Det er svært at være en familie – det var det i 1941, det er det stadig. Vi hører lyden af let latter, idet familien Tyrone toner frem på Skuespilhusets scene. Skønne Karen-Lise Mynster lyser i renskuret mor-kjole, Henning Jensen betragter hende afmålt, men forelsket. De ligner en almindelig familie.
Men de golde træer bag dem og den yngste søns foruroligende klaverklimpren trænger sig på og fornægter normaliteten. Snart erstattes tørre grin af syge host og familiemedlemmernes endeløse strækken øre efter muligheder for at angribe og klandre hinanden. Derpå begynder destruktionen.
Eugene O’Neill betragtes som en af de vægtigste amerikanske dramatikere nogensinde, og hans psykologiske realisme lænede sig op ad Henrik Ibsen og Anton Tjekhov.
”Lang dags rejse mod nat” var hans selvbiografiske magnum opus, kulminationen på hans kreative virke, hvori han blotlagde sin families dysfunktionaliteter: faderens druk og nærighed, moderens morfinafhængighed, broderens sygdom og sine egne psykologisk betingede utilstrækkeligheder.
Morten Kirkskov instruerer for første gang i Skuespilhuset og har med sin iscenesættelse af ”Lang dags rejse mod nat” skabt en moderne familiedystopi, hvor han omfavner O’Neills ekspressionistiske træk. Forrest på scenen står familiemedlemmerne i kød og blod, påklædte.
I en enorm videoinstallation bagved står de afklædte og overdimensionerede. Hver en gusten porre blotlægges i slowmotion gennem morfintågerne. Landskabet er strippet ned til et goldt, uopdyrket tomrum med et gabende hul i midten. Skuespillerne har kun de mest basale fornødenheder at spille med og kun deres evner at forlade sig på. Så de må spille eller gå til grunde. Denne præmis fremkalder en enorm sårbarhed ikke bare i deres spil, men også i deres indbyrdes dynamik.
Det tager lidt tid for det ellers stærkt komponerede ensemble at finde rytmen i første akt. Men anden akt præsenterer en perlerække af dialogscener, som viser os karakterernes indbyrdes afhængigheder og psykologiske dybder. De fire skuespillere kaster frem og tilbage med nøgne følelser og vrider sig i smerter. De er skyld i hinandens tilstande, men alligevel uden skyld. Det er livet, der former os, som vi er – det er livets uendelige tristhed.
Karen-Lise Mynsters greb om den morfinafhængige Mary er uforligneligt. Hendes øjenbryn er som mørke skyer, der sænker sig over øjnene, først i glimt, senere helt og aldeles, til hun bliver et spøgelse fanget i fortiden. Valmueblade falder som bloddråber i hobetal fra hendes hænder og fra himlen.
Henning Jensens patriark er som en såret bjørn, portrætteret særegent og med en mageløs intonation. Hans aggression er symptomatisk, og sårbarheden står malet på hans krop, som han sidder på en kold bænk. Det ultimative mål for familiens net af beskyldninger.
Spinkle Simon Bennebjerg er den yngste søn, Edmund. Tuberkuloid og konstant på randen af gråd folder han kroppen ind i en permanent fosterstilling. I armene på storebror Jamie går han til grunde.
Peter Plauborg er herkulisk, og han brillerer i legemliggørelsen af Eugene O’Neills litterære alter ego – særligt i en drukscene, hvor han leddeløs kaster sig rundt, konstant i fare for at ryge i det gabende hul, der har opslugt hans forældre.
”Hvem har lyst til at se livet, som det er, hvis man kan blive fri?”.
Ja, det er et godt spørgsmål. ”Lang dags rejse mod nat” er tungt og eksistentialistisk teater, her heldigvis blødt op af en moderne bearbejdet tekst og båret af stærke kræfter.
Dramaet er dragende dystopisk og ulideligt genkendeligt.