Dostojevskijs lille bog er en stor læseoplevelse

Fjodor Dostojevskijs “Den sagtmodige” er på 87 små sider, men er en dyb fortælling om magt, ydmygelse værdighed – og kærlighed

Dostojevskijs lille bog er en stor læseoplevelse

I den fantastiske fortælling blandes det realistiske med det overnaturlige, det virkelighedsnære med det utrolige.

Men når Fjodor Dostojevskij på titelbladet kalder “Den sagtmodige” fra 1876 for “En fantastisk fortælling”, skal det forstås på en anden måde. Den lille bog i det store forfatterskab, som nu er udkommet i smukt omslag og i Ole Husted Jensens velklingende oversættelse, er nemlig fantastisk – som Dostojevskij forklarer i forordet – i kraft af sin fortælleform. Mens selve det fortalte er smerteligt virkelighedsnært. Og det hele begynder på sin vis med slutningen:

“Så længe hun ligger her er alt endnu godt, for jeg kan gå ind og se på hende hvert andet øjeblik; men i morgen bliver hun båret væk, jeg bliver alene – og hvad så?

Det er en pantelåner, der spørger. Foran ham ligger hans elskede. Eller, forstår man senere, en ung kvinde, han en tid før mødte i sin forretning. Hun ville pantsætte nogle ting, så hun kunne betale for en annonce. Men hun vendte flere gange tilbage med “nye ting”, fattigdommen trængte sig tydeligvis på, og forsøgte stadig mere desperat at skaffe sig arbejde.

Pantelåneren fattede interesse for den sagtmodige pige i problemer. Men det var ikke hendes godhed eller skønhed, der fik ham til at gifte sig med hende. Snarere at hér var et menneske, han kunne kontrollere; som var fuldkommen underlagt hans magt og penge. Men pigen viste sig at være i besiddelse af noget særligt og bar sig selv og sin skæbne med en værdighed, han hverken kunne købe eller knægte.

Dostojevskij skildrer med manden og pigen et magtforhold, som stadig er smerteligt aktuelt. Hvordan dén med penge har magt og dén uden er magtesløs. Men “Den sagtmodige” rummer flere lag, for da pigen dør, erkender manden, at han elskede hende. At hun var lyset i hans kolde, golde liv. Nu ligger hun dér: “Så spinkel hun er som hun ligger der i kisten, hvor spids hendes næse er blevet! Øjenvipperne er som fine tråde.”

På den måde er “Den sagtmodige” en tragedie, og når Dostojevskij anså fortællingen for “fantastisk”, er det fordi den består af pantelånerens tanker i timerne efter pigens død. Fordi vi som læsere får fuld adgang til hans allerinderste.

En sådan indre monolog er ikke måske lige så fantastisk for en læser i 2022 som for én i 1876, men den korte fortælling er ikke desto mindre en stærk læseoplevelse og også stærkere end Dostojevskijs endnu kortere samtidige fortælling, “Et latterligt menneskes drøm”, som det danske forlag også har genudgivet.

De blev begge trykt første gang i Dostojevskijs tidsskrift “En forfatters dagbog”, og ikke mindst “Den sagtmodige” formidler flere af hans velkendte temaer – magt, ydmygelse, værdighed, kærlighed – i kondensat. Om det menneskelig vilkår, om “alt dette søle”, og hvis man gerne vil i gang med det på alle måder kolossale forfatterskab, er den her lille bog et oplagt sted at starte.

Fjodor Dostojevskij: Den sagtmodige. Oversat af Ole Husted Jensen. 88 sider. 100 kroner. Batzer & Co.