Det er vanskeligt at skrive samtidshistorie. Stoffet er stadig ømtåleligt og for tæt på til, at det kan vurderes sagligt og objektivt. Det er værd at huske, når Anders Fogh Rasmussen konkluderer, hvad Muhammed-krisen handlede om, eller når Helle Thorning-Schmidt frasiger sig ethvert ansvar for sin regerings fald. De fem magtmennesker, DR har samlet i deres velkoreograferede ”Statsministrene”, har al god grund til at værne om deres egne historier. Og det gør de også.
”Vi taler om Tamil-sagen, fordi du gerne vil,” siger Poul Schlüter i tredje afsnit. Og så taler han om Tamil-sagen på samme måde, som han har gjort det i utallige interviews gennem årene. Det var Justitsministeriet, der formulerede, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Schlüter selv var bare budbringeren. Fogh holder stædigt fast i, at der ikke er noget at komme efter. Heller ikke i forbindelse med Irak-krigen. Han siger dog, at der blev begået fejl efter Saddam Husseins død – af amerikanerne vel at mærke. Det har han også ”indrømmet” før. Danmarks deltagelse i Irak-krigen vil længe være et ideologisk stridspunkt. Heller ikke det sætter ”Statsministrene” punktum for.
”Statsministrene” er derfor ny i sin form, men ikke i sin fortælling.
For det er godt tænkt, og det er godt tv, når statsministrene sidder gemytligt bænket til kaffebord på Marienborg. Høfligt, civiliseret og ikke kælende gemytligt. Klippene mellem rundbords-samtaler og dobbeltinterviews er tematisk velturnerede. Det er elegante skift fra Balkankrigene over Tamil-sagen til Irak-krigen.
Det er også dygtigt håndværk, når statsministrene optræder enkeltvis. Man bliver som seer lullet ind i et intimt rum, der opleves ægte og eksklusivt. Og det er både bevægende og sandt, når Løkke (V) og Fogh fortæller om de personlige omkostninger, det har, når danske udsendte dør i krig udsendt på statsministerens kommando. Eller når Nyrup stolt og sorgfuld deler minderne om den svære tid efter datteren Signes selvmord. Det er fremragende fjernsyn med modige politikere.
Men man skal ikke tage fejl af, at de øvrige på overfladen intime bekendelser om krige, kriser og kampe er topprofessionelle politikeres private historieskrivning, der selvfølgelig skal stille dem i det bedste lys.
Seriens fjerde afsnit kunne have overskriften Privatlivet. Selvom Lars Løkke har mest på spil, er han den mest generøse.
Konflikten mellem at være far og politiker åbner også en sprække ind i Foghs facade, som er vedkommende og punkterer forestillingen om, at det kun er kvindelige politikere, der kæmper med at balancere livsbalancen. ”Børnene bærer en større del af byrden, end man tror,” siger Fogh.
”Statsministrene” er mere et menneskeligt og psykologisk studie end et politisk portræt.
De fem statsministre har haft hvert deres manuskript med, og producenterne har sat en stærk ramme. Det er godt fjernsyn og værd at hive frem, når historien om Danmark fra 1982 til 2017 engang kan skrives.