I 2021 igangsatte Danmarks Radio en undersøgelse af sig selv, hvor den seksualiserede kultur i Pigekoret skulle belyses og analyseres.
Det betød også, at TV-serien “Orkestret” blev udskudt og først nu sendes og streames. Jeg forstår såmænd godt, hvorfor DR fandt timingen forkert i første omgang. Serien, som er udtænkt af Adam Price og forløst af Mikkel Munch-Fals, er nemlig en satirisk skildring af netop sexisme og håndteringen af den i DR.
Nogle vil sikkert stadig have det svært med seriens forsøg på at skildre noget så alvorligt som krænkelser og ledelsessvigt med humorens virkemidler. Og man kan da også sagtens indvende, at serien bare genspiller boomer-pointerne om, at tiden efter #MeToo er hysterisk, og at virksomheders og institutioners nye woke tiltag ikke fører til andet end absurditeter og justitsmord.
Sådan kan man gå til “Orkestret”, men man kan også bare glæde sig over den velfortalte og velspillede historie om DR’s symfoniorkester og ikke mindst om den forsmåede andenklarinettist Bo Høxenhaven, der en dag, hvor hans moderbinding giver sig en smule, spørger en cellist, om hun mon nogensinde har spillet nøgen. Det har han nemlig selv gjort.
Bemærkningerne kommer førsteklarinettisten og medarbejderrepræsentanten Simon for øre, og han gør – mod cellistens ønske – en personalesag ud af det. Og det bliver den nytiltrådte souschef Jeppe Nygren, der skal sørge for, at alt og alle følger de nye regler og procedurer. Han ved dog intet om orkestre, og musikerne forstår ikke hans management-lingo, så sagen går fuldkommen i fisk. Mens hans kone, der er jurist i DR, drikker for meget og har en affære med Simon.
“Orkestret” er på den led en typisk workplace comedy, en komedie om en arbejdsplads, hvor vi møder mennesker i forskellige funktioner og situationer og med forskellig hierarkisk status. Men Mikkel Munch-Fals giver det hele et velgørende vred, og som i hans øvrige film – senest “Swinger” fra 2016 – er karaktererne utilpassede eller utilpasse og sjældent den bedste udgave af sig selv. Og dér som hér er replikkerne og skuespillerne fremragende. På samme tid præcise og troværdige, og Frederik Cilius er intet mindre end brillant som Bo Høxenhaven: misantropisk, idiotisk, en rædsom menneskekender, men med en fjern, knapt mærkbar sødme.
Overfor Frederik Cilius står Rasmus Bruun, der spiller Jeppe Nygren – den kronisk venlige, småkedelige djøf’er på glatis – og er med blazer, mellemlederbriller og slet skjulte karriereambitioner et kun alt for genkendeligt og morsomt bekendtskab.
De to, Cilius og Bruun, har tidligere vist den satiriske klasse som henholdsvis seniorkorrespondent Kirsten Birgit og nyhedsredaktør Rasmus i Den Korte Radioavis, og kemien er den samme i “Orkestret”. Det ætsende og grænseoverskridende, der møder det forsigtige, lidt kiksede. Og måden, hvorpå de to i rollerne som Bo Høxenhaven og Jeppe Nygren – selv navnene er sjove – vikles ind i pinagtige situationer, ja, den minder ikke så lidt om “Klovn”.
Men med en overbygning. Her handler det ikke kun om personlige behov og relationer, men også om arbejdskultur på en arbejdsplads, som er gammeldags, men lidt modvilligt forsøger at være moderne.
I den sidste modsætning ligger meget af komikken i “Orkestret”, der er en fornøjelse at se. Samtidig med at den gør lidt nas. Det er med andre ord DR, når det er bedst.