrorens og flygtningestrømmenes tegn. Det er også et år, hvor han efter fire årtier som sognepræst i Engum ved Vejle gik ned fra prædikestolen i den lille landsbykirke for sidste gang og flyttede væk fra præstegården.
I dag bor han sammen med sin kone, Grete, i et mindre nybygget hus nogle få hundrede meter væk fra sin gamle bolig, men stadig med udsigt til kirken, grønne marker og engarealer. Og her i huset er der især et af rummene, der knytter an til emnet for vores samtale: Frygt ikke.
”Vi har fået lagt nogle ekstra kvadratmeter til vores soveværelse,” fortæller Preben Kok, mens han åbner døren ind til et lyst og stort rum med hvidmalede vægge.
”Det skal være et sted, hvor jeg kan forestille mig at ligge, når jeg skal dø. Derfor er det også to helt særlige malerier, der hænger herinde. Det ene, du kan se over sengen, er holdt i rolige grønne og blå nuancer og flader, mens det andet, som jeg kan ligge og se på, er meget mere fyldt med detaljer og spraglede farver. Det er et billede, jeg kan gå på opdagelse i, og hvor jeg kan blive ved med at finde nyt.”
Preben Kok er klar over, at det kan virke meget fremmed for andre, at han på den måde har tænkt på sin egen død, mens han indrettede huset. Men for den tidligere sogne- og sygehuspræst viser det netop, hvor langt væk døden som et grundvilkår er kommet fra vores bevidsthed. Og det er for ham at se en af grundene til, at vi reagerer med lammende frygt, når døden kommer tæt på.
”Vi har helt mistet blikket for, at vi skal dø. Vi har groft sagt en eller anden ide om, at hvis det sker, så er det enten på grund af lægefejl, eller fordi vi selv har levet for usundt. På den måde er døden stadig et område, vi mener, vi skal have kontrol over. Det gør os urealistiske. Når så uskyldige mennesker skydes ned, bare fordi de er til koncert eller på cafe i Paris, bliver det tydeligt, at vores kontrol over døden er væk, og vi forvirres så meget, at den modstandskraft, vi har i os, bliver mindre, end den tidligere var.”
Det har også ofte været frygten for at give slip på kontrollen, Preben Kok har mødt, når han som sygehuspræst har siddet ved siden af et døende menneske. Koblet med en uforståenhed over for, hvorfor ens egen magt pludselig slipper op. Men netop i den situation giver ordene ”Frygt ikke” så meget mere mening.
”For udsagnet betyder jo ikke, at du bare skal være sorgløs. Frygten kan sagtens være reel. Hvis du er en sangfugl og møder en rovfugl, skal du selvfølgelig være på vagt. For der er steder i livet, hvor vi har magten, og andre, hvor vi ikke har den. Der er en grænse, og ved den kan vi møde Gud - det er det, juleevangeliets ”Frygt ikke” gør opmærksom på. Og det er faktisk en befrielse at finde ud af, at vores egen magt har en grænse, for så er vi ikke herre over livet og skal ikke kunne finde ud af alt. Der er derfor altid to sider af frygten, for samtidig med, at den er livshæmmende, kan den på den måde også veksles om til at være en ressource, der frigiver liv. Til et håb. Og det er den dobbelthed, der ligger i udsagnet.”
Preben Kok vil nok i virkeligheden hellere bruge ordene ”Angst ikke” end ”Frygt ikke”. For mens frygten som regel er knyttet til noget konkret, som vi efter et stykke tid kan se, om der var grund til at have eller ej, så er det i den svimlende angst for alt og intet, at man mere grænseløst kan opleve jorden forsvinde under sine fødder. Og det er samtidig i angstens absolutte kerne, at man pludselig kan opleve en ny begyndelse, et nyt liv.
”Jeg har selv levet med angst i 25 år. Jeg kender den dybeste afgrund og den totale opgivelse. Men når jeg har været allerlængst nede og ikke troet, at noget overhovedet var muligt længere, så er der pludselig kommet nye erkendelser, nye spirer til liv. Efterhånden har jeg lært, at angst er et symptom på en ressource, man har og ikke bruger. At angsten handler om noget, man ikke helt har erkendt omfanget af i sit liv. Og hvad det er, er selvfølgelig individuelt. Men som samfund er der helt generelt noget med vores forhold til døden, der ikke er på plads. Vi har glemt at forholde os til indskriften på de gamle gravsten: Memento mori - husk på døden. Og når man nægter at se døden eller magtesløsheden i øjnene, så begrænser man sin livsenergi.”
Som sjælesørger og supervisor for blandt andet lægerne på Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus har Preben Kok brugt begreber fra psykoanalysen til at forklare, hvad det er, vi overser, når vi glemmer dødsfrygten i vores hverdag.
”Hvor eros er livsdriften eller kærligheden, så er thanatos dødsdriften eller dødsfrygten. Den sidste har vi mistet i dag. Og det er sket i vores generation. Mine forældre kendte til thanatos, for de voksede op i en tid, hvor der ikke fandtes penicillin. Det kan lyde alt for banalt, men den fjernede faktisk en reel frygt for, at du kunne dø af en sygdom som for eksempel lungebetændelse. I dag har vi selvfølgelig også epidemier, der ikke kan bremses via penicillin, men der kan vi alligevel føle os som de sikre ved at udpege AIDS som det, vi kan beskytte os imod, eller ebola som et rent afrikansk problem.”
Men vi får problemer, hvis vi glemmer thanatos, siger Preben Kok. For hvor der er helhed, er der altid to sandheder, der er sande på samme tid. Og det gælder også i forhold til eros og thanatos.
”De er begge kilder til liv. Så når vi fornægter døden, så lever vi ikke helt, men forsøger i stedet at få kontrol over noget, vi hverken har kontrol eller magt over. Det gør vores liv forkrampet og til et i virkeligheden umuligt projekt. For magten og kontrollen over liv og død ligger uden for os selv. Når terroren rammer i Paris, bliver jeg selvfølgelig også anfægtet. Men hvis man ved, at der er grænser for, hvor megen kontrol man kan få over livet, så ved man også, at en del af ansvaret for det, der sker, skal placeres hos Gud. Den erkendelse kan lette noget fra ens egne skuldre og paradoksalt nok give mere energi til at løse de opgaver - også i forbindelse med terror - som vi kan løse.”
Det er nogle af de samme pointer, Preben Kok blev landskendt for, da han dels medvirkede i DR 2-serien ”Skriftestolen” i 2008 og senere samme år fik udgivet bogen ”Skæld ud på Gud”. Bogen har solgt i mere end 34.000 eksemplarer og viser, at han har ramt et behov for sjælesorg i det moderne samfund, hvor vi ellers tror, at vi skal klare det hele selv.
”Det er jo næsten sådan, at for at være realistisk i dag, så er du nødt til at være troende. For ellers tildeler du dig selv for meget magt. En magt, du ikke har. Og når du erkender det, så får du faktisk en handlekraft. Du finder nemlig også ud af, at du gerne må være sur på, vred eller skuffet over Gud. For han bliver ved med at være der og er solidarisk med dig i din lidelse eller frustration. Han går ikke væk. Det har jeg selv erkendt, for jeg har i den grad kæmpet med Gud. Fyret ham, skældt ud på ham og været tosset på ham. Men det er jo som med barnet. Det giver ikke barnet mest glæde at få ret, men at finde ud af, at forældrene er der for en, at de tager ansvaret - og at de elsker dig lige gyldigt hvad.”
Og denne kærlighed - som er betingelsesløs, når den kommer fra Gud - er forudsætningen for et andet forhold, som også har været svært for Preben Kok: At erkende, at noget af det, man hader ved sig selv, kan være frugtbart. Det handler igen om den dobbelthed ved alting, som især modenheden har fået ham til at indse.
”For jeg er jo ikke kun den pæne og pleasende Preben Kok, selv om det er den side, der oftest ses. Jeg er nemlig sikker på, at hvis jeg - ligesom den rige unge mand - spurgte Jesus, hvad der skulle til for, at jeg selv kunne skaffe mig et evigt liv, så ville han også svare mig: Du skal gøre det umulige. For den rige unge mand var det at give sin rigdom bort - i mit tilfælde er det at lægge afstand til mennesker, jeg kan hjælpe. Det ligger mig meget fjernt, og jeg bliver aldrig god til det. Men jeg kan jo ikke fornægte, at ligesom pausen giver liv til musikken, så kan afstanden give energi til relationen mellem mennesker. Og afstandens karakter er afgørende for den energi, der opstår. Hvor megen afstand kan der lægges - samtidig med at energien øges? Jeg har altid haft imødekommenhed nok, og nu kan jeg se, at det er afstanden der gør, at min ryg bliver rank - men det har virkelig været svært for mig at arbejde med den side af mig selv og nå frem til en balance.”
At det er et liv i angsten og i den evige kamp med Gud, der skulle blive til den særlige styrke i Preben Koks liv, er netop et af de tilsyndeladende paradokser, som i virkeligheden blot er udtryk for de dobbeltheder, han mener, vi hele tiden skal være opmærksomme på. Ligesom med eros og thanatos samt den pæne side og den mere forbudte side.
Og for nylig kom endda en helt konkret anerkendelse af, at den 67-årige sjælesørger, supervisor og tidligere sognepræst også har gjort en forskel for mange andre i kraft af sin ærlighed omkring det svære menneskeliv og sine egne kampe.
”Jeg blev tildelt ridderkorset for tre måneder siden. Eller rettere: Sognet, sygehuset og jeg fik det. For det er os i fællesskab, der har skabt en åbenhed og opmærksomhed omkring, hvor svært det er at give slip på kontrollen og erkende sin magtesløshed. Da jeg sagde tak til Dronningen for korset, fortalte jeg hende derfor også, at både folk i sognet og på sygehuset har fået at vide, at de må komme og låne det. For vi har netop fået det for vores fælles indsats.
Og så bad jeg om lov til kort at genfortælle eventyret om Klods-Hans, for det rummer en del af den røde tråd, der efterhånden har vist sig i mit liv. Da jeg var yngre, var jeg jo netop meget optaget af, at Klods-Hans holdt fast i de simple og ikke-materielle ting, symboliseret ved mudderet, den døde krage og træskoen. På en måde tegn på den ydmyghed, jeg så nemt kunne genkende fra mig selv. Men da han bliver gift med prinsessen, ender han jo faktisk med at blive konge og få stor magt. Og nu stod jeg der med et ridderkors, så jeg var jo også bærer af noget ikke-ydmygt. Så eventyret om Klods-Hans viser for mig at se også, at han ikke blev konge kun i kraft af sig selv og for sig selv. Den værdighed, der gør ham til konge, har sin rod i et liv, vi alle er bærere af. Derfor er ridderkorset for mig et synligt tegn på, at der, hvor livet er helt, er der altid mindst to sandheder, der er sande på samme tid. Og derfor skal vi også huske livsglæden, men aldrig uden også at have blik for døden. Frygten og håbet hænger sammen, og balancen er altafgørende for os alle.”