Der er lagt i kakkelovnen til en thriller om Statens Museum for Kunsts overlevelse i DR's nye dokumentar "Museet", der i fire afsnit lader seerne kommer med bag kulisserne på SMK i København, også kaldet Danmarks modermuseum.
"SMK kæmper med at lokke besøgende ind på museet, og jagten er sat ind på en ny og stor publikumsbasker,” lyder det i DR's foromtale af programmet.
Alt for ofte pakker DR kunst ind i noget andet – en quiz, reality-tv, en rejse – fordi man mest af alt frygter langhårede eller intellektuelle kulturprogrammer, der skræmmer seerne væk. Som statsmedie er DR’s eget succeskriterium høje seertal, så dokumentaren ”Museet” er statsradiofoniens direkte spejling i museets forsøg på at øge publikumstilstrømningen. Der har været nedskæringer i mange år, og det eneste succesparameter i dag er et højt besøgstal. Som den nu snart afgående museumsdirektør Mikkel Bogh formulerer det:
"Bevillingerne er i bedste fald stabile, i værste fald nedadgående, men de stiger aldrig.”
Faktum er, at alle vores offentligt støttede kunstmuseer ville blive langsomt kvalt, hvis ikke de fik ilt, det vil sige midler, fra de private fonde.
Det første klip viser nogle højst forskellige publikumstyper, der på skift betragter det samme maleri. Det irriterer mig, at vi i første omgang ikke hører noget om maleriet. Ingen titel, intet kunstnernavn. Lidt senere kommer det heldigvis på plads: Det er den hollandske maler Abraham Bloemaerts værk ”Apollon og Diana straffer Niobe ved at dræbe hendes børn” (1591). Dette maleri er et af de over 260.000 værker i Statens Museum for Kunsts enestående samling. Men hvor bliver introduktionen og analysen af? Billedets mytologiske budskab hænger i luften. Dokumentaren prioriterer i populismens og oplevelsesøkonomiens navn folks spontane reaktion på maleriet fremfor at informere, så vi bliver klogere.
Dokumentaren er optaget i perioden mellem 2018 og 2022. I 2020 satte museet sig for at gå efter en halv million besøgende det efterfølgende år. Det er en vanskelig øvelse. Vi kigger helt ind i maskinrummet og følger diskussionerne. Man er godt på vej, men så kommer coronaen, og salene ligger tomme hen i månedsvis. Mikkel Bogh og andre museumsdirektører kæmper forgæves for at få genåbnet kunstmuseerne under pandemien. De kan uden problemer orkestrere adgangen på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde med time-slots og masser af plads, så publikum kan holde afstand. Men lige meget hjælper det.
SMK’s Mona Lisa?
”Museet” er en underholdende dokumentar. Vi får et kig ind i alle SMK’s afdelinger, helt ind i kustodernes omklædningsrum. I konserveringsafdelingen er 1. konservator Troels Filtenborg i gang med at få et barokmaleri, der har fået en vandskade, til at fremstå, som var det malet i går. Efter måneders arbejde lykkes det ham at genskabe det inciterende barokmaleri af Federico Barocci, ”Portræt af en ung dame” (1600), der er blevet istandsat med midler fra museets trofaste, amerikanske mæcener, som tager stolt imod det færdige resultat. ”Det kan blive SMK’s svar på Mona Lisa i Louvre,” mener Mikkel Bogh. Imens kæmper Luise Cone, der er skulpturkonservator, med at få Claus Carstensens collagemaleri ”Æterlegeme” (1986) til at genopstå som nyt trods mørnende skumgummi, urin og almindeligt forfald.
I Forskningscenter for Tegnekunst residerer forskningschef Chris Fischer. Han er en mand af den gamle skole med butterfly, og han spidser blyanter med sin kniv. Men tag ikke fejl af denne originale personlighed: Han er en international kapacitet inden for italiensk renæssancetegning. En seniorforsker ved auktionshuset Sotheby’s er rejst til Danmark for at få hans vurdering af en mulig tegning af den berømte italienske kunstner Fra Bartolommeo (1472-1517). Chris Fischer er en Sherlock Holmes, en sporfinder, der kan skille den uægte tegning fra the real thing. Denne viser sig at være ægte og indbringer 1,8 millioner dollar ved den efterfølgende auktion.
Forelsket i museet
SMK råder over over 25 værker af den franske maler Henri Matisse takket være kunstsamleren Johannes Rumps donation af sin samling af moderne kunst til museet i 1928. Nu skal de i spil – både på museet MoMA i New York, der ejer hans revolutionerende ateliermaleri ”Det røde atelier”, og på SMK, og vi rejser med kurator Dorthe Aagesen, Mikkel Bogh og andre medarbejdere til New York, hvor udstillingen åbner først. Samarbejdet er ”en fjer i hatten til SMK”, og udstillingen kommer på forsiden af New York Times.
Tilbage i København ser vi kustoden Per Præst – sådan kaldtes denne tidligere teologistuderende og evighedsstudent, som gik bort sidste år efter at have tjent museet i årtier – patruljere gennem salene til en sød, slentrende musikrytme, mens han venligt hjælper folk rundt. Dernæst forvandles han til drag med mørkegrøn neglelak og lange øreringe, da han optræder i kunstnerduoen Astrup & Bordorffs værk ”Kunstmuseet – en filmkabaret”. Vi oplever også de populære begivenheder SMK Fridays, hvor det vælter ind med især unge mennesker. Og så er liften i sving dagen lang. Nye skulpturer skal hænges op, og en stofskulptur af Ellen Hyllemose skal på plads.
”Museet” er en godt fortalt dokumentar med en indbygget spændingskurve: besøgstallet, som der på intet tidspunkt sættes spørgsmålstegn ved. Matisse-udstillingen bliver redningskransen. Forleden bebudede Mikkel Bogh sin afgang på Facebook efter ni år ved roret. En æra er slut. Jeg forstår ham godt. Som fuldblodet kunsthistoriker er det opslidende at skulle løbe efter sin egen skygge for at skaffe midler til museet.
Dokumentaren gjorde mig forelsket i SMK. De er rigtig seje og dedikerede på Danmarks nationalgalleri. Men vi mangler fortsat et mere orienterende og aktuelt kunstprogram på DR. Et ugentligt program, der skærer ind til benet og informer om kunsten, dens aktører og mange manifestationsformer, og som ikke vier hele opmærksomheden til udenværkerne.
Museet. Produceret af DR TV. Instruktører: Nicole Horanuy og Cecilie Debell. Dansk premiere 31. december 2022. Serien kan streames på DR TV resten af 2023.