Prøv avisen

Dom: Facebook krænker brugernes privatliv

Herhjemme er det Datatilsynet, som holder øje med, om danskernes personlige oplysninger bliver misbrugt. Også af Facebook. Datatilsynet har dog ingen planer om at undersøge Facebooks brug af data i Danmark. Foto: Scanpix/Glenn Chapman/arkiv

Det sociale medie Facebook er endnu engang blevet dømt for at krænke brugernes privatliv. Denne gang i Tyskland. I Danmark tøver myndighederne med at reagere.

Det sociale medie Facebook har krænket brugernes privatliv. Sådan lød det tirsdag i en dom fra Berlins regionale domstol.

Sagen var rejst af den tyske sammenslutning af forbrugerorganisationer, VZBV, i 2015, og dommen får nu også det danske forbrugerråd til at reagere.

Situationen i Danmark og Tyskland er nemlig på mange områder ens, mener den administrerende direktør i Forbrugerrådet Tænk, Lars Pram.

Konkret er det Datatilsynet, som Forbrugerrådet Tænk kontakter for at få afklaret, hvorvidt Facebooks praksis omkring persondata er lovlig i Danmark.

Ifølge den tyske dom har Facebook samlet og brugt persondata uden at give tilstrækkelig information til sine brugere, så de ved, hvad de siger ja til.

Facebook skjuler privatlivsindstillingerne for brugerne, mener Heiko Dünkel, som er jurist hos VZBV.

- Facebook gemmer standardindstillinger, som ikke er privatlivsvenlige, i sin privatlivssektion og giver ikke tilstrækkelig informationer om det, når en bruger tilmelder sig tjenesten, siger han i en pressemeddelelse.

- Dette lever ikke op til gældende krav om samtykke, lyder det.

Ifølge den tyske datalovgivning må personlige data kun indsamles og benyttes med brugerens samtykke.

For at man kan træffe et bevidst valg, skal tjenester give tydelig og letforståelig information om, hvordan data bliver brugt.

Det lever Facebook ikke op til, vurderer domstolen. Som eksempel nævnes det, at Facebooks mobilapp som standard gør det muligt at overvåge, hvor brugeren befinder sig, når han eller hun chatter med andre.

I Facebooks grundindstillinger er der derudover en funktion, der som standard gør det muligt for søgemaskiner som Google at få adgang til oplysninger fra brugernes tidslinjer.

Lars Pram fra Forbrugerrådet Tænk mener, det er vigtigt at kunne stole på, at Facebook lever op til regler, der skal beskytte danskernes data og oplysninger.

- Det er vigtigt, at vi som forbrugere kan stole på, at de data, vi afgiver til Facebook, ikke bliver brugt til andet, end det vi har givet et klart og konkret samtykke til, siger Lars Pram.

Datatilsynet har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men oplyser, at man ikke vil gå ind i sagen, fordi tilsynet ikke har kompetencerne til at starte en sag mod Facebook.

Den juridiske kompetence til at føre tilsyn med Facebooks brug af data ligger hos det irske datatilsyn i de sager, der vedrører selskabets generelle indstillinger.

Det skyldes, at den amerikanske gigant har europæisk adresse i den irske hovedstad, Dublin, vurderer Datatilsynet.

Det afholder dog hverken det tyske eller andre nationale myndigheder fra at gå ind i sager om Facebooks privatindstillinger.

Facebook er således allerede blevet dømt til at betale knap ni millioner kroner af en spansk domstol for at krænke brugernes privatliv. Også i Frankrig og Holland er der faldet lignende domme.

I en udtalelse siger Facebook, at man vil appellere dommen, men tilføjer samtidig, at det sociale netværk arbejder hårdt for at leve op til alle retningslinjer.

/ritzau/