Donald Trump er selvmodsigelsernes præsident

Efter 100 dage med Donald Trump har mange gjort deres holdning til præsidenten op, mens andre fortsat forsøger at forstå den nye beboer i Det Hvide Hus. Tre nye bøger på dansk af journalister, der har fulgt Trump i årene op til indsættelsen, leverer nyttig baggrundsviden

Siden 1987 har Garry Trudeau i tegneserien ”Doonesbury” rettet fokus mod Donald Trump – som rigmand, excentriker og nu præsident. Bogen ”Enorm!” er en af flere nye om Trump, der i disse dage har siddet 100 dage som leder af den frie verden. –
Siden 1987 har Garry Trudeau i tegneserien ”Doonesbury” rettet fokus mod Donald Trump – som rigmand, excentriker og nu præsident. Bogen ”Enorm!” er en af flere nye om Trump, der i disse dage har siddet 100 dage som leder af den frie verden. – . Foto: Forlaget Cobolt/fra bogen.

Donald Trump er selvmodsigelsernes præsident. Hele tiden siger han ét og gør noget andet. Han gik til valg på en America First-strategi, men bombede alligevel i Syrien, selvom USA’s interesser ikke var truet. Han lovede at rulle Obamacare tilbage, men sundhedsreformen forbliver tilsyneladende uændret.

Og nu, hvor præsidentens første 100 dage markeres, melder han ud, at 100-dagesmarkeringer er fjollede og kunstige – men ikke desto mindre bombarderer han journalister med pressemeddelelser om alt det fantastiske, hans regering har opnået i løbet af de første 100 dage.

”Som med så meget andet viser dette, at Trump er et studie i inkonsistens,” siger præsidenthistorikeren Robert Dallek til avisen The New York Times.

Isoleret set har Trump ret i, at markeringen af de første 100 dage af en præsidentperiode er kunstig. Men når der nu er en etableret tradition for, at offentligheden vurderer deres Commander-in-Chief efter godt tre måneder, skal man selvfølgelig forholde sig til fænomenet. Hvad han så også gør på sin egen unikke måde. Desuden giver det mening at vurdere resultaterne efter 100 dage.

En ny regering har traditionelt set vind i sejlene de første måneder og kan med Franklin D. Roosevelt som det klassiske forbillede gennemføre mange reformer i starten, hvorimod den sidste del af især en anden præsidentperiode kan være noget af en ørkenvandring for en præsident. Efter godt syv år i Det Hvide Hus er dampen som regel gået af Washington D.C. og alle venter på en ny mand – eller kvinde – i 1600 Pennsylvania Avenue.

Det har de så fået nu med Trump, og spørger man ham selv, har han gennemført mere end nogen anden regering nogensinde på 100 dage. Spørger man hans utallige kritikere, ser det ikke overraskende noget anderledes ud. Og vil man selv danne sig en mening om USA’s mest farverige og, siger kritikerne, farlige præsident nogensinde, hjælper tre nye udgivelser på dansk godt på vej.

I ”Trump bag facaden” medvirker USA’s 45. præsident selv i 20 timers interview. Bogen er baseret på research fra over 20 journalister og tre redaktører fra en af de store, gamle aviser, The Washington Post. Her har man siden Watergate-afsløringerne haft ry for at holde den kritiske, journalistiske fane højt. Trump er om noget ude efter den etablerede presse på Østkysten, og der kan skrives bøger om hans forhold til ”østkyst-eliten” og de ”venstresnoede medier” i New York og Washington, der på deres side oplever oplagsfremgang med ham som præsident

. I en tid, hvor det fyger med ”alternative fakta”, ”fake news” og beskyldninger om fordrejninger af virkeligheden fra både venstre- og højrefløj, er der tilsyneladende et marked for god, gammeldags, kritisk journalistik. Dette ideal lever ”Trump bag facaden” op til. Den handler om tiden op til indsættelsen i embedet, om dengang, hvor Trump sagde ”Jeg repræsenterer Donald Trump”, og nu, hvor han repræsenterer et parti og en vælgergruppe og skal finde vej i et politisk system, som han ingen erfaring har med.

Om bogen, der er skrevet af seniorredaktør Marc Fisher og undersøgende politisk reporter Michael Kranish, skrev Sunday Times ved den engelske udgivelse: ”Selvom bogens tilgang er afbalanceret og retfærdig, vil resultatet efterlade læseren rystet og bange.”

At Trump intet kender til et område, inden han kaster sig over det, er ikke nyt. Som det fremgår af en anden seriøs, ny biografi med titlen ”Vejen til magten”, anede han heller intet om kasinodrift, inden han med brask og bram gik ind i denne sektor i slutningen af 1980’erne. Siden da har journalisten David Cay Johnston fulgt Trump i tykt og tyndt og skrevet kritisk om ham for blandt andet The New York Times og Daily Beast.

I den nye bog på dansk gennemgår forfatteren hans karriere, herunder hans brug af medierne. Johnston, der er Pulitzerpris-vinder, ved desuden alt om partnerskaber på ejendomsmarkedet, låneprovenu og forventede nettoafkast, så det gør indtryk, når han kritiserer Trump for hans forretningsmetoder.

Det er langtfra alle europæiske journalister, der er dybt nok inde i områder som jura og skattelovgivning – og sport, militær og kristendom, kan man tilføje, der betyder så uendeligt meget for den gennemsnitlige amerikaner – så det er godt, at journalistiske bøger som disse oversættes til dansk. Fra Frankfurter Allgemeine Zeitung lød det ved udgivelsen i Tyskland: ”Den ultimative anti-Trump-bog,” mens Financial Times skrev: ”Johnston redegør overbevisende for, hvorfor begreber som diktator og bedrager er på sin plads.”

En anden kritiker, der har fulgt Trump i årtier, er Garry Trudeau, manden bag tegneserien ”Doonesbury”. Siden Trump første gang legede med tanken om at blive præsident – det var i 1987 – er den excentriske forretningsmand dukket op i striberne, formidlet med de kendte figurer som bagtæppe. Som det mediefænomen Trump også er, er ”Doonesburys” interesse for hans person ikke gået upåagtet hen, og gennem årene har han kommenteret Trudeau med udbrud som ”En ussel person”, ”en nar”, ”en total taber” og: ”Det er bare ærgerligt, at han har lov til at skrive det skidt.”

For vi andre er det nu godt nok, at ”Doonesbury” er beskyttet af lovgivningen, og at forlaget Cobolt nu udsender ”Enorm! 30 års Doonesbury om Trump”. Ikke mindst fordi striberne sætter ind dér, hvor der vitterlig er nogle store selvmodsigelser i Trumps virke. For eksempel i hans appel til ”den lille mand”, som han påstår at forståuden dog nogensinde at have været i nærheden af et liv som gennemsnitsamerikaner. Eller som i den her afbildede sekvens, hvor den legitime undren over, at konservative kristne støtter Trump i stort tal, får et præcist udtryk.

At fromme kristne støtter hedonisten Trump (og at overraskende mange kvinder også stemte på ham og ikke Hillary Clinton), er et af de mange paradokser ved manden, der nu har siddet i Det Hvide Hus i 100 dage. Hvordan bliver de næste 100 dage? Og knap fire år?

Endnu en Trump-kritiker får ordet her til sidst. Det er den indflydelsesrige chefredaktør på kulturmagasinet Vanity Fair, der i det spritnye nummer bringer en række Trump-artikler. Selv er chefredaktøren ikke i tvivl: Trump er en nar, ja, en farlig nar – men selvom han har erklæret krig mod pressen, vil han tabe:

”På et tidspunkt vil rigtige journalister og seriøse historikere flokkes om at samle løgnene, de halve sandheder og kriminaliteten. Trumps arv og hans families arv kan ende komplet sønderrevet.”