Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Drøjt computerspil om Bibelen

Computerspil: Farveløst og ufestligt computerspil for børn om Bibelen, der formentlig svarer til denne målgruppes hyppige fordomme

»La' lige mig...!« lød det hele tiden, da ungerne spillede med det nye computerspil fra Bibelselskabet. Det var, da det drejede sig om at finde rundt i landsbyen Magdala. Der er hele tiden ting, der skal findes, for at man kan komme videre. Og det er elementært spændende. Idéen er god. Man kan vælge sig ind på ni rejser, spillet kalder det selv »universer«, som fører en gennem væsentlige dele af både Det Gamle og Det Nye Testamente. Undervejs møder man forskellige personer fra Bibelen, som fortæller deres del af historien, og som i nogle tilfælde også kan hjælpe spilleren videre ved at udlevere en eller anden dims eller oplysning, man har brug for enten nu eller senere. Er man så endelig nået til vejs ende, stilles der en række kontrolspørgsmål, så man kan være sikker på at have forstået stoffet rigtigt. På sin færd har man mulighed for at kalde en slags Storm P.-agtig computer frem, som kaldes PBA (Personlig Bibel Assistent), og som dels gemmer, hvad man opsamler, dels rummer en række links og opslag, der uddyber historien og giver en række af billedkunstens bud på samme historie. Inden man overhovedet kommer i gang, skal man vælge sig ind på den konkrete historie. Det sker i en bygning, der tilhører Bibelselskabet og er placeret ved bredden af Genesaret Sø!! Og der er der minsandten også en fiks lille salgsudstilling for nogle af samme Bibelselskabs udgivelser! Man vil forstå, at det er et temmelig omfattende materiale, som man altså ikke uden videre får brugt op. Der er virkelig tale om en righoldig databank, og de ni rejser eller »universer« betyder jo også, at der er stof nok at tage af i lang tid. Til undervisningsbrug foreligger der yderligere en udførlig vejledning af John Rydahl. Kedeligt spil Hvordan er »På Ekspedition i Bibelen« så? I første omgang lod jeg to garvede spillere, Kristoffer og hans ven Kasper på 13 år, som begge går i syvende klasse, lege med det. De bruger mange eftermiddage på fodboldspil og adventure- og actionspil. Og deres dom var helt klar: Det er kedeligt! Der er alt for megen snak og for lidt handling. Og det bliver i det lange løb trivielt, at der ikke er flere kombinationsmuligheder i de enkelte universer. Efter et par eftermiddage gav de op. Så prøvede jeg Ida og Lisette, to niårige, der går i tredje klasse. Og for dem var det sjovt! Ida og jeg har så spillet videre. Det er åbenbart lige tredje klasses niveau! Her er der medleven og interesse - men igen: Der snakkes alt for meget. Det har børn ikke tålmodighed til. Hvad mener jeg så selv? Jeg undrer mig over, at man i et computerspil i så ringe grad har benyttet sig af mulighederne for at fortælle ved hjælp af billeder. I hvert eneste spil møder man figur efter figur, der ser ud som en blanding af noget fra MuppetShow og hjemmelavede modelervoksfigurer. De bevæger sig og taler totalt usynkront med lyden. Og de valgte stemmer er så laaangsooomme og drævende, til tider ligefrem messende, at det er lige ved at spærre for tilegnelsen. Og så er hver enkelt persons historie blevet hakket op i småbidder, der fremkommer som »svar« på spillerens spørgsmål. Det vil sige, det er det jo ikke, for spørgsmålene er skrevet på forhånd. Man skal ikke gøre andet end at klikke dem frem. Nogle af dem er så overtydelige, at man ville ønske, man kunne springe dem over. Men det kan man ikke, thi for at få den dims, personen sidder inde med, er man nødt til at høre det hele til ende. Det er drøjt! Disse personer er så anbragt i stiliserede landskaber, som man skal finde vej i. Ida konstaterede med rette, at de afsluttende kontrolspørgsmål ikke uden videre svarer til de ord og begreber, som selve fortællingen betjener sig af. Pædagogisk uheldigt! Despekt for fortællingen Sjældent har man dog oplevet så mennesketomme byer og landsbyer som i dette computerspil. Jo, der står de personer, vi skal snakke med. Men ellers er der gabende tomt, hvad der understreges af lydsiden, som leverer rigeligt med susende vind og fuglefløjt og fjeeern mumlen. Et par besynderligheder har sneget sig ind: Apostlen Johannes, som vi gerne skal tro også er evangelisten af samme navn, fortæller løs af materiale, der stammer fra kollegaen Lukas. Den stakkels mand, der var på rejse fra Jerusalem til Jeriko og blev overfaldet på vejen, ligger pludselig ved bredden af Genesaret Sø! Og man kan så sige, at det jo bare er et spil. Men man kan også mene, at enten respekterer man de bibelske fortællinger, eller også gør man ikke! Jamen, så teologien eller Bibelformidlingen i spillet? Jeg synes, den er for forsikrende, ja ligefrem for forkyndende, men ikke i den forstand, at man har lyttet til det enkelte skrifts tonefald og holdning. Der tales og forsikres om Gud og Guds Søn i en tone, der mere minder om min barndoms søndagsskole end om Bibelen selv. Det store drama, som jeg mener at finde i de bibelske fortællinger, er skrumpet ind til små replikker med så trist en stemmeføring og mimik, at det er blevet alt for lidt og alt for småt. Og jeg savner respekt for selve Bibelteksten. Jeg er ikke blind for, at man er nødt til at genfortælle eller ligefrem fortælle frit, men man behøver ikke røre hele Bibelen sammen i en stor gryde. I Bibelen tales der med mange forskellige stemmer. Det gør der ikke her. Alle brudflader eller nuanceforskelle er glattet ud. Derfor kan der være grund til at understrege, at det omtrentlige ikke er nært beslægtet med det præcise. Det hele er blevet så næsten farveløst og ufestligt, at det formentlig svarer til mange børns og unges fordomme om Bibelen. Jeg ville være ked af det, om mine børn skulle lære Bibelhistorie af dette spil. På Ekspedition i Bibelen. Computerspil udgivet af Det Danske Bibelselskab. (Tre cd'er i kassette med manual) samt undervisningshåndbog ved John Rydahl. 399 kr.