Dagen før jeg gæstede Skovgaard Museet og Cecilia Westerbergs udstilling ”Alkymistens laboratorium”, var jeg på Aarhus Universitet for at høre den nyslåede professor i børnelitteratur Nina Christensen holde sin tiltrædelsesforelæsning om ”Børnelitteraturforskning for fremtiden”. Her læste hun blandt andet et lille stykke op, hvor Johannes V. Jensen beskrev sin første børnebog (”Den bestøvlede kat”), en bog som han sled op, før han overhovedet kunne læse, fordi både billeder og de kriderede sider var så tiltrækkende, at han formeligt måtte smage på dem. Jensen beskrev, synes jeg, så levende, noget man kunne kalde barnets æstetiske begær.
Der bliver ofte talt om børn som små væsener, der dels skal underholdes, dels skal indlæres en hel masse. Sjældent bliver der talt om børns æstetiske erfaring. Og om, hvad mødet med det æstetiske betyder for børn, ikke i et læringsmæssigt nytteperspektiv, men i det perspektiv, at oplevelsen af noget smukt og forunderligt i sig selv er betydningsfuldt for den menneskelige eksistens.
Udstillingen ”Alkymistens laboratorium” er skabt af Cecilia Westerberg, der ved siden af sit kunstneriske virke i mange år har været tilknyttet Statens Museum for Kunst som underviser af børn. Hendes vision med udstillingen er netop at skabe en sansemæssigt æggende og forundringsvækkende oplevelse for børn og såmænd også for deres voksne.
På udstillingen kan man både se, høre og røre, men også gøre. Det, man kan gøre, handler om fordybelse, sansemæssig nydelse og erkendelse, og det meste fordrer, at barnet sætter tempoet ned. Lyset er dæmpet, indretningen rolig. Udstillingen taler til barnet som en samler i lighed med videnskabsmanden. At samle handler om at prøve at kategorisere sin verden, finde dens mønstre.
Der er fire såkaldte laboratorier, fire forskellige rum: Wunderkammer, Herbarium, Farvelaboratorium og Transformationsrum.
I hvert rum tales der i øjenhøjde til barnet, til den nye opdagelsesrejsende verdensborger. Cecilia Westerberg har overalt arbejdet med gedigne og gode materialer, lige fra de borde, man skal sidde ved, de finér-figurer, man kan lave skyggebilleder med, og til det papir, man kan tegne på. Det gør en forskel. Udstillingen fordrer noget af det sted, den vises, de skal sørge for, at tingene er på plads til hver lille ny gæst.
I alkymistens laboratorium handlede det om at lave guld. På udstillingen her spiller guldet en mindre rolle, selvom der faktisk står et glas med det pureste, snurrende guld på en hylde.
Fokus ligger på mødet mellem viden om verden og det æstetiske. I udstillingens hjerte, Farvelaboratoriet, finder vi Farvebiblioteket, som er fire lange hylder med 160 glas med farvepigmenter.
På hvert glas står farvens navn. Der er navne som ”Mørkeblå”, ”Lysblå”, ”Turkis” og ”Turkisblå”, men der er også ”Mars gul” og ”Indisk gul”, grønne farver, der hedder henholdsvis ”Som foroven” og ”Som forneden”. For ikke at tale om den mørkerøde ”Drageblod”.
Midt i rummet står der et skab. Man kan gå ind i skabet og lukke dørene, man kan lægge hånden på den blå lapis lazuli-sten og se op i skabets stjernehimmel, mens man hører en fortælling om den britiske museumsmand Edward Forbes, der i begyndelsen af 1900-tallet rejste rundt i verden og samlede farvepigmenter ind til sit bibliotek og en dag også fandt frem til farven indisk gul, der blev fremstillet af urin fra køer, der udelukkende havde spist mangoblade. At sidde der i det blå mørke, alene, med speakeren Rikke Houds rolige stemme, er simpelthen lige så magisk for voksne som for børn.
Undervejs på udstillingen er der flere af disse små lydhistorier. I udstillingens Wunderkammer, der med hylder og æsker fyldt af både naturlige og kunstige underfuldheder, marmoræg i små reder, kuglefisk og kranier til fulde lever op til sit navn, bor et par hvide svanevinger i et skab. Man trykker på en lille knap, og så hører man lyden af svaner, der trækker over himlen. En stemme fortæller, at man skal forestille sig at have vingerne på ryggen. Også lukker mytologien sig op; måske er det sandt, at svanerne er sjæle fra fortiden, født ved den kilde, der springer ved verdenstræets fod, og at duggen fra træet hver morgen faldt på deres vinger. At det var den dug, der gør verden grøn og levende, og at det måske er stænk fra samme dug, vi mærker, når svanerne flyver over os i skumringen.
Igen hører vi svanernes susen og sang. Fra mytologien åbner fortællingen sig svimlende ud i verdensrummet: ”Stjernebilledet Svanen er 3228 lysår fra dig, der står lige her på gulvet i museet i Viborg. Og du må godt beholde dine usynlige svanevinger, du skal bare huske at lukke skabet igen.” Det gør noget ved en, sådan en lørdag formiddag, hvor Viborg synes at være på evigt tøjudsalg, at få slået sit forestillingsrum op på den måde.
Fortællinger finder man også i rummet Herbarium, hvor man kan trække skuffer ud i et dejligt lavt arkivskab og finde pressede blomster fra haven. På den ene side holder de giftige til, på den anden de spiselige eller medicinske. I bløde trælytterør kan man høre om nogle af dem, blandt andet om, hvordan dugdråberne lægger sig på løvefodens blade og ligner diamanter. Disse dugdråber, fortælles det, gik alkymisterne ud og samlede, når de skulle fremstille guld.
Det kan man ikke prøve på udstillingen, men til gengæld kan man se anemonens forunderlige understel, tælle dens blade og tegne den. ”Alkymistens laboratorium” er en udstilling, der viser glæden ved tingenes fysiske væren og fortællingens kraft.
Er man i Viborg, med eller uden barn, så læg vejen forbi. Til efteråret rejser udstillingen i øvrigt til Vejle Kunstmuseum, og i foråret 2020 kan den ses på J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.