Zombier, varulve, genfærd, drager. Aldrig har det overnaturlige og fantastiske fyldt mere på skærmene end i de her år, hvor serier som ”Game of Thrones”, ”Stranger Things” og ”The Witcher” trækker uhyggeligt mange seere.
Hvorfor det er sådan, kan man kun gisne om. Måske skyldes vendingen mod det eventyrlige, at den verden, vi lever i, så langt fra er noget eventyr med klimakrisen som den store kulsorte skygge. Eller måske skyldes det, at verden er blevet så kompleks, at vi må søge tilflugt i den fantastiske fiktion, hvor det gode altid er til at skille fra det onde.
Det sidste er i hvert fald tilfældet i det nyeste bud på en overnaturlig seriefortælling, nemlig den både skræmmende, begavede og skamløst underholdende ”Dracula”. Her er Bram Stokers gotiske roman fra 1897 blevet udsat for gendigtning og videredigtning af Steven Moffat og Mark Gatiss, der tidligere har gjort noget lignende med Arthur Conan Doyles ”Sherlock Holmes”.
Det er de sluppet ganske godt fra, og Dracula spilles eminent af danske Claes Bang, der undervejs hilser på flere af fortidens mange Draculaer, men måske har størst lighed med Francis Ford Coppolas sofistikerede, glimtvist charmerende, men også uhyrlige greve i ”Bram Stoker’s Dracula”.
Til det lægger Bang en egen sødme og sexethed, som gør det let at glemme, at vi har at gøre med et uhyre i forklædning, som lever af at drikke menneskers blod direkte af halspulsåren. Det er sådan, han overlever, og jo mere blod, jo yngre og mere vital bliver han. Men da serien åbner en mørk aften i 1890’erne, er han svag og gammel, og advokat Jonathan Harker, der er rejst til Transsylvanien for at ordne en ejendomshandel, ser ikke andet end en lidt excentrisk olding.
Snart opdager Harker dog, at intet er normalt på det afsidesliggende slot, og at ”udøde” kryber omkring i værelset over hans. Herfra sætter chokkene ind, men de tre spillefilmslange afsnit er ikke bare jump scares – chokeffekter – men leger også subtilt med myten om greven. Det gør den blandt andet ved at sende ham forbi et kloster, hvor Agatha van Helsing og hendes søstre straks forskanser sig. Det første, de ser, er en ulv, og af dens blodige indre krænger han sig ud. Men ind kan han ikke komme: Hvis ingen byder ham velkommen, kan han ikke træde ind i nogen bygning.
Korset er et andet symboltungt middel til at holde Dracula fra livet – bogstavelig talt – og det samme er Bibelen. Det ser vi, da Dracula er på vej over havet, på vej mod England for at drikke og dræbe, og Agatha, der er rejst med og vil redde de andre passagerer, sømmer sider fra Bibelen fast i en cirkel på skibsdækket, og genner besætning og gæster ind i cirklens sikkerhed.
Og så er der sollyset, som Dracula i den grad frygter. At det kan forhindre ham i at forløse sine dyriske drifter, ser vi, da serien – lovlig pludseligt – bevæger sig op i nutiden, hvor han leder efter en ny brud. I stedet møder han en slægtning til Agatha, der også vil ham til livs. Hun får ham ind i et mørkt felt omgivet af det dræbende lys og fanger ham på den måde. For en stund.
Det mest interessante ved serien er netop omgangen med disse metoder og midler. For virker de, eller er Dracula begrænset af myten om sig selv? Er sollyset, Bibelen og korset reelt farlige for ham eller bare en fiktion, han tager for realitet?
”Dracula” føjer med de spørgsmål nye psykologiske lag til Stokers gotik og leger på lige så moderne vis med fortælleforholdene, sådan at det først er stakkels Harker, som Dracula bogstaveligt talt suger livet ud af, der beretter, mens det senere er Dracula selv, som fortæller.
På den måde bliver den sande historie et spørgsmål om tolkning, præcis som det er tilfældet med Dracula som gestalt. Om man ser ham som et udtryk for Stokers tid med undertrykt victoriansk seksualitet og en skrækblandet lyst til at give efter for det dyriske. Om man ser ham som det latente mørke i den kristne verdens lys. Eller om man ser ham fra psykologens vinkel og som et billede på, hvordan et ubehandlet traume altid vender tilbage i skræmmende former og dræner den traumatiserede for livskraft.
Dracula er pivåben for fortolkning, og det er utvivlsomt en af grundene til, at han altid har tiltrukket instruktører, forfattere og tegneserietegnere. Men hvor de fleste af de mange forsøg på at genoplive ham er mislykkede – det er sin sag at få den i grunden ret fjollede fortælling til at leve og skræmme – så er Netflix-serien trods dramaturgiske bump på vejen vellykket.
Med sit fokus på Draculas selvforståelse er den også typisk for vor tid, og det er den også, når Draculas primære modstander, van Helsing, er blevet til en kvinde. Eller når det antydes, at Harker stod i et homoseksuelt forhold til greven. Men vigtigst af alt, så er den fuld af gode scener. De fleste af dem er skrækindjagende, mens andre er morsomme og endnu andre tankevækkende. Som da Dracula er dukket op i nutiden og ender i et misligholdt hus. Han tænker, at her må der da bo en konge eller dronning. Her er lys uden flammer, tæpper på gulvene, bløde sofaer!
På den måde peger serien flere gange på, hvordan vor tids usselhed ville have været en anden tids pragt. Og tænk, at det skulle være et blodsugende, kødflænsende uhyre i svinedyrt jakkesæt, der skulle minde os om det.