Prøv avisen

Sådan lyder dommen over Jim Lyngvilds kontroversielle vikinger

Jim Lyngvilds bidrag til Nationalmuseets udstilling ”Mød vikingerne” består af fotografier og en række buster af voks, der tilsammen viser, hvordan vikingerne ifølge Jim Lyngvilds fantasi kan have set ud. Fotos: Jim Lyngvild.

Nationalmuseets udstilling ”Mød vikingerne” åbnede i sidste uge. Allerede inden åbningen mødte den kritik for samarbejdet med designer Jim Lyngvild. Nu er anmeldernes dom endelig faldet, og her er begejstring at finde, men kritikken ulmer stadig under overfladen

Vikinger i farverige klæder, der poserer med våben og smykker foran kameraet, har indtaget Nationalmuseet i København. Vikinge-fotografierne er hverken en arkæologs eller historikers værk, men derimod den asatroende designer og tidligere reality-show-deltager Jim Lyngvilds bud på, hvordan vikingerne kan have set ud. Netop den detalje er årsagen til, at udstillingen allerede inden sin åbning har været genstand for stor debat.

For mens museets valg af at inddrage Jim Lyngvild hos nogle har vakt begejstring, har andre, herunder historikere, kritiseret valget. Nu er anmeldernes dom så faldet, og her er der faktisk både flotte stjerner, hjerter og rosende ord at finde.

I Politiken anmelder Lars Hedebo udstillingen ”Mød vikingerne” under overskriften: ”Jim Lyngvilds kontroversielle udstilling på Nationalmuseet er rendyrket, lummer vikingeporno. Men det virker”, og giver udstillingen fire hjerter.

Da der ikke findes mange skriftlige kilder om vikingernes beklædning, man kan læne sig op ad, har vi ifølge anmelderen alt for sjældent set, hvordan smykker og klæder er blevet båret og anvendt – og det er det, Jim Lyngvild prøver at rode bod på.

”Takket være Lyngvilds portrætter bliver vikingerne levende, og ved hjælp af lån fra montrerne får de mange guld- og sølvsmykker, bægre, knogler og våben nyt liv. De får en funktion og har smidt udgravningsstøvet af sig i sådan en grad, at man pludselig ser dem på en helt ny måde: som design, der signalerer status og rå magt,” skriver anmelderen, der dog også mener, at Lyngvild nok ender med at gå over stregen og får gjort vikingerne for attraktive.

I Kristeligt Dagblad er der også fire stjerner til udstillingen ”Mød vikingerne” fra anmelder og historiker Jes Fabricius Møller, der kalder Lyngvild en dygtig kostumier og hans fotografier flotte.

Men ligesom i Politikens anmeldelse følger der her i avisen også et ”men” med begejstringen:

”Men det er altså stadig nærmest fri fantasi, for der er kun få skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd om vikingernes påklædning, og de peger ikke alle sammen i Lyngvilds retning, om man så kan sige. Men det gør ikke noget. Som publikum kan man jo sagtens følge illusionen, så længe den er klart deklareret. Og i den henseende fuskes der ikke,” skriver Jes Fabricius Møller og gør det klart, man ikke skal ikke bebrejde Jim Lyngvild, at han er Jim Lyngvild, men at man kan godt stille spørgsmål til museumsdirektør ved Nationalmuseet Rane Willerslevs prioriteringer.

Berlingske har haft to anmeldere på sagen, og mens den ene, Bent Blüdnikow, overordnet deler de andre anmelderes begejstring og også kvitterer med fire stjerner, giver Frederik Volstrup Kock, som Berlingske selv beskriver som en museumsnovice, udstillingen to stjerner.

Bent Blüdnikow finder derimod Lyngvilds fotografier flotte og mener, at der er et samspil mellem fotografierne og museets udstillede genstande, men kommenterer også museets brug af både fakta og fiktion.

”Megen videnskab om vikingetiden er også gæt og fantasi, men altid med et forsøg på at dokumentere påstande videnskabeligt. I en stadig mere fiktionaliseret virkelighed bør Nationalmuseet forsøge at fastholde, hvad der er fiktion, og hvad der kan videnskabeligt dokumenteres. Den grænse overskrides næsten ikke i museets nye udstilling,” skriver anmelderen.

Berlingskes museumsnovice er noget mindre begejstret.

”Det lugter langt væk af ren og skær opportunisme, når Nationalmuseet med Rane Willerslev i spidsen – om ikke tilsidesætter – så i hvert fald nedprioriterer det forskningsmæssige grundlag for deres udstilling. Blot for at føje os, der normalt ikke kunne drømme om at sætte foden i hans ’butik’. Her må jeg desværre skuffe dig, Rane, det kommer vi ikke til at gøre alligevel,” skriver Frederik Volstrup Kock i Berlingske og fastslår, at der ”skal mere end nogle opstillede, men ganske vist smukke, fotografier i høj opløsning til at gøre et kulturelt muldyr til en museumshungrende præmiehingst”.

Kritik af udstillingen er der også at finde i en anmeldelse på historie-online.dk (Dansk Historisk Fællesråd), hvor der ikke bruges stjerner. Her er det museumsinspektør ved Museerne Helsingør Niels Hein, der anmelder, og igen er det faktisk ikke Jim Lyngvild, kritikken er rettet mod. For mens designerens bidrag til udstillingen kaldes både dragende, engagerende og stemningsfulde, formår eksperternes faktabaserede udstillingstekster, der skal følge designerens fortolkninger og de historiske genstande, ikke at indfri den nysgerrighed, scenografien ellers har vakt, mener anmelderen, der derfor konkluderer: ”Lyngvilds vikinger har sejret og givet liv til udstillingen. Desværre har museets formidling suget lidt af livet ud af den igen.”

Hos Forskerzonen, som er en del af internetmediet videnskab.dk, er det professor mso i arkæologi ved Aarhus Universitet Søren Michael Sindbæk, der i sin anmeldelse uddeler kritik til både Lyngvild og Nationalmuseets personale.

”I forlængelse af den historieløse udklædningsleg med dragtsmykkerne er rummene dekorerede med metalplader med udskårne ornamenter. Nogle er fra vikingetiden, andre fra jernalderen, 200 år før – ingen forklaring. Man kunne med lige så god ret have illustreret vikingetiden med billeder fra Roskilde Domkirke. Om det er Lyngvild eller Nationalmuseets folk, der har sakset noget, der så vikingeagtigt ud, ved jeg ikke. Men at Nationalmuseet, inklusive medarbejdere, der som myndighedsopgave også bestemmer og takserer Danefæ-fund, er så ligeglade med detaljerne, er simpelthen for langt ude.”