Prøv avisen

DR mangler mod til at formidle litteraturhistorie

Digteren Michael Strunge, der om nogen blev synonym med 1980’ernes poesi, holdt til på Kruts Karport på Østerbro i København. Caféen er et eksempel på et sted, der, hvis man opsøger det, åbner periodens litteratur for den læsende. Andre steder af og med litterær betydning, som professor Anne-Marie Mai (billedet) opsøger i udsendelsesrækken, er Udby Præstegaard og Sorø. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Formidlingen af dansk litteraturhistorie skal nytænkes, mener professor Anne-Marie Mai. Hun er netop nu aktuel med en række programmer på tv-kanalen dk4, hvor hun tager seerne rundt til steder af stor litterær betydning

Årets første snefnug danser ned mod jorden og gør gaden ude foran den lille café våd og sjappet. Inden døre varmer en halv snes mennesker sig ved en kop kaffe eller slukker tørsten med fadøl.

Kruts Karport hedder stedet, hvor Anne-Marie Mai, professor i nordisk litteratur ved Syddansk Universitet, har ønsket, at dette interview skal finde sted. Ikke fordi hun bor i nærheden, eller fordi de brygger den bedste kaffe. Men fordi stedet spiller en ganske særlig rolle i et af de i alt syv programmer, som i denne tid løber over skærmen på tv-kanalen dk4, og som professoren sammen med tilrettelægger hos dk4 Frantz Howitz står bag.

Litteraturens åsteder hedder programrækken, som er inspireret af trebindsværket Hvor litteraturen er, som Anne-Marie Mai udgav i 2010 og 2011. Et værk, der tager læserne på rundtur i den danske litteraturhistorie fra år 1000 og frem til i dag ikke som traditionelt ud fra perioder og personer, men derimod ud fra fysiske steder som kirker, caféer og klostre i det ganske land.

LÆS OGSÅ: Fæ, det dør, frænder dør

Naturligt nok har professoren ikke kunnet lave tv om samtlige de steder, hun har beskrevet i sine bøger. I stedet har hun udvalgt seks forskellige steder, hvorfra hun leverer litteraturhistorie i levende billeder.

Et af disse steder er altså Kruts Karport, der sammen med en håndfuld andre caféer som Café Victor og Café Sommersko var med til at skabe det café- og bymiljø, som blev et mødested for 1970ernes digtere som Klaus Høeck (1938 -) og Asger Schnack (1949-) og de såkaldte 80er-digtere som F.P. Jac. (1955-2008) og Henrik S. Holck (1961-). Men særligt én digteren Michael Strunge (1958-1986), der om nogen blev synonym med 1980ernes poesi drak sin kaffe og sin vin her på Øster Farimagsgade på Østerbro i København.

Det var også her, han i 1985 læste op af sine udvalgte digte Unge Strunge, redigeret af Klaus Høeck og Asger Schnack. Anne-Marie Mai, der af og til selv mødtes med Michael Strunge på caféen, overværede selv oplæsningen og husker den tydeligt.

Han var glad, for han kunne mærke, at det var et godt digtudvalg, han stod med. Han var koncentreret om sin kæreste, der var her, og sit publikum, som lyttede intenst, siger hun om oplæsningen i Kruts Karport.

Dengang var væggene ikke som i dag sorte, men helt hvide og uden nævneværdig pynt. Og så var belysningen slet ikke så dæmpet som i dag. Der var mere knald på, som der generelt var dengang i 1980erne, fortæller Anne-Marie Mai. Hun kender den ældre dame, der står bag bardisken og betjener kunderne, for hun og det lille tv-hold fra dk4 var her for et stykke tid siden for at filme, og om fem uger kan interesserede se med, når hun herfra fortæller om 80er-digterne og den måde, de henholdsvis inspirerede og selv fik inspiration fra by- og cafélivet på.

To afsnit fra Litteraturens åsteder er allerede blevet sendt, og professoren er glad for at få lov til at lave udsendelserne.

Selvfølgelig er det ufattelig gammeldags tv, der kommer ud af det. Det er jo ikke med alle mulige smarte og hurtige klip vi har kun et kamera, få dage at filme i og en sparsom økonomi. Men det gør ikke noget. Her er noget tv, hvor man bare kan læne sig tilbage og sige, at der har jeg været engang, eller det sted har jeg da aldrig hørt om, siger Anne-Marie Mai og pointerer, at programmerne er lavet på en måde, så man ikke behøver at have store forkundskaber udi litteraturhistorie for at kunne være med.

Generelt laves der for lidt tv om litteraturhistorie, synes Anne-Marie Mai. Hun mener, at tiden er moden til, at tv tænkes på en anden måde.

Jeg synes, at man skulle turde satse noget mere. Forleden kunne man læse, at halvdelen af de unge ville vælge DR 1 fra, hvis de kunne, og flere af de ældre søger over på DR K og dk4, hvor man kan opleve historie, arkæologi, arkitektur og kunst. Ingen gider se alle de gamle amerikanske og danske film, som vi allerede kender til ulidelighed, og DR 1 bliver mere og mere trukket ud i noget, som hverken er interessant for de ældre, de unge eller børnene, siger Anne-Marie Mai og fortsætter:

Jeg synes, man skulle være fræk og dristig i forhold til de forskellige aldersgrupper. Sige: Nu skal vi lave noget, som er spændende for de ældre eller de voksne, og nu noget for de unge. Det kan godt være, det bliver gammeldags fjernsyn eller vildt eksperimenterende tv, men det er noget, vi synes er vigtigt. Hovedkanalerne forsømmer noget, som DR K og dk4 godt tør fange an med, og jeg tror, at man vil opleve, at folk i stigende grad søger derover. Mainstream, hvor man vil ramme alle på én gang, duer ikke. Det er ikke ret ofte, at vi har lyst til at se det samme, og jeg synes, at det er utroligt, at de mange Morten Korch-film og Olsen Bande-film skal rulle over skærmen igen og igen og igen. Men det er selvfølgelig også et spørgsmål om økonomi, konstaterer hun og efterlyser i stedet programmer som de danmarkshistorier, som de nu afdøde Erik Kjersgaaard eller Paul Hammerich stod i spidsen for på DR først i 1980erne, eller de eksperimenter, som Mikael Bertelsen har haft gang i.

Da Anne-Marie Mai for år tilbage gik i gang med at skrive sit trebindsværk Hvor litteraturen er, var det i håbet om at få formidlet litteraturhistorie på en måde, der kunne få hendes studerende til også at interessere sig for tiden før 1980. Hun oplevede, at det ofte blev opfattet som surt pligtstof at læse ældre litteratur, og hun syntes dengang som i dag, at det er ærgerligt, at langt over halvdelen af alle de specialer, der blev skrevet på de forskellige danskstudier, handlede om emner efter 1980.

Derfor fandt hun på at bruge fysiske steder som en del af litteraturhistoriens fremstilling.

Jeg ville se, om ikke steder kunne forløse noget. Når man begiver sig hen til et fysisk sted, får man kontakt med noget andet, der måske kan være spændende, og de historier og personer, der knytter sig til stedet, kan bringes i spil. Men altså, jeg tager jo ikke hjem til ethvert digterhjem og enhver lille knold, der har inspireret en digter engang i fortiden. Det er institutioner som katedraler, herregårde, præstegårde og storbyen, jeg prøver at bygge fremstillingen op omkring, siger Anne-Marie Mai.

Det var umiddelbart efter, at hun havde skrevet sit trebindsværk, at hun fik idéen om at formidle noget af den selvsamme viden til en bredere skare på tv. For ifølge Anne-Marie Mai er det ikke kun de studerende i litteraturhistorie, der bør interessere sig for vores litterære fortid, men derimod os alle over en bred kam.

Litteraturhistorien er en del af vores kulturelle ballast. Og den kan vi selvfølgelig godt smide over bord, men så mangler vi bare noget og mister nogle muligheder for at kende os selv og opleve os selv som mennesker. Derfor er vi nødt til hele tiden at fortælle historien igen og igen og finde nye måder at gøre det på, siger hun.

Af og til tager Anne-Marie Mai et hold studerende med på ekskursion til et sted, hvor der kan fortælles litteratur-historie, og hun er helt sikker på, at det giver en ekstra dimension, når man bevæger sig ud i virkeligheden og ikke blot tygger sig gennem tykke bøger fuld af ellers nyttig viden.

Jeg tror, at det hjælper os til bedre at forstå litteratur, når vi besøger fysiske steder. Nogle af de gamle tekster er svære at læse og forstå, men har man stedet med og kan se det i samspil og udveksling med teksten, så kan det være, at teksten begynder at åbne sig. Det har jeg selv oplevet med mine studerende i Ribe. Når vi går rundt og ser på byen og for eksempel oplever det værtshus, hvor Ambro-sius Stub (dansk forfatter, 1705-1758, red.) sikkert i sin tid sad, så bliver det på en eller anden måde lettere at begribe hans arier og lejlighedsvers, siger hun.

Selvom Anne-Marie Mai tydeligt ser internettets mange fordele, ikke mindst for litteraturhistoriens vedkommende, mener hun også, at der er faldgruber forbundet med at indhente sin viden ad den vej.

Man kan godt blive lidt nervøs over, at vi kan slå alting op på to sekunder. Det tror vi i hvert fald, at vi kan. At hvis bare vi googler lidt, så har vi fundet alt om Holberg, Ingemann eller andre. Men det kan ende med at blive mærkelig død viden, som man smider fra sig igen, og som man aldrig rigtig fordyber sig i. Men ved derimod at være til stede på forskellige lokaliteter rent fysisk bliver det meget nemmere at mærke litteraturen, forholde sig til den og samtidig undvige den glemsel, der ligger i internettets store mængder af skrift og information, siger hun.

Som professor, forsker og underviser har Anne-Marie Mai selv et ansvar for at videreformidle litteraturhistorien, men hun ser så langtfra forskere og undervisere som de eneste ansvarlige.

Vi har alle et ansvar for at få ført fortællingen om dansk litteratur videre, og hvis noget led i den lange kæde svigter, så hopper den jo let af. Så det er altså ikke nok, at vi har forskere, lærere og formidlere. Der skal også være nogle forældre, der føler lyst og glæde ved at fortælle deres børn H.C. Andersens eventyr eller ved at lære dem nogle salmer af Ingemann og Grundtvig, siger hun.

Foreløbig gør Anne-Marie Mai dog sit til at vore øjne skal åbnes for den danske litteraturhistorie, og for en akademiker, der er vant til at sidde med næsen dybt begravet i tykke bøger og udtrykke sig verbalt, har det været en udfordring at arbejde med tv-mediet.

Det har været en stor opdagelse af muligheder for mig at lære om at fortælle i billeder. Min tilrettelægger, Frantz Howitz, har flere gange sagt: Det har jeg allerede fortalt i billeder, så det behøver du ikke fortælle igen med ord. Men det er en vanskelig arbejdsproces, fordi den er så anderledes end det, jeg har været vant til og så tager arbejdet utrolig lang tid, og man må tage optagelser om igen og igen. Men det vigtigste, når man laver noget på denne måde, er, at det har en faglig sammenhæng og samtidig er en god historie. Og så må vi håbe, at vi rammer rigtigt. Vi har i alt fald fået en fantastisk chance.