DR Koncerthuset leverer en hårrejsende torsdagskoncert

Man har sagt, at Verdis Requiem ikke rummer nogen form for nåde

For DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi er det en dyb spirituel oplevelse, hver gang han dirigerer Verdis Requiem.
For DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi er det en dyb spirituel oplevelse, hver gang han dirigerer Verdis Requiem. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

”Med Verdis Requiem kommer vi i himlen og i helvede på én gang. Det gør dybt indtryk på os, som lytter... Vores chefdirigent Fabio Luisi siger, at det er en dyb spirituel oplevelse for ham, hver gang han dirigerer Verdis Requiem. Ja, faktisk taler han ligefrem om, at værket renser hans sjæl og gør ham til et bedre menneske.”

Dette udsagn om det eneste værk ved torsdagskoncerten i DR Koncerthuset i denne uge er hentet fra det officielle program og skyldes Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset. Og han og Fabio Luisi har fuldstændig ret: Verdis hårrejsende reqiuem bevæger og griber os, hver gang vi oplever det live – det er et af den slags værker, der bør stå alene ved en koncert, ikke blot på grund af sin varighed på halvanden time, men også fordi det vil overskygge ethvert tænkeligt supplement, det være sig en ouverture eller et andet kortere orkesterstykke. Det er ikke tilfældigt, at mange Verdi-kendere indlemmer hans requiem i rækken over hans 27 operaer. Det er nok formelt set et religiøst værk, men der er så meget højspændt drama over det, at man i passage efter passage fornemmer den mesterlige operakomponist, der nok vidste, hvordan en sådan kage skulle skæres – lige fra den nærmest hviskende begyndelse i strygerne til de hårrejsende ”vredens fanfarer” fra det samlede orkester, hvor paukisten hamrer ubarmhjertigt løs på stortrommen.

Man har sagt, at dette værk ikke rummer nogen form for nåde – og netop det aspekt er det mest rystende ved det. Den røde tråd er afsnittet om dies irae, vredens dag eller dommedag. Den slipper vi ikke uden om i dette unikke værk.

Man havde hentet opførelsens fire solosangere fra nær og fjern: den russiske sopran Hibla Gerzmava, den italienske mezzosopran Veronica Simeoni, den amerikanske tenor René Barbara og den garderhøje finske bassanger Mika Kares, der er ved at skabe sig et stort navn som Wagner-sanger og var tordnende god.

Denne kvartet smældede deres indsatser ud, stående mellem orkestret og DR Koncertkoret. Og sopranen fik de sidste ord med sin heftigt anråbende bøn: ”Libera me” – frels mig. Men man kan ikke sige, at Verdi lover os noget som helst i den retning. Tværtimod kan hans nådesløse requiem opleves som en kolossal lydlig slugt.