Rowan Williams var indtil for et lille års tid siden ærkebiskop i Storbritannien. En stilling, han beklædte i 10 år, og hvor hans kontroversielle synspunkter ofte bragte ham ud i adskillige stormvejr.
Men Rowan Williams er ikke blot en omdiskuteret prælat, han er også en meget lærd mand, der vistnok taler 10 sprog. Et af dem er russisk, og hans bog fra 2008 handler netop om den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. Beskedent anfører Williams i forordet, at han ikke er professionel forsker, men det mærker man nu ikke på bogen. Og det er faktisk også bogens problem. Den henvender sig kun til absolutte kendere af Dostojevskijs værk, der har alle mesterfortællerens værker præsent.
LÆS OGSÅ: Bedre held med næste års julebog
For hvis der blev uddelt en antiformidlingspris, var Williams en oplagt kandidat. Jeg har i mit livs skabte dage aldrig læst en litterær analyse, hvori det vrimler med så mange dunkle og uigennemskuelige udsagn: Frihed som ligegyldighed eller frihed som selvbekræftelse vil på samme måde lede væk fra sproget og hen imod uigenkendelighedens tavshed. Hvad skriver Rowan Williams her? Ved han det selv? Sætningen kan jo betyde hvad som helst. Og det er ikke oversætterens skyld, for jeg læste den engelske udgave ved dens fremkomst og kan konstatere, at Trine Søndergaard har oversat Dostojevskij loyalt. Nej, problemet er Williams himself. Og det er ærgerligt, for den tidligere ærkebiskop har faktisk et vigtigt ærinde med sin bog. Han vil vise, at Dostojevskijs forfatterskab har bud til vor tid og til de problemstillinger, der hjemsøger os i form af terrorisme, ateisme og forbrugerisme.
Rowan Williams tager udgangspunkt i Dostojevskijs kendte trosbekendelse: Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden. Det er et centralt udtryk i Dostojevskijs værk, understreger Williams, for sandheden kan jo være iskold og gruopvækkende. Hvis man vil sige et menneske nogle sandheder, kan man regne med, at klimaet eller karakteren af samtalen bliver alt andet end varm. Men Jesu liv var netop ikke koldt, for det udtrykte den fuldkomne barmhjertighed og kærlighed. På dette niveau er det at være modtagelig for Kristus kædet sammen med en sandhed, som er mere omfattende end en hvilken som helst helhed af kendsgerninger, skriver Williams i den forbindelse.
Og det er en korrekt konklusion. Dostojevskij skrev ikke for at bevise Guds eksistens, men for at vise, hvad religion betyder for et menneske, og ikke mindst hvad det religiøse fravær kan afstedkomme i et fællesskab.
Williams er, som mange Dostojevskij-forskere før ham, stærkt inspireret af Mikhail Bakhtin. Det var jo Bakhtin, der søsatte begrebet den polyfone form. Bakhtin gjorde nemlig gældende, at skikkelserne i Dostojevskijs værk altid træder frem med egne ord, egne løgne, egne fortrængninger. Dermed bliver Dostojevskijs romaner mangestemmige, som jo er det danske ord for polyfon. På den måde kunne Dostojevskij illustrere, hvordan vi hele tiden fortrænger vores egentlige motiver ikke blot over for andre, men også over for os selv.
Kældermennesket er således beretningen om et menneske, som ikke kan bære sit mindreværd og derfor begynder at hævde sig og se ned på alle andre. Og Williams får her skrevet nogle udmærkede ting om respekten for andre mennesker og dialogens nødvendighed. Problemet er den måde, Williams skriver om det på: Den absolutte nødvendighed af erkendelse i løbet af dialog betyder, at mens vi på et eller andet plan kan sige, hvad vi ønsker (fx at to og to ikke er lig fire), så kræver opbygningen af et liv, at vi opdager, på hvilken måde vi kan tale, så vi ikke bare gentager eller reproducerer det givne, og dog på samme tid indtager den samme tanke- og forståelsesverden, som andre bebor med deres tale. Tale kan være fri, men er nødt til at kunne høres ellers ender talen med til sidst slet ikke at være tale.
Der er noget tragikomisk over en forfatter, der anpriser dialogen, men som selv har skrevet en bog så knudret og kompliceret, at den i grunden mest minder om en monolog.
