Der findes de, som kalder ”Vesper” for den russiske komponist Sergej Rakhmaninovs (1873-1943) største bedrift. Det er nok at tage munden for fuld, men det timelange korværk fra 1915 er på mange måder spektakulært.
I tematisk forstand er der tale om et korværk over Jesu opstandelse. Et religiøst arbejde, der balancerer mellem den ortodokse kirkes strenge forskrifter og en sekulær folkelighed. Man mærker tydeligt, at ”Vesper” er komponeret i urolige tider. Musikken er holdt i en enkel tone, der ikke kun spejler det liturgiske ophav, men også en national vækkelse.
Den russiske revolution befinder sig lige i horisonten, og Rakhmaninovs værk emmer både af en nostalgi over verden af i går og en forudanelse om store omvæltninger i samfundet. Selvom opstandelsen er omdrejningspunktet, fornemmer man en undergangsdrift i værket, tegnet op af massive klanges knoklede sammenstød. Store kræfter er på spil.
Derfor var det vel kun på sin plads, at scenen var Roskildes højloftede domkirke, da DR Koncertkoret i fredags opførte Rakhmaninovs kæmpeværk med imponerende styrke.
Man kan indvende, at selv et kor med 74 medlemmer kan virke småt i så stort et rum. Og at rumklangen nok giver meget i form af en ekstra funklende resonans, men i sagens natur også kan få dialogiske passager til at flyde ud i ét. Punktummer er svære at sætte med så højt til loftet. Men ”Vesper” er mere stemning end dramatik, og Rakhmaninov benytter sig af en udpræget luftig og enkel skrivestil i værket. Derfor tonede musikken ikke frem i domkirken som et rod, men som et klarsyn.
Gennem 15 satser ledte den afgående syngemester og dirigent Bart Van Reyn sine sangere gennem melankolsk tågemørke og lysets gennembrud. Hvis de mange konger og dronninger lyttede med fra deres kister, satte de formentlig pris på den ærbødighed, der lød hele vejen fra de afgrundsdybe basser til de skinnende sopraner.
Plads til tynd skrøbelighed var der imidlertid også. Midt i de russiske fællesmassiver trådte mennesket frem. Både i små grupper og ved de tre solister, hvoraf den glødefulde og sensitive tenor Rasmus Gravers Nielsen spillede den største rolle med sin indtrængende bøn. Om det er Gud eller det gamle Rusland, Rakhmaninov priser i musikken, afhænger nok af øret, der lytter. Uanset målet for hengivelsen, så var det svært at sætte en finger på DR Koncertkorets præstation.
Bart Van Reyn byggede med stor tålmodighed lange forløb op, som eksploderede i ekstatiske højdepunkter fulde af angrebslyst – for så med ét at falde til let, sitrende ro. Præcist, nuanceret og afstemt.
I 14. sats tegnede sopraner og alter for alvor de store linjer op. Man så for sig, hvordan de løftede store kontinentalplader op fra jorden, betragtede dem nysgerrigt og omsider lagde dem ned på plads igen. Det var, som om aristokraten Rakhmaninov ville sige: javel ja, noget er under forandring, det må vi nok acceptere. Og så fulgte musikken op med en sidste sats fuld af liv og vitalitet, et rent virvar. Livet går videre, det er det jo nødt til at gøre.
Komponisten vidste ikke, hvad der ventede om hjørnet. Han vidste ikke, at han få år senere måtte fly for revolutionen. Men Van Reyn og DR Koncertkoret fik det til at lyde, som om musikken vidste det. Øret er altid foran, når det gælder opstandelse og undergang.
Sergej Rakhmaninov: Vesper. DR Koncertkoret. Dirigeret af Bart Van Reyn. Roskilde Domkirke, fredag den 23. september.