Der er folk, der næsten ikke kan vente på at komme til at skrive deres erindringer. Det kunne Henning Fonsmark. Der var så meget andet, han gerne ville skrive, da han trappede ned på karrieren i 1990erne: romaner, samfundsdebat, filosofihistorie, politisk historie, erhvervshistorie og filosofisk essayistik. Og han skrev det hele!
Men i dag kan det godt ærgre lidt, at han kun lige havde taget hul på sine erindringer, da han døde i en alder af 80 år i 2006. Drømmen om København, der udkommer i dag, står som noget af en torso. Godt alligevel, at den blev udgivet, for den rummer fine ting.
Det ene færdige kapitel handler om årene som litteraturstuderende i København lige efter krigen og de nære venskaber med studiekammeraterne og de senere berømte forfattere Thorkild Hansen og Peter Seeberg. Det er på én gang tidsbillede, portrætkunst og litteraturhistorien grebet på fersk gerning, mens den fandt sted. Elegant turneret i Fonsmarks dæmpede og ikke just selvpromoverende stil. Venskaberne var tætte, men rivalisering og jalousi lå hele tiden på lur. Man var ikke glad, når en af de andre klarede noget lidt bedre end en selv. De ambitiøse unge mænd så sig selv i en reel og benhård konkurrence om de forsvindende få fremtidige stillinger, der måtte give sig efter det brødløse litteraturstudium. Deres anmelder kan konstatere, at intet i så henseende havde forandret sig, da han 30 år efter Fonsmark & Co. studerede det selvsamme fag. Struktur og stemning er påfaldende ens over tid, om end studiets indhold blev et noget andet.
Fonsmark kan berette om, hvordan han var ved at få et sagsanlæg på halsen fra den unge Thorkild Hansen i Paris, der fejlagtigt havde fået det indtryk, at vennen i København spredte homoseksuelle rygter om Hansen og hans mæcen, en fransk baron. Det endte dog i fordragelighed. Seebergs og Thorkild Hansens kappestrid kulminerede en aften i 1971, hvor de sammen havde indlogeret sig på Hvidsten Kro for at afvente beskeden om, hvem af dem der havde fået Nordisk Råds Litteraturpris, som de begge var indstillet til. Det blev Thorkild Hansen. Som litteraturforskeren Poul Behrendt har påvist, var der bagefter lidt delte meninger om, hvor god stemningen havde været mellem dem.
Om Fonsmark havde villet skrive noget sådant, kan jeg ikke vide, men det havde været interessant at se hans vurdering af de to venners forfatterskaber og udviklingen i dansk litteratur generelt. Selv forlod han i løbet af sit liv litteraturen til fordel for avisverdenen (som chefredaktør for Berlingske Aftenavis, Weekendavisen, Berlingske Tidende og Børsen). Han havde måske nok drømmen, men ikke talentet til at blive skønlitterær forfatter. Han ville i stedet være boganmelder, men skrev sig især ind i kulturlivets historie som redaktør af tidsskriftet Perspektiv i perioden 1953-1963. Noget uberettiget er Perspektiv kommet til at stå lidt i skyggen af Gyldendals samtidige tidsskrift Vindrosen, og det er morsomt at læse om, hvordan Knud W. Jensen ganske uden blusel tyvstjal Fonsmarks koncept efter at have haft indledende forhandlinger med ham. Man skulle jo sørge for ikke at gå hinanden i bedene, når nu to grupper ville starter nye tidsskrifter samtidig. Historien om Perspektivs start har Fonsmark tidligere fortalt, og denne lidt ældre artikel er indsat i Drømmen om København. Ligeledes en kort redegørelse for Berlingske Aftenavis omdannelse til Weekendavisen under hans auspicier. I sagens natur er der ikke så meget nyt at hente i disse genoptryk, og man savner selvfølgelig den store fremstilling af Perspektivs hele historie og Fonsmarks tid i pressen (blandt andet med klassekampen i Det Berlingske Hus), som han havde planlagt at skrive.
Man kan dog ikke sige om Fonsmark, at han fik en uventet karriere i forhold til sine dispositioner. Allerede som dreng interesserede han sig intenst for politik (modsat Seeberg og Thorkild Hansen, som han beskriver som helt apolitiske), og han var nok så meget en praktisk betonet ung mand, som han var åndsbolle. I barndomsbyen Esbjerg gik han i isenkræmmerlære (senere kom han på studenterkursus) og gjorde vejene omkring Ribe usikre med sit swingorkester. Bogens andet færdige kapitel handler om barndom og ungdom i Esbjerg og på Fanø. Det er bevægende i sin uanmassende skildring af moderens tidlige død, som faderen aldrig forvinder. Og stemningsfuldt i sine beskrivelser af det rejsende swingorkester.
Fonsmark var i dansk sammenhæng en ener som åndstype. En litterat, der var borgerlig! En borgerlig, der kunne tænke! Man vidste snart ikke, hvad der var mest forbløffende. Og når man, hvad mange fra min generation nok gjorde sent, måske først med den store bog fra 1990, Historien om den danske utopi, havde opdaget Fonsmark, fik man appetit på meget mere. Jeg interviewede ham til nærværende avis i 1993, og han fortalte ved den lejlighed vittigt om, hvordan anmeldere ofte blev så begejstrede for hans forrige bog, når de skulle anmelde hans nyeste. Når han så bladrede tilbage i sin scrapbog, kunne han ikke altid se, at de havde været så begejstrede, som de sagde nu. Så gjaldt glæden måske den for-forrige. Det var sjovt sagt, men jeg kom selv som anmelder til at gentage denne mekanisme. Man kunne blive skuffet over en ny bog af Fonsmark, fordi man syntes, at han hellere skulle skrive nogle absolut nødvendige bøger. Der var ligesom ikke andre til det end ham. Han var både en drøm af en intellektuel og en drøm om en intellektuel. Sin absolut nødvendige erindringsbog nåede han heller ikke at skrive. Til gengæld burde nogen sætte sig for at skrive den intellektuelle biografi over en af de vægtigste skikkelser i nyere dansk idédebat.
Henning Fonsmark: Drømmen om København. Portræt af en årgang, der kom på benene. 165 sider. 169 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
Bernhard Lewkovitchs tirsdagsklumme Post Scriptum udgår i dag, men bringes senere på ugen.