Kender læseren mon det psykologiske fænomen, der vel bedst kaldes overkompensation? Folk går for meget op i ting, de ikke går op i.
Sådan er det også for den rige Jenny Petherbridge, hvad kærligheden angår. Hun er enke efter fire ægteskaber, men er kun midtvejs på sin bane gennem livet. Hun er en ”snylter af instinkt”, fordi hun kun kan fortælle om kærlighed, ikke hengive sig til den. Derfor er det også så ynkeligt, når hun bilder sig ind, at hun er forelsket. Da opstår overkompensationen. Eftersom hun ikke er det, tror hun sig det ”med en opsparet uoprigtigheds voldsomme heftighed”. Hvor selvuærligt.
Det er for så vidt hende, der udgør fundamentet for det lesbiske kærlighedsdrama, der har gjort amerikanske Djuna Barnes’ (1892-1982) ”Natteskov” (1936) til kult. Hendes snylteri betyder nemlig, at hun tilegner sig ”den mest lidenskabelige kærlighed, hun kendte til. Noras kærlighed til Robin”.
Romanen er bygget op som en slyngplante, hvor forgreningerne rækker ind over hinanden, og hvor formålet ikke er lineær udvikling, men cirkulær ornamentering. ”Natteskov” blev oversat til dansk for første gang i 1964 – ganske sigende for dens ekstremmodernistiske eksperimenter var det på forlaget Arena. Dens homoseksuelle tematik og dens yderligt mesterlige, snoede sætninger, der er ukarakteristisk lange for det engelske sprog, har gjort den til en anerkendt feinschmecker-klassiker.
Jenny Petheridge sætter som nævnt gang i den indre dramatiske bevægelse med sin længsel efter to andre menneskers forhold.
Robin og Nora har først mødt hinanden i et amerikansk cirkus efter, at Robin har fået et barn med den fortidsvendte, østrigske svindlerbaron Felix Volkbein. Han holdt to tjenere, fordi den ene lignede Solkongen, og den anden Dronning Victoria. Sammen fik Felix og Robin den sygelige 10-årige Guido. Han giver det klare indtryk af at være typen, der skal dø tidligt:
”Drengen var mentalt tilbagestående og følelsesmæssigt overspændt.”
Robin Vote er en nattevandrersjæl med katolske tilbøjeligheder. Til gengæld siger hun ikke særlig meget:
”Hun var yndefuld og dog falmet, som en gammel statue i en have, der bliver symbol på det vejr, den har stået igennem, og som ikke så meget er menneskets værk som et værk skabt af blæsten og regnen og årstidernes vekslen, og som til trods for at være formet i menneskets billede bliver et billede på undergangen.”
Dette får Felix til at føle, at hendes nærvær var ”smerteligt og dog en lykke”.
Men vandrersjælen må væk og møder i stedet derfor altså Nora i et amerikansk cirkus. Og så kan det evige trekantsdrama over Atlanten og gennem det gamle Europa, der jo faktisk er blevet nyt efter krigen, begynde.
Amerikaneren Nora Flood er typen, for hvem det lykkes at være ulykkeligt forelsket uden at miste ”ligevægten i sin natur”, der på samme tid er ”utæmmet og forfinet”. Det giver hendes ”tøjlede kranium et medfølende udtryk”. Hun er dømt til undergang, fordi hun elsker mennesker. Det vil med tiden gøre hendes ansigt ondt, ”når hun opdagede, at det elske ukritisk er at at blive forrådt”. I øvrigt ”udplyndrede hun sig selv for alle andre”.
Skulle læseren kæmpe for at følge med i dette ordsvimlende persongalleri, vil det ikke skyldes mangel på ædruelighed.
Dette værk er ikke en sammenhængende fortælling, men en højmodernistisk, messende og cirkulær karakterbeskrivelse, hvorigennem det alligevel lykkes en handling at udspille sig. Det er – som den ikke-overkompenserende læser for længst har opdaget – prosa på et vældig højt plan.
Og så har vi endnu ikke engang nævnt manden, der binder det hele sammen. Det er den uautoriserede gynækolog Matthew O’Connor, der kaldes ”dr. Matthew-med-et-Mægtigt-gran-salt-Dante-O’Connor”.
Der er efter sigende flere tidlige kritikere, der har set persongalleriet som et katalog over menneskelig degeneration, men det er selvfølgelig ikke rigtigt. I den sproglige mani kommer der snarere sande menneskelige tendenser til syne. Folk overkompenserer blot for ikke at indse det.
”Natteskov” er en absolut relevant udgivelse og en værdig fortsættelse af Turbines klassikerserie. Med to forord, det ene er af T.S. Eliot (1888-1965), og et efterskrift virker det til, at forlaget for en gangs skyld har rystet på hånden og ikke turdet lade udgivelsen tale, hvorved den ikke får samme præg af selvsikkerhed som de forrige udgivelser.
Kristina Stoltz’ forord er holdt i tidens pinlige trang til jeg-fetichisme og endda en form for undskyldning for, at der forekommer racestereotyper i værket, mens oversætteren Juliane Wammens efterord er overflødigt, fordi oversættelsen er så overbevisende i sig selv.
Man behøver slet ikke tage denne bog med et mægtigt gran salt. Til gengæld skal man anstrenge sig.