Debuter vækker altid interesse. Her bryder en ny stemme måske frem, her kan nye tanker og udtryksformer findes, og her lægges i bedste fald kimen til noget stort.
I de fleste tilfælde er debuter nu intet af alt dette. De er oftest konventionelle, har snuden i traditionens spor, og følges ikke op af mesterværker. Ja, tit følges de slet ikke op.
Det gælder selvsagt ikke litteraturhistoriens genier, der alle er begyndt et sted, og deres debuter er uden undtagelse interessante, både som studium i stil og som litteraturhistorisk dokument, og det gælder i dén grad også Fjodor Dostojevskijs ”Stakkels mennesker”, der tidligere er udkommet med titlerne ”Fattige folk” og ”Arme mennesker”, og ikke bare slår flere af forfatterskabets temaer og træk an, men også introducerer karaktertyper, der er bekendte for fans af forfatterskabet.
Romanen udkom første gang i 1846 og udgøres af en brevkorrespondance mellem to stakler i Sankt Petersborg; den ældre, laverestående embedsmand Makar Devusjkin og den yngre, forældreløse sypige Varvara Dobrosjolova. Han bor i hjørnet af et fælleskøkken og kan se ind ad hendes vindue, hvor hun, når hun ikke skriver til ham, forsøger at tjene nok til at overleve. Det er lige så slemt hos Makar, der ikke desto mindre sender konfekt og andre små gaver med sine breve og i det hele taget foretrækker brevvekslingen frem for fysiske møder, så han kan dyrke sværmeriet og øve sin skrivestil – han har nemlig litterære ambitioner.
Ved at vælge brevromanen som genre kunne 24-årige Dostojevskij give fattigfolkene deres egen stemme og eget sprog og skrev sig på den måde op mod for eksempel Ivan Turgenev, der også skrev om de forarmede, men gjorde det i en sleben og kultiveret prosa. Han brød sig da heller ikke om Dostojevskijs i hans øjne grove, kaotiske stil og mente, at ”Stakkels mennesker” var ”en bums på den russiske litteraturs næse”.
Dostojevskij kommer dog langt tættere på virkeligheden end Turgenev, og de fat-tige får lov at stå ukommenterede frem, som de er – eller gerne vil ses – og det er stort set kun i selve titlen, ”Stakkels mennesker”, han tillader sig at tolke dem og deres vilkår.
Det kan man blandt andet læse om i oversætter Tine Roesens vidende, velskrevne efterord, hvor hun går tæt på Dostojevskijs stil, og på de måder romanen griber ind i ”Brødrene Karamazov” og andre mesterværker, der siden skulle komme. Her forklarer hun også, hvordan han i sine 10 år i en fangelejr i Sibirien – efter at være blevet anholdt i en diskussionsklub, tsarstyret ikke brød sig om – kun havde Bibelen at læse i. Det påvirkede ham og hans forfatterskab voldsomt; fyldte det med forbrydelser, fængselssystemer og en kristen tilgang til synd, anger og tilgivelse.
Da ”Stakkels mennesker” blev til før fængselstiden, er den på flere måder anderledes. Men sympatien og viljen til at skildre de forarmede og ydmygede, ja, den er allerede til stede, og som Roesen skriver, så ”søgte han mennesket i mennesket, uanset hvor det bragte ham hen”.
I ”Stakkels mennesker” førte det ham ind i to karakterer, der på hver sin måde er fortvivlede og stækkede; som på grund af fattigdommen aldrig letter som mennesker, og det ender – naturligvis – ikke godt for nogen af dem og heller ikke for dem som ”par”.
Al ulykken, fattigdommen og desperationen var ”gefundenes Fressen” for lederne i det senere Sovjet, der læste romanen som et udtryk for det undertrykte folk og gjorde den til fast skolepensum. Som var den en slags proto-kommunistisk værk.
Men ”Stakkels mennesker” er meget mere end det, ladet som den er med litterær bevidsthed og menneskelig intensitet, og selvom den ikke når hovedværkernes svimlende niveauer, er den en læseoplevelse, der hæver sig højt over dét, man med nogen som helst rimelighed kan forvente af en debutant.