Prøv avisen

DR er klar til at stå fastere på den kristne kulturarv

DR's kulturdirektør, Morten Hesseldahl, synes, at Kristeligt Dagblad er et forbillede for DR's trosdækning. Foto: Linda Henriksen.

"Kvaliteten i Bibelen og den kristne kulturarv er jo noget almenmenneskeligt," siger DR's kulturdirektør, Morten Hesseldahl

Det har allerede skabt hed debat, at den nye public service-aftale nævner "den kristne kulturarv" som en direkte formidlingsforpligtelse. Som det fremgår af gårsdagens Kristeligt Dagblad, vil oppositionen – anført af Socialdemokraterne og SF – ligefrem ændre aftalen før tid, så ordene om den kristne kulturarv slettes i kontrakten, hvis de kommer til magten. Men DR?s egen kulturdirektør, Morten Hesseldahl, mener ikke, at den kristne kulturarv er en unaturlig public service-forpligtelse:

"Når man taler dansk kulturarv, taler man selvfølgelig også kristen kulturarv. Og jeg synes, at vi lider under et generelt traditionstab, herunder også omkring den kristne kulturarv. Derfor er det selvfølgelig en public service-opgave at trække den kristne kulturarv op i en moderne medievirkelighed," siger Morten Hesseldahl, der endnu ikke har nogle færdige bud på, hvordan DR skal få mere af den kristne kulturarv ind i sendefladen, men dog er inspireret til nogle bud:

"Spørgsmålet er, om vi ikke kunne gribe det an, som Kristeligt Dagblad har gjort det. Liv&Sjæl-tillægget synes jeg for eksempel er et forbillede for, hvordan man kan trække den kristne kulturarv og det eksistentielle stof ind i en moderne virkelighed, så stoffet bliver gjort personligt. Kvaliteten i Bibelen og den kristne kulturarv er jo noget almenmenneskeligt. Og jeg ser en stor formidlingsopgave i at løfte nogle af de erkendelser ind i en nutidig ramme."

Morten Hesseldahl regner med, at programmerne skal supplere aktualitetsprogrammerne, hvor eksperter ofte udtaler sig ud fra den seneste viden og på den måde godt kan virke lidt historieløse.

"For min holdning er, at traditionen er klogere end det enkelte individ. Den kristne tradition kan derfor være med til at kvalificere samtalen omkring, hvad det vil sige at være et moderne menneske med personlige drømme og ambitioner. For vi har alle brug for den viden og dannelse, som det giver at sætte sig ind i både den kristne og den almene kulturarv, som hele vores samfund står på."

Morten Hesseldahl forventer, at trosstoffet skal stå mere på to ben i DR, så den kristne kulturarv både kan blive en større del af de store folkelige programmer – og blive rendyrket på nichekanalerne.

"Risikoen ved at lave for firkantede programmer om kristendom er, at de kun henvender sig til ?de sidste dages hellige?. Men der skal selvfølgelig også være nogle klare reservater i programfladen, hvor de mest interesserede kan finde stoffet, på samme måde som litteraturinteressede både kan finde nicheprogrammer og bogstof i brede programmer. Jeg tror faktisk, at man principielt kan indarbejde den kristne kulturarv i alle typer programmer," siger han og nævner som eksempel en julekalender for børn, der forklarer, hvad kristendommen handler om.

"Jeg kunne også sagtens forestille mig programmer, der tager aktuelle emner op med mere blik for traditionen. For vi mangler måske fornemmelsen for det eviggyldige i en medievirkelighed, hvor eksperter altid betjener sig af den seneste viden. Public service-opgaven er derfor også at identificere relevans og kvalitet i historien og traditionen."

Hvad betyder den kristne kulturarv for dig selv?

"Jeg har svært ved at skille den kristne kulturarv fra mig selv. For det er jo den, jeg er rundet af som en borger, der er vokset op i et samfund, der i den grad står på en kristen kultur. Så jeg håber, at jeg har taget det bedste med mig. Og jeg kan i hvert fald ikke se den kristne kulturarv som noget fremmed fra mig selv. Men derfor kan jeg jo godt samtidig forholde mig kritisk til den."

ohrstrom@k.dk