Efter lukningen af Radio24syv har de tidligere chefer og medarbejdere været dygtige til at tale kanalen op, og i dag huskes den stort set kun for det gode. Ja, der er opstået et næsten mytologisk skær om de nedlagte programmer og den uhøjtidelige tilgang til stoffet.
Men skulle man have glemt, hvor irriterende, forudindtaget og selvgod netop tilgangen kunne være, er DR 2’s nye kulturprogram, ”ArtyFarty”, en påmindelse. Her er redaktøren og værterne med en enkelt undtagelse fra den hedengangne radiokanal, og de kører videre foran kameraet på præcis samme måde, som de gjorde det bag mikrofonen.
I egen selvopfattelse er de tydeligvis et vigtigt alternativ til den servile kunst- og kulturdækning og bygger på en underliggende forestilling om, at kunstnere, der er anerkendt af parnasset, blot er dem, der forstår at tækkes smagsdommerne, og at dårlig smag ikke er andet end undertrykkelse af kunstnere, der ikke formår eller ikke evner at spille spillet.
Det gælder eksempelvis Poul Pava, der har tjent formuer på sine naivistiske malerier, der storsælger i Imerco, men aldrig har hængt på et anerkendt galleri eller museum, mens finkulturen repræsenteres af blandt andre kunstner Niels Lyhne Løkkegaard, der vakuumpakker højskolesangbøger i protest mod fællessangens nationalromantiske og dermed ekskluderende præg og tidligere har spillet på guldmønter med kapitalist og Saxo Bank-ejer Lars Seier Christensen.
Alle sammen interessante sager, men de præsenteres på en måde, der kun på overfladen er nysgerrig og insisterer på en gammeldags skelnen mellem lav- og finkultur, mellem noget ærligt og noget forstilt.
Den pointe har ikke mindst René Fredensborg, en af værterne, gjort en karriere ud af, og det er da også ham, der går rundt med et nyopdaget Michael Ancher-maleri under armen – eller måske et falskneri – for at udstille kunstverdenens mekanismer. Det lykkes bare ikke. Der opstår ikke nogen hype eller noget hysteri omkring maleriet, og eksperterne – parnasset – forbliver rolige og saglige.
I et andet indslag, der igen-igen forsøger at vise, at den gode smag bare er et spørgsmål om strategi og indpakning, får musikeren Andreas Odbjerg til opgave at gøre Big Fat Snakes folkelige, sønderspillede sang ”Bonsoir Madame” til kunst ved at synge den på den ”rigtige” måde.
Oliver Zahle, der normalt er en begavet idémager og formidler, er vært i dette og andre indslag i ”ArtyFarty”, og han taler flere gange om sin mor som en rigtig ”kulturradikal”. Det er tydeligvis sådan nogle som hende – dem, der går på fine udstillinger og læser bøgerne, som Politikens anmeldere anbefaler – programmerne ønsker at ruske op i.
Men værterne ender oftest bare med at massere hinanden, og en stor del af udsendelserne er en slags åbne redaktionsmøder, hvor de med flittig brug af 1990’er-ironi taler om, hvordan de skal gribe en historie an, og hvad de nu lige selv ved. Eller i mange tilfælde: ikke ved. Og når de beskæftiger sig med H.C. Andersen i programmet om ”kulturkvalme”, handler det bare om, at man i Odense driver rovdrift på hans navn, og at man kan få øl og en pizza, der bærer hans navn eller titlerne på nogle af hans eventyr.
Men værterne og redaktøren synes tydeligvis, at programmerne gør noget slagterhundsfrækt og forfriskende – og så på det fine DR 2! – mens det i virkeligheden blot vækker minder om alt det, der gjorde Radio24syv til en belastende oplevelse og lukningen knap så ubærlig.