”Bedrageren fra Sevilla og Stengæsten” blev opført første gang i 1624. Munken Gabriel Téllez anvendte pseudonymet Tirso de Molina, da han skrev dramaet om Don Juan. Siden er der kommet flere end 600 gendigtninger af motivet. Ja, der findes næppe noget andet europæisk værk, der i den grad har inspireret forfattere.
Charles Baudelaire digtede om Don Juan, Molière forfattede et lystspil om ham, og Søren Kierkegaard begik en afhandling om den spanske adelsmand.
Men det er første gang, at det oprindelige grundlag for figuren Don Juan er oversat til dansk, skønt skuespillet er et højdepunkt i den spanske guldalderdigtning fra 1580 til 1680. Ellers er det ikke ret meget, vi ved om Tirso de Molina (1579-1648). Vi ved dog, at han blev født i Madrid, at han studerede i Alcala, og at han som munk fik i opdrag at løskøbe krigsfanger fra tyrkerne.
Dertil kom, at teologen affattede en lang række dramaer, hvoraf de fleste er forsvundet. Til alt held gælder det ikke ”Bedrageren fra Sevilla og Stengæsten”, der er i tre akter uden introduktion af persongalleri eller skitsering af handling, men de vigtigste temaer er da også rykket op i selve titlen.
Stykket handler om en bedrager, der brillerer med stor opfindsomhed som forfører, og om ”Stengæsten” eller statuen, som bliver vakt til live af selvsamme forførers frækhed. For fræk er han.
Don Juan forfører ved at foregive at være en anden eller ved at smigre, true og afgive falske løfter. I stykket forfører han fire kvinder, hvoraf de to tilhører adelsstanden, mens de to andre tilhører folket. Hos Don Juan er det kvantiteten, der tæller, og på den måde er han meget demokratisk indstillet – alle kvinder er for ham lige meget eller lige lidt værd.
Søren Kierkegaard var engang med en ven i Det Kongelige Teater for at se Mozarts opera Don Juan. Vennen spurgte: ”At elske 1003 kvinder, er det ikke det samme som ingen at elske?”. Hvortil Kierkegaard replicerede: ”Jo, men det er mere underholdende!”.
Kierkegaard var faktisk så godt underholdt, at han grundigt analyserede Don Juan i hovedværket ”Enten-Eller”, hvor han sammenligner ham med en smutsten. Så længe, stenen smutter, er der kraft over den, og så ser det ud, som om den danser. Men uden kraft fra hånden synker stenen straks, og ”således danser han over afgrunden jublende i sin korte frist”. Eller derfor er Don Juan konstant nødt til at indlede nye erobringer, og han affejer alle advarsler om, at der vil være en pris at betale for denne krænkende adfærd: ”Bevar mig vel! Den tid, den sorg!”.
Hermed angiver Don Juan et tredje tema i stykket, som handler om bod eller anger. Se, hvad jeg kan tillade mig, uden der sker mig noget! Angre kan han gøre, når han bliver gammel. I afslutningsscenen bliver dette udsagn vendt mod Don Juan: ”Beklager; sent du angrer”.
Ordene er sagt af ”Stengæsten”, som i virkeligheden hedder Don Gonzalo og er fader til en af de kvinder, som Don Juan ledte i uføre. Da Don Gonzalo forsøgte at forhindre Don Juan deri, blev han dræbt.
I Sevilla ser Don Juan Don Gonzalo på ny som statue i en kirke. Helt uforsagt trækker han statuen i skægget og inviterer ham på aftensmad, og Stengæsten stiger ned fra sin sokkel og deltager i en middag, hvorunder han gengælder invitationen. Den dumdristige Don Juan møder derfor op i et kapel, hvor Stengæsten beværter ham med skorpioner og hugorme. Til slut griber statuen Don Juan med sin hånd og trækker ham ned i helvedes flammer.
Stykket ender med, at den moralske orden bliver genetableret, idet de rette personer bliver formælet med hinanden, men moralen er tillige, at de forførte kvinder bærer skammen med sig, fordi de ikke gennemskuede det vulgære, påtrængende og fornedrende i Don Juans fremfærd.
Don Juan var sin tids sexist, han var befængt med den højeste grad af moralsk brist, hvorfor han som en anden Harvey Weinstein kunne erklære: ”Min største glæde er at forføre en kvinde og at franarre hende æren”.
Men der er altså en pris at erlægge for den skamløse adfærd, og i den forstand skrev den spanske munk en kraftfuld prædiken med indbyggede humørbomber om hovmod, der står for fald.
En erfaring, som ganske mange mænd gør i MeToo-epoken. Spørg bare Morten Østergaard.