Eddy de Wind (1916-1987) stammede fra en jødisk familie i Holland. Han blev uddannet som læge og i 1942 anbragt i opsamlingslejren Westerbork i Holland. Det er her, Eddy de Wind møder sygeplejersken Friedel, som han forelsker sig brændende i. De bliver gift i Westerbork i 1943, og samme år bliver de begge deporteret til Auschwitz.
I Auschwitz bliver de adskilt, men formår dog at opretholde forbindelsen med hinanden. De overlever begge krigen adskilt fra hinanden. Eddy de Wind gemmer sig nemlig i Auschwitz, da russerne nærmer sig, og tyskerne tager flugten. ”Endestation Auschwitz” er på den måde et enestående dokument, da det er nedfældet i lejren. Eddy de Wind skaber personen Hans til at fortælle sin historie for at distancere sig fra de rædsler, der martrer ham. Eksempelvis da en af fangerne dypper sit brød i det flydende menneskefedt fra krematorieovnen.
Det rovdyr, som ethvert menneske har i sig, voksede sig stort og vildt i nazismen, og Eddy de Wind skriver, at det er en fornærmelse mod Djævelen at kalde de tyske bødler for djævle. Djævelen piner trods alt først sine ofre, når straffen er fortjent, ”men nazisten kaster sig over værgeløse ofre uden nogen som helst retfærdiggørelse.”
Alligevel hedder det i bogen: ”Hans så humoristisk på det hele”. Da Hans skal til at indtage den jammerlige kost, kommer han således til at tænke på præsten, der sidder til bords blandt bønder, som søber bygvælling af den fælles gryde med en ske. Da han får en klump i munden, siger bonden: ”Spyt den bare tilbage igen, hr. pastor, jeg har lige haft den.”
Vi får konstant grusomme eksempler på, at lejrens fanger bliver behandlet som kreaturer, og hele tiden er der udsigten til krematorieskorstenen, hvor mennesker blev brændt: ”Mennesker som dig, med hjerne og et hjerte, som pumper blodet – den forunderlige væske – af sted gennem et endeløst net af blodårer, levende til den yderste fiber, til den ubetydeligste lille celle. Guds forunderlige skabning”.
Til slut i bogen understreger forfatteren i øvrigt, at resignation ikke lå til troende mennesker, hvorfor de havde lettere ved klare sig i Auschwitz, ”fordi der bagerst i bevidstheden stadig levede den tanke, at der var en mening med tilværelsen udover blot at det at nå til morgendagen”.
Som læge havde Eddy de Wind visse privilegier i sit arbejde i sygebarakken. Da ægtefællen Friedel bliver stadig dårligere, kan han bedre hendes kår ved at tage direkte kontakt med lejrlægen, som man i efterordet erfarer, var Josef Mengele. Eddy konstaterer, at når den notorisk grusomme Mengele kunne handle humant, gør det ham dog ikke bedre end dem, der optrådte skånselsløst. Tværtimod. For i det øjeblik nazisten optræder menneskeligt, røber han rester af sin opdragelse: ”De har lært noget andet, og havde altså også kunnet forblive mennesker. Derfor er de mere skyldige end det unge nazikvæg, som aldrig har kendt bedre.”
Eddy de Wind har undervejs en samtale med en kvinde, hvori han bedyrer, at det gælder om at fremstille kz-lejrens rædsler så nøjagtigt som muligt. Så meget mere ærgerligt er det, at udgiverne ikke har sat korrigerende fodnoter ind, hvor forfatterens informationer ikke er rigtige. Eddy de Wind skriver, at oprøret i Auschwitz fandt sted den 2. oktober 1944, men den rigtige dato er den 7. oktober.
Mere graverende er det, at forfatteren hævder, at der ankom 4,5 million jøder til Auschwitz, og at kun en promille overlevede. Næsten alle historikere er enige om, at 1,3 millioner blev deporteret til Auschwitz – heraf 1,1 millioner jøder, hvoraf 12 procent overlevede. Der er snart sagt intet historisk emne, hvor det er vigtigere at bibeholde troværdighedens tyngde end vedrørende holocaust. Rædslerne er overvældende nok i sig selv. Gennem overdrivelser giver man blot holocaustbenægtere anledning til at påstå, at når én ting ikke stemmer, er der ingenting, der stemmer.
Ikke desto mindre er ”Endestation Auschwitz” en respektindgydende skildring af helvede på jord. Eddy de Winter har oplevet mere, end man skulle tro et menneske kunne bære, men fordi han fortæller følelsesmæssigt understemt, bliver ”Endestation Auschwitz” en stærk illustration af både kærlighedens styrke, kammeratskabets betydning og samvittighedens gradvise nedslidning.