Skagens Museum forstår at udnytte sin nye udstillingsbygning med den udstilling, der hedder ”Jeg er Hav. Holger Drachmann med pen og pensel”. Her refereres der til, at han både var digter og maler – havet var hans motiv og element frem for noget. Titlen på udstillingen er taget fra digtet ”Kan du forklare mig, Hav” fra digtsamlingen ”Sange ved Havet” fra 1877, hvori han som en anden Luther bekender, at han er hav. Han kan ikke andet.
Man kommer sådan lidt omvendt til Drachmann (1846-1908), nemlig gennem hans grav på Grenen. Scenen er genskabt i og uden for museets foyer som en slags installation. Her læser man indledningsteksterne på finerplader, hvori der er brændt en ornamental jugendstilsagtig ramme med Drachmanns navn. I udstillingens første rum dominerer en mægtig fotostat af et Holger Damgaard-fotografi: Drachmann rejser sig fra sit store og brede skrivebord, hvor han skrev. Sammen med det mesterlige signaturmaleri, ”Havet i oprør. Skagens Gren” fra 1907, bliver det indgangen fra det sene værk, fra triumfens tinde, fra myten.
Hele udstillingen er indfattet i rum, der udgøres af krydsfiner. Langsomt går det op for den besøgende, at der er en mening med det. Drachmann malede på lærreder i små formater, men ikke mindst på cigarkasselåg. Han malede på malerkassen, på alt muligt. Han malede på lærreder, der rulledes sammen og forsvandt i 100 år. Mange af de små formater er genfundet ved den nylige renovering af Drachmanns Hus i Skagen. Nu kommer de frem, friske og nykonserverede.
Krydsfineren er ikke ene om at sætte tonen. De første rum er dybblå, de senere er grønne som lyset i havets bølger. Man har fra sektionen med Skagensmotiver udblik af det rekonstruerede ateliervindue, og atelieret er faktisk genskabt på udstillingen.
Udstillingen er tematisk. Vi følger arbejdsprocessen, hvor man kan se, hvordan kunstneren med blyant kan skitsere på lærredet, men i andre tilfælde med en kolossal sikkerhed går direkte løs på det hvide lærred med penselstrøg. Så er man med. Trosserne er kappede. Drachmanns havmalerier er fantastiske i deres friskhed, det er som om vejen fra kunstnerens vilje til det færdige lærred er helt direkte. Indtrykket omsættes med sin fulde kraft – og det også i de små fortættede formater. Det er instruktivt, at man har medtaget nogle af Drachmanns tidlige søstykker, der viser hans klassiske skoling, den totale kontrol over motivet og dets linjer. Alt dette arbejder han sig bort fra. Det er egentlig udstillingens ledemotiv: fra skole til hav.
Drachmann var en rejsende kunstner, og overalt malede han hav. Sektionen med rejsebillederne åbner gæstens øjne for nye verdener. Mest overraskende er nok malerierne fra USA, Canada og Newfoundland. I USA opsøgte han Adirondackbjergene nord for New York, hvor de amerikanske impressionister udgjorde en hel koloni, og hvor Joseph Henry Boston var en ledende skikkelse. Flere af deres værker findes i Husum i Slesvig. Man ser en afsmitning fra de amerikanske malere hos Drachmann, ligesom hans motivverden tilføres noget nyt. Isbjergene ud for Newfoundland er tyste og truende på en anden måde end Atlanterhavets og Nordsøens bølger.
Et andet tema udgøres af strandinger og vrag, hvor det igen er havets utæmmelige, destruktive kræfter, der fremstilles. Vragene ligger som døde kadavere og pilles helt af i det altædende hav. Et af malerierne er ligefrem malet på en vragrest.
Udstillingen begyndte i erindringen, og den slutter med myten om Drachmann. Den myte, som han selv medvirkede til at skabe, og som måske skyggede for maleriernes kvaliteter, deres moderne elementer, deres ekspressionisme. Man ser Drachmannns tøj, der i sig selv var opsigtsvækkende, ser de filmstrimler, der findes med ham, Krøyers portræt og Ancher, der maler Drachmann foran kaminen.
Blandt de udstillede sager er også en cigarkasse, for Drachmann lagde navn til en cigar og blev gjort til ophavsmand for dens slogan. Det er etiketten fra cigarkassen, der er blevet til det mærke, der overalt er brændt ind i fineren på udstillingen. Man har altså sådan set gået rundt i en kæmpemæssig cigarkasse, inde bag myten, inde i Drachmann selv. Inde i den kasse, hvor han var hav.
Som tillægsgave er der mulighed for at lytte til komponister, der har sat Drachmanns digtning i musik, Edvard Grieg og Alexander Zemlinsky, sammen med de norske malerier, Drachmann udførte på rejse med Grieg. Det er multimedialt, fordi Drachmann selv var det.
Man får på et kunstmuseum ikke gode muligheder for at efterprøve, om det litterære holder, om det har båret igennem til i dag, men at maleriet har holdt, og at det har holdt betydeligt bedre end mange andre Skagensmaleres, er uomtvisteligt. Museet har satset. Det har udelukkende hentet værkerne fra Skagens museer, der nu også omfatter kunstnerhjemmene. Det er tilstrækkeligt til en overvældende udstilling, der renset for støj yder maleren Drachmann fuld retfærdighed.
Cigarkassetræet æder meget lys og opfører sig sært. Teksterne på træet bliver svært aflæselige, ligesom lyssætningen her og der kan forbedres. Kataloget er helt i top, både hvad tryk og indhold angår. Mette Harbo Lehmann og Niels Jarler skriver yderst kompetent om værket, mens Henk van der Liet tager sig af Drachmannmyten – og inddrager de kunstnere, der var med til at skabe og cementere den. Drachmanns egen store, og noget oversete, tekst om det danske sømaleri er aftrykt i sin fulde længde. En fornem udgivelse. Den svarer på fineste vis til en ovenud intens og seværdig udstilling. I Skagen, naturligvis.8
” En overvældende udstilling, der renset for støj yder maleren Drachmann fuld retfærdighed.