Prøv avisen
Æseløret

”Doktor Bagges anagrammer” begejstrer anmelderne

Ida Jessens roman er den selvstændige fortsættelse til den prisbelønnede “En ny tid” fra 2015, som skildrer friskolelæreren Lilly Høy og hendes på mange planer ufuldbyrdede ægteskab med en 20 år ældre landsbylæge i det tidlige 1900-tals Thyregod. – Foto: Miriam Dalsgaard/Polfoto

Ida Jessens seneste roman er kras, smuk, påholdende og gådefuld portrætkunst og markerer et nyt højdepunkt i forfatterskabet

Lad det være sagt med det samme: Der er ikke meget konfliktstof i denne uges udgave af Æseløret. Anmelderkorpset går for en gangs skyld begejstret i takt, og det skyldes Ida Jessens seneste roman, “Doktor Bagges anagrammer”.

Romanen er den selvstændige fortsættelse til Ida Jessens prisbelønnede “En ny tid” fra 2015, som skildrer friskolelæreren Lilly Høy og hendes på mange planer ufuldbyrdede ægteskab med en 20 år ældre landsbylæge i det tidlige 1900-tals Thyregod. Eller rettere: Det er ikke en fortsættelse, men den samme historie set fra et andet perspektiv, nemlig fra ægtemanden Vigand Bagges synsvinkel.

Netop Ida Jessens evne til solidarisk at skildre både kvindens og mandens fortælling går i hjertet på kritikerne. I Information skriver Erik Skyum-Nielsen, at han fristes til ”at genbruge en smuk formulering fra et af Karen Blixens ’Vinter-Eventyr’ og i resignation konkludere, at manden og kvinden er to aflåste skrin, hvoraf det ene gemmer nøglen til det andet”. Ida Jessen har nøglen til begge skrin, mener han.

I ”En ny tid” er Vigand Bagge en mand af få ord, og det er han sådan set også i ”Doktor Bagges anagrammer”, hvor han imidlertid på opfordring fra Lægeforeningen begynder at skrive sine erindringer. Han gør det i hemmelighed og i skyggen af en dødelig sygdom, som han også holder hemmelig for sin hustru.

”Nu kunne man muligvis tro, at det så bare føles bundløst trist at få indblik i lægens tanker og eftertanker i tiden op til hans død. Men sådan opleves det ikke, hvilket muligvis hænger sammen med skriveprocessens magi,” skriver Skyum-Nielsen.

”Midt i al tristessen, og mens smerterne tager til (og kræver stadigt mere morfin), bliver hans skriveri smukt på sin helt egen barske måde.”

”Krasse ord,” kalder May Schack i Politiken de anagrammer, som Vigand Bagge krydrer sine erindringer med. Anagrammer, hvor for eksempel Doktorstolen (den stol, Bagge sidder i, når han i hestevogn kører på sygebesøg) bliver til Knoldet torso og Lortet ond sko.

Ida Jessen har, skriver Schack, ”fundet en helt ren tone både i den forrige og i denne roman, hvor hun giver stemme til en mandstype, vi årtier senere lærte at affærdige som knudemand. Men det er alt for enkel en betegnelse. Ida Jessen gennemlyser sin Vigand med forståelse”.

Schack bemærker, at selvom man ikke behøver at have læst ”En ny tid” for at blive optaget af den nye roman, så er det ”unægtelig morderlig interessant at se samme periode og ægteskabsskildring udsat for to stemmer”. Hun kalder ”Doktor Bagges anagrammer” for ”et stramt lille kunstværk” og mener, at den sammen med ”En ny tid” markerer et nyt højdepunkt i Jessens forfatterskab. Fem hjerter får romanen.

I Weekendavisen ser Liselotte Wiemer i romanens sproglige enkelthed ”en aldeles lovende ny begyndelse i Ida Jessens forfatterskab”. Hun ligefrem kniber sig i armen: ”For det er virkelig lykkedes Ida Jessen at gentage (eller overgå, fordi karakteren er så meget mere kompliceret) det Herman Bang-tyste toneregister fra forrige roman. ’Doktor Bagges anagrammer’ er en messe i mol over et aldrig levet liv. Observeret med en millimeters afstand og uden en eneste udleverende mislyd eller falsk forgyldning.”

Det er, skriver Wiemer, ”Ida Jessens formidable fortjeneste, at hun også i ”Doktor Bagges anagrammer” formår at lægge bånd på den terapeutiske nysgerrighed for i stedet at gå udækket ind i sin mandlige hovedperson, mildne det afstumpede, runde det kantede, vedstå paradokserne.”

Kristeligt Dagblads Lars Handesten giver seks stjerner og skriver, at Ida Jessen ”fortæller så meget, at man tydeligt kan se karaktererne for sig, og at hun er så tilpas tilbageholden, at det gådefulde og det antydede får lov at fuldende portrætterne”. De to hovedpersoner forbliver fremmede for hinanden, men ”læseren ser disse hverdagsmennesker rejse sig op fra papiret og folde sig ud. Det er klart og gådefuldt på en gang, og det er just det helt, helt overbevisende i Ida Jessens portrætkunst”.

Endelig er der Henriette Bacher Lind, som i Jyllands-Posten giver bogen fem stjerner og kalder ”Doktor Bagges anagrammer” for ”en fortræffelig titel til en fortræffelig roman”. Skildringen af den knudrede Vigand Bagge ”er virtuos, fuld af sproglig, legende elegance, fuld af gådefulde tilløb, fuld af sammenknebne observationer”. Portrættet af lægen er ”stramt og påholdende. Kun ved at snige sig ind på ham i nattens matte mørke, diskret og lydløst, som kun Ida Jessen mestrer, lykkes det at få hans facade til at krakelere en anelse”.

Romanen og dens forgænger kan sagtens læses hver for sig, skriver Bacher Lind, ”men læst som to stemmer, der taler ind i det samme rum, bliver de mere end en roman. De bliver et værk”.

I Æseløret gennemgår vi medie- kritikken af ugens vigtigste bog.